Instruktør afslører: Derfor bliver Rasmus Bjerg skiftet ud i 'Alle for fire'

Rasmus Heide er biografaktuel med 'Centervagt'
Alle for én / Rasmus Bjerg / Mick Øgendahl / Nordisk Film
(© Nordisk Film (Alle for én))

Vi mødte instruktør Rasmus Heide til en snak om den biografaktuelle film Centervagt og fik i den sammenhæng også mulighed for at spørge ind til hans kommende komedie-opfølger Alle for fire.

Læs også: Danmarks komediekonge: "Publikum skal kunne spotte, når tingene går riv-rav-ruskende galt"

Heide afslørede blandt andet, at den fjerde film i komediefranchisen bliver den største, vildeste og sjoveste i serien, og at han og Mick Øgendahl fik skrevet et manuskript, som de er sindssygt glade for.

Én ting bliver i hvert fald anderledes end de tidligere film, nemlig at rollen som Timo overdrages fra Rasmus Bjerg til Anders W. Berthelsen. Heide fortæller, at Berthelsen faktisk allerede tidligere har været oppe at vende.

Hvorfor er Anders W. Berthelsen den rigtige efterfølger for Rasmus Bjerg?

- Helt tilbage til dengang vi skulle lave 1'eren, var han faktisk også oppe at vende.

- I en serie som denne farver den skuespiller, man vælger, rollen rigtig meget - på en god måde. Skuespillerne er jo i dén grad med til at forme den karakter, der skal laves.

- Derfor havde vi alle mulige oppe at vende dengang, og valget faldt så på Rasmus. Og det var vi superglade for. Men vi havde også aftalt, at det var det.

- Det var faktisk aldrig meningen, at vi skulle lave mere end én film. Så fik vi en idé til en 2'er, og da vi så også lavede en 3'er, blev vi enige om, at nu er det den sidste. Så det har hele tiden været aftalen.

- Vi tænkte, det her var en god måde at ryste posten på. Også fordi denne historie er lidt en anden, og de kommer ud for nogle ret så vanvittige ting. Så vi tænkte, at nu spørger vi Anders W., om han har lyst nu - og det havde han heldigvis.

- Anders og Rasmus Bjerg er rigtig gode venner, så der er slet ikke noget ondt blod der. Det er sket i fred og fordragelighed.

- Vi er superglade for de film, vi har lavet sammen med Rasmus Bjerg, men det Anders W. er kommet med her til rollen, det glæder jeg mig sindssygt meget til at vise, fordi det tager serien et helt nyt og vanvittigt sted hen. 

'Alle for fire' får biografpremiere den 2. februar 2022.