Ny Oscar-skandale? Hollywood-stjerne raser over rygter om snyd og intern undersøgelse

Bliver overraskende nominering trukket tilbage?
Billede
(© 'To Leslie' / BCDF Pictures)

Da Oscar-nomineringerne 2023 faldt i sidste uge var der især én normering som overraskende alt og alle.

Andrea Riseborough blev nomineret til Bedste kvindelige hovedrolle for den lille indie-film To Leslie, der ifølge BoxOfficeMojo har indtjent sølle 27.000 dollars ved billetlugerne. Det er en af de mindst indbringende film nogensinde til at opnå en Oscar-nominering.

Nomineringen har pga. så få har set filmen nu vakt så meget opsigt, at The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som uddeler Oscar-statuetterne, har valgt at lave en intern undersøgelse. Det bekræftede A.M.P.A.S. fredag.

I en pressemeddelse skriver de bl.a.:

- Det er Akademiets mål at sikre, at priskonkurrencen er gennemført på en fair og etisk manér.

Og forklarer om den interne undersøgelse:

- Vi udfører nu gennemgang (review, red.) af kampagneprocedurerne omkring dette års nominerede for at sikre os, at ingen retningslinjer blev overtrådt, og for at oplyse os om, hvilke ændringer retningslinjerne måske behøver i en ny æra af sociale medier og digital kommunikation. 

 

LÆS OGSÅ: Efter faldende seertal og skandale: Endelig gør Oscar-showet det eneste rigtige

Ifølge kilder hos Variety vil Andrea Riseborough være på dagsordenen i den kommende uge, når Akademiet afholder et internt møde om, hvorvidt hun skal beholde sin nominering eller ej.

Den omtalte nominering er kommet i søgelyset, da 'To Leslie' ikke har kørt en regulær, officiel Oscar-kampagne, men derimod blevet støttet af kendte græsrødder. Således kom der i ugerne op til de endelig Oscar-nomineringer flere Hollywood-kendisser frem, der roste Riseboroughs præstation på de sociale medier.

Edward Norton, Jane Fonda, Gwyneth Paltrow, Charlize Theron, Amy Adams, Jennifer Aniston, Cate Blanchett og Kate Winslet er nogle af de kendte, som offentligt var ude med stor ros til den 41-årige skuespiller.

Kate Winslet gik så langt som at kalde Riseboroughs optræden for ”Den bedste kvindelige præstation, som hun nogensinde havde oplevet på et lærred”.

Hvorvidt Andrea Riseborough og 'To Leslie' skulle have forbrudt sig mod nogle Oscar-regler er efter sigende i en gråzone. Om en kollega må rose en anden kollega på de sociale medier med navn og opfordringer om en Oscar-nominering er vist et spørgsmål om definition af retningslinjerne.

Skulle man dog finde bevis for, at Riseborough fx selv har e-mailet folk fra Akademiet og bedt dem om at stemme på hende, så er der straks en stærkere sag - og tale om direkte snyd.

Situationen har allerede affødt reaktioner i Hollywood. En af dem som er stået frem er skuespiller Christina Ricci, som senest var aktuel i Netflix-succesen 'Wednesday'.

 

LÆS OGSÅ: Dansker klippet ud af stor Hollywood-film: "Inderst inde ved jeg jo, at jeg var med"

Den 42-årige stjerner skriver på Instagram (via The Independent):

- Det er sjovt, at en 'overraskende nominering' (hvilket betyder, at der ikke blev brugt en masse penge for at sætte den kvindelige skuespiller i stilling) af en legitim fantastisk præstation bliver mødt med en undersøgelse.

- Er det kun filmene og skuespillerne som har råd til en kampagne, der fortjener anerkendelse? Det føles elitært og ekskluderende og, for at være ærlig, meget omvendt for mig.

- Og jeg er helt sikker på, at hun intet havde at gøre med den kampagne. Disse ting er ikke kontrolleret eller styret af skuespillerne selv, og alligevel vil hendes nominering nu blive farvet af det her, og hvis den bliver taget væk, bør de skamme sig.

Noget tyder altså på, at hvis Andrea Riseboroughs nominering skulle blive trukket tilbage - af den ene eller anden årsag - står Oscar-showet med endnu en skandale.

'To Leslie' følger en enlig mor fra Texas, der vinder i lotteriet - og forlader alt, hvad hun har. Mange år senere og uden andre muligheder vender hun tilbage for at genopbygge sit liv og finde tilgivelse.

Man kan læse mere om hele sagen i Varietys gennemgang.

'To Leslie' er ikke planlagt til dansk biografpremiere.