Tornerose tager blodig hævn i ny gyserfilm - og titlen er genial

"Den mest ubehagelige gyseroplevelse til dato"
Maleficent / Disney
(© Maleficent / Disney)

Vi gennemlever lige nu en spændende bølge af moderne slasher-film, hvor en ny trend er opstået, som man nok enten elsker eller hader.

Flere af vores favorit-børneklassikere er nemlig ikke længere beskyttet af ophavsretten, hvilket har fået en række mindre filmselskaber til at tage de kendte fortællinger til sig og give dem et bloddryppende gysertwist.

Sidste år fik Winnie The Pooh: Blood and Honey således stor opmærksomhed, hvor vi altså kunne se Peter Plys og Grisling gå på blodigt mordtogt. Sidenhen er en række andre brutale nytænkninger af klassiske børnefortællinger blevet annonceret, såsom Peter Pan, Bambi og Askepot.

 

LÆS OGSÅ: Din barndom er ødelagt: Askepot dræber løs i ny gyserfilm

Nu er det så blevet Torneroses tur. En ny version af eventyret fra Brødrene Grimm er nemlig blevet annonceret med titlen 'Sleeping Beauty's Massacre'.

I denne rædselsvækkende genfortælling vil man følge den smukke prinsesse Thalia - som hun kaldes i denne version - hvis liv bliver lagt i ruiner efter hendes fars mystiske død.

Den onde dronning Velma vil have riget for sig selv og her bruge sine mørke kræfter til at kaste Thaila ind i en dyb søvn, som hun aldrig skal vågne fra.

Det går dog ikke som planlagt, da Thalia pludselig åbner øjnene og i et voldsomt twist vil tage hævn med blodige og grafiske dødsfald til følge.

 

LÆS OGSÅ: Ny film vil give os gyserversionen af 'Bambi' - som en blodtørstig dræbermaskine!

Louisa Warren, som også instruerer den nyligt annoncerede 'Cinderella's Curse', skal producere og instruere dette mareridtseventyr. Warren har sagt følgende om filmen:

- Denne film vil vende alt, som du kender på hovedet. Det er vildt, mørkt og fuldstændig rædselsfuldt. Jeg har sat mig for at skabe den mest ubehagelige gyseroplevelse til dato.

- Der vil være løgne, lemlæstelser og en stor massakre. Hvis man kigger på det originale materiale, er der så meget at lege med.

'Sleeping Beauty's Massacre' begynder sine optagelser i Storbritannien til august, men det vides ikke pt., om filmen vil få premiere i biograferne i Danmark.