Mick Øgendahl flexer overarmene på første plakat til 'Alle for fire'

Gutterne er tilbage i 2022
Billede
(© Nordisk Film)

Mick Øgendahl har netop delt plakaten til sin nye film Alle for fire på sin Facebook-profil, og han står selv knivskarpt i undertrøje og markerede muskler. Se posteren nederst i artiklen.

Den danske komedie følger ikke overraskende efter Alle for énAlle for to og Alle for tre.

Alt ånder fred og idyl hos brødrene Timo og Ralf og deres gamle ven Martin, der har lagt sin fortid som politimand bag sig og har fået job i hospitalsvæsenet.

Timo er flyttet ind hos kæresten Lonnie igen, og hans og Ralfs småkup kører som smurt. Lige indtil den dag Timo opdager, at Lonnies fremtidsplaner ikke involverer ham længere!

Timo får nu brug for alle kneb - og i særdeleshed Ralf og Martin, hvis han skal vinde Lonnie tilbage. Det bliver deres mest dumdristige kup nogensinde.

LÆS OGSÅ: 'Alle for fire' bliver den største, vildeste og sjoveste i serien

Rasmus Heide er tilbage i instruktørstolen, mens der er blevet skiftet lidt ud i rollebesætningen. Således overtager Anders W. Berthelsen rollen som Timo fra Rasmus Bjerg. Det talte vi med Heide om tidligere på året, hvor han fortalte om udskiftningen.

- Helt tilbage til dengang vi skulle lave 1'eren, var han [Anders W. Berthelsen red.] faktisk også oppe at vende.

- Det var faktisk aldrig meningen, at vi skulle lave mere end én film. Så fik vi en idé til en 2'er, og da vi så også lavede en 3'er, blev vi enige om, at nu er det den sidste. Så det har hele tiden været aftalen.

- Vi tænkte, det her var en god måde at ryste posten på. Også fordi denne historie er lidt en anden, og de kommer ud for nogle ret så vanvittige ting. Så vi tænkte, at nu spørger vi Anders W., om han har lyst nu - og det havde han heldigvis.

Læs hele interviewet med Rasmus Heide.

Udover Berthelsen tilslutter også Stephania Potalivo sig de gakkede løjer. Jon Lange, der har holdt pause fra filmseriens andet og tredje kapitel, er igen med som Martin.

Alle for fire får biografpremiere den 3. februar 2022.

Alle for fire plakat