Marvel bekræfter: 'Spider-Man 4' med Tom Holland er på vej

MCU-chefen afslører
Billede
(© Marvel)

Spider-Man: No Way Home, den tredje MCU-film med Tom Holland i titelrollen, blev forrige år en kæmpe succes, der forenede anmeldere og publikum i fælles begejstring.

Siden da har fans tørstet efter annonceringen om en fjerde film med den 26-årige brite som Edderkoppen, og det har Marvel så endelig gjort nu.

Det sker via et interview med Entertainment Weekly, hvor Marvel-boss Kevin Feige bekræfter, at man lige nu er ved at forfatte 'Spider-Man 4':

- Alt jeg vil sige er, at vi har en historie. Vi har nogle store ideer, og vores forfattere sidder og skriver lige nu.

 

LÆS OGSÅ: Michael Keaton sparker røv som Batman i ny episk trailer til 'The Flash' 

Vi ved endnu ikke om Tom Holland igen får følgeskab af Spider-Man-kollegaerne Tobey Maguire og Andrew Garfield, der i den seneste film var tilbage i de ikoniske superhelteroller, som de spillede fra hhv. 2002-2007 og 2012-2014. De har dog begge udtrykt ønske om at gentage rollerne.

Spider-Man som filmfigur er delvist ejet af Sony Pictures, som ved siden af MCU, har lavet deres eget såkaldte SSU (Sony's Spider-Man Universe), hvor heltens skurkegalleri udfoldes.

Vi så de to superhelte-universer flyde sammen, da Tom Hardys Venom havde en kort optræden i 'Spider-Man: No Way Home', hvorvidt det også bliver tilfældet i fremtiden, er usikkert.

Sony har dog flere Spider-Man-skurke-film på tapetet. Senere i år lander Kraven the Hunter, mens både El Muerto og Madame Web forventes at få premiere i 2024, ligesom at Venom 3 også er på vej.

 

LÆS OGSÅ: Den første nogensinde: Marvel-stjerne slår imponerende rekord

Ydermere er det for nyligt blevet annonceret, at Amazon Prime bliver hjem for en ny Spider-Man-serie, der sætter fokus på varianten Spider-Man Noir og hans heltegerninger i 1930'erne.

Til sidst, men ikke mindst, så har Sony også to ventede fortsættelser på vej til animationsfilmen Spider-Man: Into the Spider-Verse i form af Spider-Man: Across the Spider-Verse og 'Spider-Man: Beyond the Spider-Verse' som får premiere hhv. i år og næste år.

Den nyeste Marvel-film 'Ant-Man and the Wasp: Quantumania' kan ses i biografen nu.