Harry Potter-skuespiller: Arnold Schwarzenegger pruttede mig i ansigtet

"Jeg har stadig ikke tilgivet ham for det"
Billede
(© End of Days / Lucifilms)

Arnold Schwarzenegger var 1980erne og 90ernes største action-stjerne, men det er ikke alt omkring den østrigske bodybuilders adfærd bag kameraet, der er lige beundringsværdigt. Blandt andet er der noget med, at han fik et barn med husholdersken, mens han var gift med Maria Shriver.

Men også på filmoptagelserne kan han gå over stregen. Således fortæller hans tidligere medspiller, den nu 81-årige Miriam Margolyes, at The Governator var ret uforskammet over for hende på optagelserne til 1999-actionfilmen End of Days og ikke mindst med vilje slog en prut i hovedet på hende!

- Han slog en prut i mit ansigt. Jeg prutter, selvfølgelig gør jeg det – men jeg gør det ikke i folks ansigter. Han gjorde det med vilje, lige i mit ansigt, fortæller Margolyes til podcasten I've Got News for You.

 

LÆS OGSÅ: Efter 5 års pause: Edward Furlong er tilbage som skuespiller

I filmen spiller Schwarzenegger en tidligere politibetjent, der må stoppe selveste Satan fra gøre en ung pige gravid, som skal føde Antichrist.

- Jeg spillede Satans søster, og han slog mig ihjel, så han havde mig i en stilling, hvor jeg ikke kunne slippe fri og lå på gulvet. Og så slog han bare en prut, uddyber Margolyes.

- Det var ikke med i filmen, men i en pause, og jeg har ikke tilgivet ham for det.

Miriam Margolyes er bl.a. kendt for at spille Professor Sprout i Harry Potter-franchisen, ligesom hun var med i The Age of Innocence og Romeo + Juliet.

Schwarzeneggers repræsentanter har endnu ikke kommenteret på prutte-historien, så spørgsmålet er, om han har en god forklaring, han vil dele med offentligheden?

 

End of Days

Miriam Margolyes i 'End of Days'