Paprika Steen får årets største danske biografpremiere: Ikke set siden 'Ternet Ninja 2'

Stjernespækket succes
Billede
(© Nordisk Film)

Paprika Steens nye film Fædre og mødre spidder de danske forældre og sætter arketyper på spidsen. Det tema har publikum taget til sig og er således strømmet i biografen for at se filmen.

Siden premieren i torsdags har filmen solgt hele 61.104 billetter - og når man tilføjer snigpremierebilletter, er filmen allerede oppe på 68.220 solgte biografbilletter efter premiereweekenden.

Det giver 'Fædre og mødre' den største åbningsweekend for en dansk biograffilm i år. Faktisk skal vi helt tilbage til Ternet Ninja 2 i august sidste år for at finde en dansk film, der har solgt flere billetter ved premieren.

 

LÆS OGSÅ: Paprika Steen har samlet dansk films største stjerner i ny komedie: Sådan styrede hun dem

I en pressemeddelelse fra Nordisk Film udtaler Paprika Steen sig om de flotte tal:

- Jeg er rørt over, at så mange har set filmen i weekenden. Jeg har fået mange, mange beskeder om, hvad filmen betyder for dem, og hvor meget de kan genkende sig selv og andre i filmens persongalleri. Det betyder noget, at filmen gør indtryk.

- Det er jo en film, der rammer lige ned i noget, de fleste har eller skal prøve. At være forældre til et skolebarn. Det at kunne både grine og græde af, hvor tossede vi er. Og så også tilgive os selv. Jeg er glad og taknemmelig for, at filmen bliver set.

'Fædre og mødre' har et væld af kendte, danske skuespillere på rollelisten, hvilket naturligvis også har været et trækplaster. Bl.a. kan vi se Katrine Greis-Rosenthal, Jacob Hauberg Lohmann, Amanda Collin, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup og Carsten Bjørnlund i de forskellige forældreroller.

Fædre og mødre er aktuel i biografen – find billetter til filmen her.

 

(Kan du ikke se videoen herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)