4 grunde til at se 'Kandis for livet'... om du er dansktop-fan eller ej

Filmen om Kandis-Johnny har noget for alle (sponsoreret) 
Billede
(© Kandis for livet / Camera Film)

I denne uge er der premiere på den gribende og underholdende dokumentarfilm Kandis for livet. Filmen skildrer forsangeren for dansktop-bandet Kandis og hans utroligt loyale fans. Men selvom det lyder som en film kun for fans af Kandis-Johnny, har Jesper Dalgaards premiereaktuelle værk noget at byde på for alle. 

Der er nemlig humor, kærlighed, sorg og ikke mindst en skildring af personlige historier, som mange vil kunne relatere til på den ene eller anden måde. 

Vi har samlet 4 grunde at se filmen… uanset om man er Kandis-fan eller ej:

1. Vild idoldyrkelse 

Normalt, når man tænker på store popstjerner med horder af fans, som vil gå igennem ild og vand for dem, kommer navne som Michael Jackson, The Beatles og Madonna måske frem på lystavlen. Men Kandis-Johnnys fans er så loyale, at det tager begrebet idoldyrkelse til et helt nyt niveau. Fan-kulturen omkring Johnny Hansen viser nærmest en slags gudedyrkelse. Ikke mindst skildret på ryggen af en T-shirt med teksten "Johnny er Gud!!". Så er man næsten ikke være i tvivl om, hvad han betyder for en lang række mennesker. 

Der er kvinden, som kigger i hans blå øjne og næsten ikke kan koncentrere sig. Manden, som ikke har gjort stolen rent, siden Johnny engang lagde vejen forbi. Og naturligvis fanklub-ejeren med butikken fuld af merchandise - lige fra G-strenge med Kandis-motiv (Tom Jones, go home!), vin og puslespil. Idoldyrkelsen er blandt filmens vigtigste temaer og samtidig der, hvor filmen er mest almengyldig: Fans er fans, uanset om de er til rock, pop, rap eller dansktop. 

Henning Hougesen_Kandis for livet_fotograf Stroud Rohde Pearce

2. Personlige historier 

Instruktøren Jesper Dalgaard er ikke interesseret i at skildre en A-Å-gennemgang af Johnny Hansens liv, men foretrækker de personlige historier omkring ham. Filmen fokuserer således på en håndfuld af de mest trofaste fans. Et broget persongalleri, som alle har deres egne hverdagsproblemer og sociale udfordringer at se til. Johnny Hansens jordnære tilgang taler til en helt særlig gruppe mennesker, og han bliver nærmest en slags terapeut for dem.  Filmen viser, hvordan fansene kan komme helt tæt på deres idol under koncerterne, tale med ham, få autografer og faktisk deler deres dybeste tanker med ham.



3. Legende, poetisk og humoristisk filmsprog

Jesper Dalgaard er i filmen ofte blot en flue på væggen eller interviewer, men nogle gange krydrer han det dokumentariske med nogle greb, der viser en stor kærlighed til filmmediet. Som den gribende historie om manden, der forsøger at begå selvmord, men bliver reddet af Kandis’ musik og skildres via en rekonstruktion med en hund som tilskuer til handlingen, der bliver meget nærværende og autentisk.

Stilistisk er der noget næsten Roy Anderssonsk eller Ulrich Seidlsk over Brødrene Fup, der uden syn bevæger sig mumlende gennem tilværelsen. Skildret næsten uden farve og med tableau-agtige kameravinkler er her noget for filmkenderen. I skarp kontrast står optrædener på scenen, hvor Johnny med fuld pang og lysshow næsten virker som sendt fra himlen.

Johnny Hansen og fans_Kandis for livet_fotograf Stroud Rohde Pearce 
4. Musikken som forløsning

Et af filmens centrale temaer er den sorg, som Johnny Hansen bærer rundt på, efter tabet af sin hustru, der efterlod sangeren alene med to børn. Flere af hans efterfølgende sange bærer præg af tabet. 

Sangenes personlige indhold sætter dem i relief og giver værdi, uanset om man er til dansktopgenren eller ej. De får en autentisk, næsten countryagtig stil, der transcenderer genrer og blive almengyldige. 

Og hvem ved? Måske bliver du alligevel en Kandis-fan, før rulleteksterne glider hen over lærredet.