Legendarisk Ghostbusters-instruktør er gået bort

Ivan Reitman er død
Ghostbusters (Columbia Pictures)
(© Ghostbusters (Columbia Pictures) )

Den legendariske Hollywood-instruktør Ivan Reitman er gået bort, 75 år gammel.

Karrieren startede i 70'erne, men den tager for alvor fart fra starten af 80'erne. Først med Bill Murray-komedien 'Røven af 4. division' i 1981 og herefter med den ikoniske Ghostbusters i 1984. Opfølgeren, Ghostbusters II, kom i 1989.

Herefter kastede Reitman sig ind i et tæt samarbejde med Arnold Schwarzenegger, som han så et komisk talent i. Først med kæmpe-succesen Twins, derefter Kindergarten Cop og Junior i 1994.

I slut-90'erne og i 00'erne havde den rutinerede instruktør svært ved at finde samme succes, men stod bl.a. bag Evolution (2001), som af mange betragtes som en forlængelse af traditionen fra 'Ghostbusters', hvor science fiction og skør humor blev blandet.

Han sidste film som instruktør blev Draft Day i 2014 med Kevin Costner, men han havde to film på vej. Bl.a. en fortsættelse til 'Twins' under titlen 'Triplets', som Arnold & co. var i gang med at få finansiering til.

Undervejs i karrieren nåede han også at blive Oscar-nomineret. Det skete sammen med hans søn, da han fungerede som producer på Up in the Air, som Jason Reitman instruerede og skrev i 2009.

Det var også sammen med sønnen Jason Reitman, at han lavede sit sidst projekt, nemlig Ghostbusters: Afterlife - en videreførsel af det spøgelsesunivers, Ivan Reitman var med til at starte i 80'erne. En ret smuk afslutning på karrieren, når det nu skulle være. Nu kan Jason Reitman føre faklen og den humoristiske ild videre for sin far.

Tak for alle filmene, Ivan Reitman. Dine universer og komik vil leve videre for evigt.