Margot Robbie var fuldstændig ødelagt efter ny film: "Jeg er masochist"

Hun kiggede til dyreriget for inspiration
Billede
(© Babylon / UIP)

I starten af det nye år har La La Land-instruktør Damien Chazelle premiere på den nye vanvittige film Babylon om det gamle Hollywoods overgang fra stumfilm til de såkaldte talkies. Se den sindssyge trailer her.

Som frontperson for den imponerende rolleliste, der bl.a. også tæller navne som Brad Pitt, Olivia Wilde, Tobey Maguire og danske Thomas Ernst, står superstjernen Margot Robbie, der meget passende skal portrættere Hollywood-stjernen Nellie LaRoy - en rolle hun kalder den på mange måder mest krævende, hun nogensinde har spillet.

LÆS MERE: Margot Robbie reagerer: Berømt sangerinde skal spille Harley Quinn

 

- Jeg har aldrig arbejdet så hårdt i mit liv, fortalte Robbie for nyligt til Wall Street Journal Magazine.

- Jeg var ødelagt ved slutningen af de optagelser. Jeg er masochist. Jeg kan altid finde et femte gear.

Samtidig kunne den 32-årige skuespiller fortælle, hvordan Damien Chazelle havde krævet en dyrisk præstation fra hende, hvilket hun tog meget bogstaveligt og kiggede netop til dyreriget efter inspiration til rollen.

Hun baserede nemlig sin performance på henholdsvis en blæksprutte, som både kunne være flydende og transformativ, og en honninggrævling, som er tykhudet og altid klar til at slås.

LÆS MERE: Barbie & Ken på rulleskøjter: Se de nyeste billeder af Margot Robbie og Ryan Gosling

 

Margot Robbie har mange vilde excentriske roller bag sig bl.a. som DC-antihelten Harley Quinn og den kontroversielle skøjteløber Tonya Harding. Derfor kan man nok roligt sætte forventningerne op til 'Babylon', der allerede lover en episk, farverig fortælling med masser af både glamour og galskab.

'Babylon' får dansk biografpremiere den 19. januar.