Efter 5 års pause: Edward Furlong er tilbage som skuespiller

Terminator 2-stjernen er clean og har fået nye tænder
Billede
(© Terminator 2: Dommedag / Pacific Western)

Her er en lykkelig historie fra Hollywood. Edward Furlong er nemlig tilbage på det hvide lærred for første gang siden 'The Reunion' i 2017. Men det er faktisk ikke pointen.

Pointen er, at den tidligere barnestjerne, der blev katapulteret mod stjernerne efter at have medvirket som 13-årig i Terminator 2: Dommedag over for Arnold Schwarzenegger, har kæmpet med alkoholisme og afhængighed af stoffer i årevis.

Ja, faktisk har det stået så slemt til, at Furlong - med en sideløbende, om end noget svingende skuespillerkarriere – har haft flere arrestationer bag sig. Hans tænder er endda rådnet væk efter den massive metamfetamin-afhængighed.

 

SE OGSÅ: Terminator-breakdown: Schwarzenegger & Co. fortæller om filmserien

- 'Det lyder mærkeligt for mig at tale om tænder, fordi mit udseende ikke er det vigtigste for mig, men hver gang jeg så mig selv i spejlet, var det bare en påmindelse om, hvad jeg havde gjort i alle de år", udtaler Furlong til Daily Mail.

Nu kommer vi til den lykkelige del af historien. For den nu 44-årige Furlong er clean på fjerde år, og han har endda fået nye tænder. Noget der er blevet foreviget gennem flere billeder, som du kan se i dette interview.

Hans nye film, 'Charlie's Horse', er netop færdigindspillet i Texas, og han står over for en anden 1990er-stjerne i form af Casper Van Dien. Filmen har endnu ingen premieredato, og vi ved ikke, om den får premiere i Danmark, men vi er bare glade for, at der indimellem kommer en solstrålehistorie forbi.