Johnny Depp skal instruere sin første film i 25 år – kendt skuespiller producerer

Karrieren fortsætter i Europa
Johnny Depp
(© Transcendence / Alcon Entertainment )

En talemåde lyder ”når bjerget ikke kommer til Muhamed, må Muhamed komme til bjerget”, og det ser ud til, at Johnny Depp har taget dette til sig.

Sidste år erklærede stjernen, at Hollywood havde boykottet ham – og efter en offentlig og kulørt retssag mod eks-hustruen Amber Heard, har Depp ikke vadet i amerikansk filmtilbud.

Vi kunne dog i sidste uge dele det første foto fra en ny fransk film, som stjernen er med i – og nu rykker Johnny Depp også om bag kameraet og laver sin egen film.

LÆS OGSÅ: Johnny Depp angriber ny Hollywood-kultur: ”Ingen er i sikkerhed”

Den 59-årige skuespiller skal nemlig instruere sin første spillefilm i 25 år - som hans produktionsselskab også selv står bag.

Titlen på projektet er Modigliani, et biografisk drama om den italienske kunstner Amedeo Modigliani. Baseret på et teaterstykke, der udspiller sig i 1916 i Paris, vil fortællingen især have fokus på 48 timer af malerens liv, som cementerede hans plads i historiebøgerne.

I en pressemeddelelse udtaler Depp:

- Sagaen om Mr. Modiglians liv er en historie, som jeg er utrolig beæret og virkelig ydmyg over at få lov til at filmatisere. Det var et hårdt liv, men som endte i triumf – en universel menneskelige historie, som alle seere kan identificere sig med.

Blandt filmens producere finder man ingen ringere end Hollywood-ikonet Al Pacino. Hans producer-makker Barry Navidi fortæller:

- Det her projekt står Als hjerte meget nært. Al introducerede mig til teaterstykket Modigliani for mange år siden, og jeg blev forelsket med det samme.

Johnny Depp har tidligere instrueret filmen 'The Brave' i 1997, hvor han også selv spillede hovedrollen overfor bl.a. Marlon Brando. Selvom det er stjernens hidtil eneste spillefilm om instruktør, så har han producer-erfaring fra store titler som Hugo og Dark Shadows.