"Jeg havde svært ved at acceptere hendes passivitet"

I denne uge er der premiere på en sjældenhed i de danske biografer, nemlig en kroatisk film. Men det er heller ikke hvilken som helst film. For det første fik Murina debutantprisen på Cannes-filmfestivalen sidste år. Og for det andet spiller den serbiskfødte, danske skuespiller Danica Curcic en stor rolle i filmen.

Curcic spiller rollen som Nela, en kroatisk kvinde på en lille ø i Middelhavet, der bor sammen med sin teenagedatter Julija og hendes patriarkalske far, Ante. Julija har en drøm om at slippe væk fra øen og fra sin dominerende far, og hun øjner chancen, da familiens gamle ven, rigmanden Javier, kommer på besøg.

LÆS OGSÅ: Susanne Biers søn har lavet en gyserfilm: Her er det bedste råd, som han fik fra sin mor

Vi tog en snak i telefonen med Curcic, der herhjemme er kendt fra roller i Fasandræberne, Stille hjerte og Kastanjemanden. Og hun fortalte om sin tilgang til rollen, om chauvinisme og om at indspille film på modersmålet.

Hvad tiltrak dig ved ’Murina’?

- Det var mange ting. Det var både, at jeg havde en drøm og længsel om at lave noget på mit modersmål. Jeg havde ventet på det rigtige projekt fra Balkan. Jeg blev kontaktet af producenten, og så tog jeg en snak med instruktøren Antoneta Alamat Kusijanovic, som jeg med det samme forelskede mig i. Jeg læste manus og blev meget bevæget over det. Der var noget meget sanseligt og velkendt over at være nede i det område, hvor jeg har tilbragt nærmest alle mine somre. Så synes jeg, det var en sindssygt smuk fortælling.

- Jeg skulle også kæmpe lidt. Jeg er helt klart i den yngre side i forhold til, hvad de havde tænkt med rollen. Men det gav nogle nye lag, at jeg var en ung mor, der måske ikke har haft de samme muligheder, som hvis man har fået barn senere. Der er noget meget stærkt ved, at mor og datter nærmest virker lidt søskendeagtige. Der opstår noget mere jalousi på den måde.

Nela virker som en person, der ser tilbage på sit liv med en vis anerkendelse af, at hun har truffet forkerte valg, men at det er for sent at gøre noget ved. Kan du sætte dig ind i hendes tankegang og de valg, hun har taget - på sine egne og sin datter Julijas vegne?

- Jeg havde nogle udfordringer i starten med at acceptere denne her karakters passivitet. Jeg kunne godt mærke, at jeg kom ned med min meget skandinaviske tilgang og sagde: Hvorfor gør hun ikke noget? Hvorfor kæmper hun ikke tilbage? Jeg skulle igennem en overgangsfase for at forstå, at hvis du er opvokset i et meget lille, lukket og katolsk øsamfund uden uddannelse og er fuldt afhængig af din mand, så er ens bevidsthed om andre muligheder meget begrænset.

- Jeg skulle også finde styrken i karakteren. Det var vigtigt for mig at hun ikke bare er et offer for omstændighederne, men at hun selv har valgt det liv. Det er også et valg, hun igen træffer fuldhjertet i løbet af filmen, hvor hun siger, at hun bliver med sin mand. Hun tror ikke på, at den her mand, der kommer udefra, har andet end tomme løfter.

- Udefra kan det godt virke lidt tragisk, at hun bliver i det her psykisk voldelige forhold, men jeg forsvarede hende ved at sige, at endelig kan hun vælge sin familie med hele sit hjerte, og det ved hun er bedst for dem. Og når der kommer en udefra, en gammel flamme, skaber det bare problemer.

- Men min karakter skulle også være et modstykke til hovedpersonen Julija, som kan sige: Jeg vil ikke være ligesom min mor. Det er jo noget med at kende sin funktion i historien. Moren er tæt på at blive lullet med i teenagedatterens drøm om, at måske var der en anden mulighed. Et andet liv. Men ender med at kæmpe imod sin egen datter.

- Der er ingen tvivl om, at der tidligere har været et meget stærkt bånd mellem min karakter og så manden Ante og vennen Javier, de var en trekløver engang, en symbiose, men at det er lang tid siden. Men der er helt klart noget dragende ved det forbudte og det, man ikke prøvede helt af, vil nage i én i mange år. Det forbudte, det der ikke skete, det der aldrig blev forløst.

Jeg ser det, som at Javier er den moderne mand, der står overfor den gammeldags mand, personificeret af Ante. Hvad er det, din karakter ser i Ante? Hvorfor holder hun så stædigt fast i ham? Kan man holde af sådan en stivstikker?

