Breaking Bad-stjerne kollapser under optagelser: Er nu i stabil tilstand

Bob Odenkirk var ved at filme sidste sæson af 'Better Call Saul'
Billede
(© Netflix)

Breaking Bad-skuespilleren Bob Odenkirk kollapsede tirsdag aften under optagelserne til sjette og sidste sæson af spinoff-serien Better Call Saul, hvorefter han hurtigt blev omringet af filmholdet og kørt på et hospital i New Mexico.

Nu forlyder det heldigvis fra Odenkirks talsmænd, at han er i stabil tilstand. Talsmændene fortæller desuden, at der var tale om en hændelse forbundet med skuespillerens hjerte.

Den dobbelt Emmy-vindende skuespillers søn, Nate Odenkirk, er også kommet med en opdatering på Twitter, hvor han kort fortæller, at Bob Odenkirk kommer til at klare den (He's going to be okay).

Breaking Bad-stjernerne Bryan Cranston og Aaron Paul har i selskab med fans verden over ønsket god bedring til Odenkirk over sociale medier.

Bob Odenkirk har netop været aktuel i de danske biografer med actionfilmen Nobody, der har høstet stor ros blandt brugerne her på kino.dk. Han har desuden modtaget hele fire Emmy-nomineringer for sin rolle som Jimmy McGill/Saul Goodman i 'Better Call Saul'.