Skal en gyser være uhyggelig? Nej! Lad os få aflivet den åndssvage myte

Gyserfilm er meget mere
Billede
(© Hereditary / A24)

Et tilbagevendende kritikpunkt, når det kommer til en gyserfilm, er, at den ikke er uhyggelig - og hvis man har fulgt med i diverse tråde på fx Facebook, så ved man, at netop dét for mange afgør om en film hører til i gyser-kategorien eller ej. 

Men en gyser behøver altså ikke at være uhyggelig for at være en gyser. Lad os nu få aflivet den åndssvage myte. 

Hvis det skulle være den afgørende målestok, så ville 'Teletubbies' være en gyser, fordi det kan satme være skræmmende!

Den genre som gys nemmest kan relatere sig til, er komedien, fordi de begge kræver en fysisk reaktion af sit publikum. Uhygge, grin. Men bare fordi du ikke griner af en komedie, betyder det ikke, at det ikke er en komedie. Det betyder bare, at du ikke synes den er sjov. Det samme gælder for en gyser.

 

LÆS OGSÅ: Dansk instruktør mener, at tidens største gyserfilm er overvurderet: "Det er fandme ikke uhyggeligt"

I bund og grund er de følelsesmæssige reaktioner på en film jo individuelle. Nogen græder, nogen skal holde en pude op foran øjnene, mens nogle af os andre ikke fortrækker en mine, når vi ser et jump scare i Insidious eller når én får skåret sine nedre dele af som i Kannibalmassakren. Andre brækker sig og besvimer, som det skulle have været tilfældet for flere i USA med den biografaktuelle Terrifier 2.

I stedet bør man se på nogle helt andre kendetegn, når det kommer til at spore sig ind på, hvad en gyser er og ikke er. 

Her kan man tale om, at der enten kan være nogle tematiske eller visuelle elementer, som går på tværs. Fra monstre og overnaturlige fænomener som vampyrer i fx Nosferatu og besættelse i Evil Dead til en realistisk fortælling med en brutal seriemorder som i Henry: Portrait of a Serial Killer - der som oftest også har egne subgenrer, så som en zombiegyser eller spøgelsesfilm. 

En gyser kan være bygget op omkring en knugende stemning, eller den kan være smækfyldt med jump scares. Det gør hverken den ene eller anden type til mere eller mindre gyser. 

Så kan der eksistere et hav af genrehybrider, der kombinerer gyset med alt muligt andet. Ligesom skellet mellem gys og thriller vil være tæt i nogle sammenhænge - tænk bare på titler som Ondskabens øjne eller Seven. 

Men i sidste ende er genrer mest af alt en kategoriserende betegnelse, en måde hvorpå vi som publikum kan få justeret os ind på, hvad der venter. På godt og på ondt.  

 

LÆS OGSÅ: Se den blodige trailer: The Grinch slår ihjel i ny gyser-udgave af juleklassikeren

Så selvom du måske ikke har været skræmt af et satirisk gys som Get Out, eller et slowburn-gys som Hereditary "fik dig til at falde i søvn", men tilgengæld næsten var ved at omkomme af uhyggen i The Exorcist, så er alle tre gysere. 

Det kan være, at DU synes, at den ene gyser er bedre end den anden - og så er det jo en helt anden debat. 

Inkarnerede gyser-seere - blandt andet mig selv - ryster sjældent i bukserne, når vi ser en gyserfilm. Men det betyder ikke, at vi ser en dårlig gyserfilm. Gys er meget mere end uhyggen, det er også vigtigt at pointere. 

I gysets verden kan du oftest fortælle nogle helt anderledes fortællinger, hvad end det handler om kannibalisme eller Satan selv. Ligesom at du i fantasy kan få lov til at flyve på drager og ride på enhjørninger, og du i science fiction kan rejse til andre planter og universer. 

Man kan sagtens blive draget af den uhyggelige stemning, men man kan også sagtens blive draget af det mørke indhold, der kan behandle tunge emner som depression og traumer på andre måder end et tungt melodrama - tænkt bl.a. bare på en film som Midsommar, som har en af nyere tids mest depressive åbninger på en film, eller dette års store hit Smile, der er traumebearbejdelse forklædt som et smittende creepy-smil. 

Med andre ord er gyserfilm meget mere end en forstrækkelse - og gyserfilm bør aldrig kun blive vurderet på, om du synes, at den er uhyggelig eller ej.  

Glædelige gyser-jul - og må I få et nyt år med masser af gode gys!