Cookie- og Privatlivspolitik
En ny Hannibal Lecter: Kan creepy kannibal-vagabond vinde en Oscar?

En ny Hannibal Lecter: Kan creepy kannibal-vagabond vinde en Oscar?

En af årets mest huskværdige filmkarakterer

Stem op!
4
Stem ned!
0
(reset)

Det biografaktuelle romantiske gyser-thriller-drama Bones and All handler om to unge kannibaler, der forsøger at begå sig i samfundet trods deres usædvanlige spisemønstre. 

Kannibalerne spilles af stjernefrøet Taylor Russell og den Oscar-nominerede Timothée Chalamet, men der er faktisk en anden menneskeæder, som stjæler showet i de scener, han er med i. 

Mark Rylance spiller nemlig birollen som enspænderen Sully, en vagabondagtig kannibal med en næse for at opspore folk som sig selv. Han finder frem til den unge Maren (Russell), der kun lige et begyndt sin færden som kannibal, efter at hendes far har forladt hende. I hende ser han en mulig følgesvend, men er det nu også det, hun er interesseret i? 

 

LÆS OGSÅ: Se den chokerende scene: Hyggeaften med pigerne afløses af blodigt kannibalbid

Scenerne med Sully er nok de mest huskværdige fra filmen, og som filmkarakter er han blandt de mest interessante, der har ramt det store lærred i 2022. Er han skør? Tragisk? Kærlig? Ond? Eller det hele på én gang? Det er, som filmen i det hele taget, op til én selv at fortolke de mange nuancer. 

Som skuespiller er Rylance kendt for den lavmælte, men dybt fascinerende og dragende spillestil, der med lettere rystende stemme puster liv i sine karakterer. Det har ført til adskillige fremragende roller, bl.a. hos Steven Spielberg, og hans enigmatiske stil passer forrygende til Sully. 

Kan han så vinde en Oscar for sin præstation? Det taler for, at Rylance blev nomineret ved Independent Spirit Awards, ligesom filmen i det hele taget modtog tre nomineringer. Og at han allerede er inde i varmen hos Oscar-akademiet efter sejren i 2016 for Spielberg-thrilleren Spionernes bro

Det ville ikke være første gang, at en filmkarakter med kannibaltendenser vandt den fornemme filmpris, for vi husker alle Anthony Hopkins’ ætsende portræt af Hannibal Lecter i den Oscar-vindende Silence of the Lambs fra 1991. Og hvis ikke Rylance får prisen, er der jo stadig muligheder for filmens to hovedroller Russell og Chalamet, hvor især førstnævnte er nævnt som kandidat i flere udenlandske medier. 

Spirit Awards-uddelingen finder sted den 4. marts 2023, altså en uge før det store Oscar-show den 12. marts. 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.