Her er de 20 frækkeste sexscener på film

I anledning af den biografaktuelle 'Magic Mike's Last Dance'
The Notebook (New Line Cinema)
(© The Notebook (New Line Cinema))

En sexscene er mange forskellige ting. Nogle er frække, fordi de intet viser, mens andre kan være både fine, sensuelle og grafiske på en og samme tid. Og så er det jo også en smagssag, hvad der gør det for en.

Vi genudgiver i forbindelse med den tredje og sidste film om stripperen Mike Lane, Magic Mike's Last Dance, artiklen, der første gang blev bragt i 2018. Den biografaktuelle film ser nemlig ud til at byde på flere hede scener mellem bl.a. de to hovedroller Channing Tatum og Salma Hayek.

Den Oscar-vindende instruktør Steven Soderbergh vender tilbage i instruktørstolen, efter Soderbergh også stod bag den første film Magic Mike fra 2012, der blev en overraskende publikumssucces.

Vi advarer om, at listen selvfølgelig er uegnet for børn og sarte sjæle samt indeholde mindre spoilers.

Unfaithful

Unfaithful (2002)
Thrilleren om en hustru, der kaster sig ud i en affære med en yngre, mystisk mand, er rent ud sagt sexet. Især scenen i toget, hvor Diane Lanes karakter på vej hjem fra den første forbudte elskov stadig skælver, mens hun tænker tilbage på det, de gjorde, er fremragende. Instruktøren Adrian Lyne ('Nine ½ Weeks', 'Lolita') kan noget særligt, når det kommer til erotik.

Lust, Caution

Lust, Caution (2007)
Tony Leung og Tang Wei giver op til flere yderst realistiske, dampende udøvelser af kønsakten i Ang Lees erotiske spionagethriller. Det skader heller ikke, at magtforholdet mellem de to hovedkarakterer konstant skifter, da vi aldrig ved, hvem der snyder hvem - eller om følelserne i virkeligheden er ægte.

The Postman Always Rings Twice

'The Postman Always Rings Twice' (1981)
80'er-versionen af den klassiske noir-fortælling om en attraktiv kvinde, der får en logerende til at myrde hendes mand, blev ikke mindre hed af at have Jack Nicholson og Jessica Lange i hovedrollerne. Især køkkenscenen er saftig nok til at begå mord for. 

Fifty Shades of Grey

Fifty Shades of Grey (2015)
Der er mange sexscener i den første Fifty Shades-film, men især scenen, hvor Christian kommer hjem til Anastasia og overrasker hende med en isterning, skiller sig ud. Måske fordi udførelsen ikke fortaber sig i den udstyrs-mani, vi ellers ser i det røde rum - og især fordi Sias smukke 'Salted Wounds' leverer den perfekte lydside. 


American Honey

American Honey (2016)
Shia LaBeoufs og Sasha Lane spiller to outsiders, der finder hinanden midt i fattigdommens galskab. Det kommer der en virkelig fin scene ud af, da de endelig finder sammen på forsædet af en bil, mens solens varme bader dem. Smukt, ømt, lidt beskidt og ægte. Sådan iscenesætter Andrea Arnold oftest sex - og man fornemmer det kvindelige bidrag.

Secretary

'Secretary' (2002)
Vi husker alle scenen, hvor Maggie Gyllenhaals sekretær kravler ind på alle fire med sin chef og elsker Mr. Greys (jep, det hedder han) post i munden. Men selvom filmen i den grad udforsker dominans og rollespil, er det den mere kærlige elskovsscene senere i filmen, der rammer hårdest. Kontrasten til SM-akterne er yderst velkommen. Man forstår pludselig, at de hele tiden søgte noget ægte.

Call Me by Your Name

Call Me by Your Name (2017)
Filmen om to unge mænds sommer-romance indeholder en scene, der er på vej til at blive ikonisk. Vi skal ikke afsløre detaljerne her, men der er en moden frugt indblandet - og mens scenen er noget, vi aldrig har set før, giver den fremragende mening og bliver aldrig påtaget.
 

Mulholland dr.

Mulholland Dr. (2001)
Mange husker især sofascenen mellem de to kvindelige hovedroller, fordi den er så fandens nøgen, rå og enkel - midt i den dystre puslespilsagtige fortællestil, der udgør David Lynchs mesterværk. Naomi Watts spiller her skuespil i eliteklassen og fik med ét en karriere ud af det.

