I over 2 år har biograferne manglet denne type film... men nu er de her!

Den amerikanske blockbuster er tilbage
Jurassic World: Dominion / UIP
(© Jurassic World: Dominion / UIP)

Corona-pandemien har været hård ved kulturlivet og herunder biograferne. Hvor nedlukningerne herhjemme har været dyr for branchen, har genåbningerne manglet en vigtig ingrediens: dyre, amerikanske blockbusters.

Filmprogrammet har nemlig lidt under en vis ensidighed, idet de danske film (meget flot, må man sige) stort set har været ene om at holde biografmarkedet oven vande. Og ja, der har været mindre film fra hele verden, som har krydret biografernes visningsplaner, men når det kommer til de store tilløbsstykker fra USA, har de glimret ved deres fravær.

Gudskelov havde vi filmskabere som Christopher Nolan, der sendte sin Tenet ud for at bakke op om biograferne under pandemiens verdensomspændende ”gennembrud” i 2020. Men alene stod han ikke stærkt nok.

Og selvom mange frygtede en overflytning til streaming, holdt filmselskabet MGM fast i deres biografpremiere på Bond-filmen No Time to Die i 2021 – en god idé i hvert fald, hvis man ser på det danske billetsalg, der oversteg 1 mio. billetter.

LÆS OGSÅ: Danskerne har talt: Her er de 15 mest ventede film i 2022

Andre store film fra USA er dog endt direkte på streaming, deriblandt flere af Disneys titler som del af lanceringen af Disney+. Det betød en armlægning mellem den amerikanske filmgigant og de danske biografer, som ikke ønskede at udsende store blockbusters som Black Widow samtidig med Disney+-premieren.

Selvom striden vel ikke officielt er forbi (aftalerne indgås i princippet fra film til film), begynder der at tegne sig et billede af en forandret filmverden. Der går nu kortere tid mellem biografpremieren og lanceringen på streaming (45 dage er nu standard for flere filmselskaber mod 122 dage ”i gamle dage”), men dog er det ikke dag-til-dag premiere.

(Denne artikel fra brancheorganisationen Danske Biografer beskriver dog, hvordan det berømte vindue aldrig har været helt fasttømret.)

Spider-Man: No Way Home

Med sidste års premiere på Dune blev der for alvor satset på biograffilm i biografen. Store, dyre produktioner med lyd og billede, der bare SKAL opleves på det hvide lærred. Efterfølgende blev Spider-Man: No Way Home en verdensomspændende succes, og på trods af en kortvarig (men for branchen: dyr) nedlukning i december, blev Marvel-filmen også populær herhjemme.

Nu er vi fem måneder inde i 2022, hvor Hollywood endelig er tilbage i omdrejninger. Film som Top Gun: Maverick, Minions: Historien om Gru og Jurassic World: Dominion har været undervejs længe, men står til at byde biografgæsterne velkommen i sommerperioden.

LÆS OGSÅ: De første reaktioner på Top Gun: Maverick: "Måske den bedste film i 10 år"

Positivt er det også, at Disney igen er at finde i biografen, hvor film som Doctor Strange in the Multiverse of Madness og senere på året Lightyear, Thor: Love and ThunderBlack Panther: Wakanda Forever og endelig Avatar: The Way of Water får premiere. Især sidstnævnte, som selskabet erhvervede sig rettighederne til i forbindelse af købet af 20th Century Fox, er der store forventninger til, og traileren til den længeventede efterfølger satte rekorder ved sin online lancering.

Avatar 2 / 20th Century Pictures

Marvels konkurrenter fra DC, som Warner Bros. står bag, er også ekstremt målrettede i deres indsats for at få folk tilbage i biografen. Hele tre film er på vej, hvor der startes med to gange Dwayne Johnson, først som Supermans hund i DC League af Superkæledyrene og som titelpersonen i Black Adam. Endelig kommer efterfølgeren til Shazam!, med undertitlen Fury of the Gods, til jul.

Alt i alt står vi overfor et år, hvor de store danske titler udkommer i skøn forening med de amerikanske Blockbusters (og alt indimellem). Man fristes til at sige et almindeligt år, som dengang før Corona, og selvom branchen med rette nok er af en anden overbevisning (biografvinduerne er jo nok ændret for altid), så ligner det, at vi ENDELIG kan ryste over to års filmkrise af os.

Se alle kommende film i biografen.