- Det er svært at sætte sig ind i udefra, fordi han er selvfølgelig meget mandschauvinistisk og patriarkalsk, men han er heller ikke noget uden min karakter. Hun er i virkeligheden den, der holder familien sammen. Hun slukker de to ild omkring hende, altså datteren og manden. Men jeg stillede også samme spørgsmål. Men Leon Lucev, der spillede faren, mindede mig om den uigennemtrængelige loyalitet, som man ikke kan forklare udefrakommende. Den huskede han mig på. Der er en kærlighed. Det er ikke bare en kvinde, der er et offer for en voldsmand, men kærligheden kommer ud på en rigtig dårlig måde.

Ante er en meget patriarkalsk far, der følger gammeldags dyder. Kunne filmen også have foregået i Danmark, eller er denne manderolle mere udbredt i Kroatien?

- Man skal passe på, at man sætter det på en specifik kultur, for chauvinisme kan foregå overalt. Men det er klart, at vi er sydpå, og der kan herske nogle mere klassiske og traditionelle kønsroller, og oveni det er vi på en lille ø, som er meget katolsk. Der er begreber som skam, skyld og ære samt, hvad man gør for familien, som vi måske ikke har i Danmark. Men chauvinismen er mere universel end et enkelt land.

For mig bliver undervandsscenerne ofte symbolske: både i drømmen med harpunen der dræber faren, men også senere, hvor Julija efterlader moren og dykker ned med Javi, der nærmest bliver sex uden sex. Ser du også undervandsscenerne som symboler på Julijas ønske om frigørelse?

- Det er smukt, hvordan havet er dér, hvor Julija oplever mange ting for første gang som kvinde. Det er her, hun får sit første kys. Hun har sit fader-opgør under vandet. Det er også hendes frirum. Det er i havet og under havet, at hendes første skridt ind i voksenlivet sker.

Instruktøren Antoneta Alamat Kusijanovic står både for historie og manus, og det er en debutfilm. Det må være en meget personlig fortælling for hende?

- Det må man sige. Den er ikke biografisk, men den er meget tæt på hendes liv. Og hendes eget forhold til sin far. Det er en personlig fortælling, og min karakter, hendes egen mor, var en meget stor inspiration for den karakter.

- Alt det sanselige er også meget personligt for mig. Duftene, havet, og at de sidder og fanger søpindsvin, som de spiser. Jeg er selv vokset op med en rimelig bastant far, med en stor og markant personlighed, men slet ikke på en negativ måde. Det begreb med, hvad man gør for familien, som man ikke stiller spørgsmålstegn ved, det kender jeg også meget godt. Familierelationerne er dog langt fra min opvækst.

Filmen fik Camera d’Or [debutantprisen] i Cannes sidste år. Hvordan var den oplevelse?

- Det var selvfølgelig en lille smule halveret på grund af Corona. Men det var fantastisk at være dernede, det var min første Cannes. Så at den vandt, gjorde jo, at den kom meget bredt ud, og jeg er simpelthen så lykkelig for, at den kommer i biografen i Danmark.

- Og så var hun [instruktøren Antoneta Alamat Kusijanovic] højgravid, og der var sat spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet kunne nå det til premieren. Jeg tror, hun fødte tre dage senere. Helt sindssygt. Alle talte også om, hvorvidt det ville ske på premieren, men det gjorde det så ikke.

Hvad er den største forskel på at lave film i Kroatien og i Danmark?

- Der var ikke så stor forskel produktionsmæssigt, men det er klart, at stederne, vi filmede, gjorde optagelserne meget unikke. At komme til hoved-location krævede en tur op og ned ad en klippeskrænt. Og det var en meget afsidesliggende lokation, men meget paradisisk. Hovedtingen for mig var sproget. Jeg skulle ikke bare tale serbisk, som jeg er vokset op med, men jeg skulle tale med kroatisk dialekt fra denne her lille ø. Det var sårbart. Det krævede meget arbejde, og jeg fik hjælp fra en kroatisk skuespillerinde. Det er en ret stærk dialekt, men folk fra det område sagde, at de slet ikke kunne høre forskel, så det var en stor sejr for mig.

Hvad tænker du om titlen?

’Murina’ betyder moræne, som er den ål, som de hele tiden er på udkig efter, og som er meget farlig. Det bliver måske symbolet på den vildskab, som Julija har i sig – og som viser at hun er ved at blive sin egen, som aldrig kan tæmmes eller fanges.

Murina er aktuel i biografen.

Du kan finde dine billetter her:

(Kan du ikke se traileren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)