Mesterinstruktør bekræfter: Går snart i gang med 'Gladiator 2'

Ridley Scott har manuskriptet klar inden længe
Billede
(© UNIVERSAL PICTURES)

Tilbage i 2018 kunne vi første gang skrive om, at en fortsættelse til Gladiator var på vej. Tidligere i år bekræftede danske Connie Nielsen, der spiller Lucilla i filmen fra 2000, at projektet stadig var på tegnebrættet.

Nu har vi det så fra hestens egen mund. Instruktør Ridley Scott bekræfter nemlig, at manuskriptet til Gladiator 2 er ved at blive skrevet, og at han forventer at lave den som en af hans næste film.

I et nyt interview fortæller Scott om sine fremtidige filmplaner. Alene i år har den 83-årige instruktør to film i de danske biografer med The Last Duel og House of Gucci, og hvis det står til ham selv, så stopper det ikke forløbig:

- Jeg er ved at få [den næste] 'Gladiator' skrevet lige nu. Så når jeg er færdig med [Kitbag], er 'Gladiator' klar som den næste.

Dermed står den i første omgang på den episke Napoleon-film Kitbag med Joaquin Phoenix og Jodie Comer i hovedrollerne, før Scott vender tilbage til sværd og sandal-universet.

SE OGSÅ: Afstemning afslører: 'Gladiator' er den bedste film fra 2000

Det vides endnu ikke, hvad 'Gladiator 2' vil handle om. Men det har forlydt, at det enten kan være en såkaldt prequel, som fortæller historien før 'Gladitor' eller en direkte efterfølger, der foregår 25-30 år efter den første film. Mens andre har nævnt muligheden for at have Lucillas søn og Commodus nevø, Lucius, i centrum.

Manuskriptet skrives af Peter Craig, som tidligere har forfattet The Town, The Hunger Games: Mockingjay del 1 & del 2 og Bad Boys for Life samt to af næste års mest ventede film, nemlig Top Gun 2: Maverick og The Batman.

Paramount er sat til at producere projektet, som ser ud til at være tættere på end nogensinde før - over 20 år efter premieren på 'Gladiator'.

'The Last Duel' kan ses i de danske biografer fra 14. oktober, mens 'House of Gucci' får premiere 2. december.