Blue Valentine

Blue Valentine (2010)
Et tilbageblik på lykkelige tider før et ægteskab gik i rotterne. Sexscenen mellem Ryan Gosling og Michelle Williams blev berygtet, da manden tilfredsstiller kvinden oralt. Det er ikke særligt grafisk, men censurmyndigheden i USA stemplede alligevel dramaet med en 17-rating, der var helt ude af proportioner. Måske kunne de bare ikke lide, at scenen faktisk var tilfredsstillende?

Y tu Mama tambien

...Og din mor! (2001)
Alfonso Cuaróns road movie 'Y Tu Mamá También' om to teenagedrenge (Gael García Bernal og Diego Luna), der forsøger at score en mere moden kvinde har en fantastisk scene til sidst, hvor de alle tre dyrker sex. Trekanten afslører, hvad filmen har handlet om hele tiden, nemlig de to kammeraters latente begær til hinanden. Et begær der forener dem, motiverer dem og i sidste ende splitter dem ad. Den alvorlige, mexicanske udgave af 'Superbad'. 

The Handmaiden

The Handmaiden (2016)
Biografsensationen fra Sydkorea havde en yderst delikat scene mellem de to kvindelige hovedkarakterer, Lady Hideko og hendes tjenestepige. Scenen fungerer så godt, fordi akten virker som et seksuelt tableau, der er lige dele farligt, grafisk og poetisk - og så fordi opbygningen af pigernes flirt har været sirligt udført med masser af slikkepind og afklædningsseancer.

Blue is the warmest color

Adéles liv - del 1 og 2 (2013)
Nogle gange betyder størrelsen noget. Eller i hvert fald længden. Cannes-vinderen, der senere er blevet lidt hæmmet af optagelsernes eftersigende barske omstændigheder, har en realtid-tilgang til sex-akterne mellem filmens to unge kvinder, der bliver ved og ved og ved, indtil publikum til sidst er hypnotiserede af intimiteten.

Brokeback Mountain

Brokeback Mountain (2005)
Da de to cowboys endelig giver sig hen til hinanden i teltet, føles det så ægte, at resten af historien kan bygges derpå. Især Heath Ledgers dybt skrøbelige indblik i en træmand, der lader facaden falde i kærlighedens navn, er imponerende.

Atonement

Atonement (2007)
Vi er i biblioteket, hvor Keira Knightley og James McAvoy fortaber sig op ad en støvet række bøger (formenligt alle klassikere), iført kostumer, der er så flotte, at de får lov til at blive på. Dette er i sandhed en pirrende scene, der står i stærk kontrast til resten af filmens og æraens omfattende dyder.

Titanic

Titanic (1997)
"Put your hands on me Jack"-scenen er sofistikeret og steamy for sin tid. Kate og Leo skabte seriøs kondens i den bil, hvor hånden på den duggede rude er legendarisk. Vi behøver jo slet ikke mere!

Basic Instinct

Basic Instinct (1992)
Den første aggressive - dog underligt følsomme - sexscene mellem Sharon Stone og Michael Douglas, hvor issylen konstant lurer i ens sind, er næsten komisk med den ene efter den anden morderiske "nu-tager-jeg-issylen"-bevægelse. MEN det er stadig utvivlsomt sexet - ikke mindst takket været Sharon Stones ikoniske præstation.


Wild Things

Wild Things (1998)
Endnu en lesbisk scene ud af mange. Poolscenen mellem Beverly Hills-pigen Denise Richards og grunge-tøsen Neve Cambell er så dejligt kalkuleret i en film, der aldrig skjuler, hvilket slags publikum den ønsker at tiltale.

Black Swan

Black Swan (2010)
Endnu en kvinde-og-kvinde-scene, hvilket siger noget om Hollywood. Scenen mellem Kunis og Portman bliver dog ikke mindre væsentlig af den grund. Sensualiteten fungerer især, fordi publikum i forvejen sidder helt ude på kanten af sædet af frygt for de vederstyggeligheder, der kan og vil ske for Portmans skrøbelige ballerina-korpus. 

9 ½ Weeks

Nine ½ Weeks (1986)
Et tydeligt forbillede for 'Fifty Shades of Grey' (og langt de fleste erotiske film fra 90'erne) havde de smukke Kim Basinger og Mickey Rourke i rollerne som et par, der udforsker hinanden og leger med dominans på grænsen til det ubehagelige. Scenen i den plaskvåde gyde er favoritten, selvom madsekvensen og smalfilmseancen også er legendariske. 

The Notebook

The Notebook (2004)
Ryan Gosling og Rachel McAdams skabte en tidløs og moderne kærlighedsklassiker, da deres elskovsramte karakterer endelig fik hinanden efter årevis af misforståelser. Længslen kom i dén grad til udtryk i regnvejrsscenen og den efterfølgende seance... "It wasn't over, it still isn't over!".