En grædende russer, ingen noter og "bare et job": Mit usædvanlige møde med Anthony Hopkins
Artiklen bygger på en personlig oplevelse fra kino.dk's Daniel Bentien, og den er gravet frem fra hukommelsen i forbindelse med biografpremieren på det Oscar-vindende drama The Father.
For ti år siden var jeg et smut i Rom. Anledningen var et interview med den nu dobbelte Oscar-vinder Sir Anthony Hopkins. Det var tidligt i min karriere, og jeg havde kun et par interviews med de allerstørste stjerner på cv’et, så det har føltes som en regulær eksamen komplet med sommerfugle i maven og utallige scenarier udspillet for det indre øje.
Hopkins var aktuel i en gennemsnitlig gyser ved navn The Rite. Han spiller en slags Max von Sydow-rolle som en erfaren præst, der må ty til eksorcisme for at uddrive en dæmon. 'The Rite' var en film, som han åbenlyst havde taget for at tjene lidt ekstra penge, men formentlig ikke havde det store hjerte i. Mere om det senere.
Før Coronaen introducerede verden (og filmbranchen) til Zoom-interviews, fungerede den slags såkaldte "junkets" som følger: Journalister fra nær og fjern mødes på et luksushotel, hvor en af suiterne er omdannet til et interview-lokale proppet til randen med mennesker (lyd-, lys-, kamera- og PR-folk samt sminkører og selvfølgelig selve stjernen).
Men før man kommer så langt, venter alle journalisterne i spænding i et proppet lokale med diverse forplejninger som kaffe, sodavand og en lille småkage. De sidste noter bliver skrevet ned på papir, og man gennemgår spørgsmålene i hovedet for at formuleringen bliver så kort og præcis.
Det er her, man ligesom fornemmer stemningen: Er stjernen i godt humør? Svarer vedkommende hurtigt eller langsomt – altså skal man tilføre flere spørgsmål eller regne med kun at stille et enkelt til et talende vandfald? Da jeg talte med en anden dansk journalist og god rejsemakker, der allerede havde lavet sit interview om formiddagen, var der kun roser til overs for den dengang 73-årige waliser.
Ingen nedskrevne spørgsmål, tak!
Hopkins havde været venlig, havde svaret på spørgsmålene med interesse og i det hele taget givet et behageligt interview. ”YES!”, tænkte jeg. Så forsvandt den umiddelbare nervøsitet ved at sidde over for en mand med film som The Silence of the Lambs, The Remains of the Day og Howards End på cv’et. Men et godt råd havde min mere erfarne kollega da: Anthony Hopkins foretrækker, at man efterlader sit papir med spørgsmål udenfor.
Fair nok. Det kan jo give en mere dynamisk snak, der ikke hele tiden afbrydes af, at journalisten kigger ned i sit skød på de kragetæer, der står på sedlen. Men som relativt uerfaren interviewer var det alligevel noget, der fik mig til at genfinde sommerfuglene og tænke: Hvad nu, hvis klappen går ned og jeg glemmer alt, hvad jeg skulle spørge ham om? Alle mine guldkorn om sammenligninger med andre gysere, med The Exorcist og selvfølgelig hans rolle som Hannibal Lecter.
Ingen tvivl om, at jeg i dag med erfaringen fra tonsvis af interviews ville have taget det i lidt mere stiv arm, men dengang skulle jeg lige sluge den. Så mens jeg sad og lærte mine spørgsmål udenad, skete der noget, jeg aldrig har oplevet før eller siden i disse interviewsammenhænge. En kvindelig, russisk journalist kom grædende ud af suiten med Hopkins! Hvad pokker?
Snakken blandt de øvrige journalister går. Har hun sagt noget? Er han pludselig blevet vildt uhøflig? Som jeg husker det, er det en journalist FØR hende, der har spurgt til noget, som Hopkins VIRKELIG ikke brød sig om. Så da den efterfølgende reporter kom til, var han slet, slet ikke i godt humør. Uha, det begynder at se lidt stramt ud for undertegnede, tænkte jeg.
Men ikke desto mindre var det min tur, og jeg efterlader, på den gode opfordring fra min kollega, noterne i døren.
”Oh, good. No notes,” udbryder Sir Anthony med det samme, da jeg kommer ind i lokalet, og jeg føler et par pluspoint på kontoen fra den højt respekterede skuespiller. Han sidder unaturligt langt fra den stol, jeg skal sidde på. Der er lamper og boomstænger over det hele, og på sidelinjen sidder en PR-agent klar til at tælle ned, når de fem minutter, jeg har med Oscar-vinderen, er ved at være brugt op.
Jeg havde som tidligere nævnt prøvet et par junkets før, og normalt sidder man en meter eller to fra den, man interviewer, men med Anthony har det mindst været 4-5 meter. Jeg gav hånden (det gjorde man jo dengang) og begyndte at stille mine spørgsmål. Hurtigt gik det op for mig, at han egentlig ikke var ubehagelig, men bare relativt kortfattet i sine svar. Da jeg spurgte om, hvad rollen i ’The Rite’ betyder for ham, svarer han ærligt: Det er bare et arbejde. Det svar gentager han et par gange mere til et opfølgende spørgsmål.
Befriende ærlig
Jeg spørger, som jeg har forberedt, om hans forhold til gysergenren, hvortil waliseren svarede, at ”I unge journalister skal altid få ting til at hænge sammen” (indrømmet, det er lidt en disciplin på Film- & Medievidenskab at se sammenhænge i alt, hvad man kan). Kommentaren følte jeg, var meget intimiderende på det tidspunkt, men som en bruger på kino.dk efterfølgende skrev til mig, så var det faktisk utroligt forfriskende med noget ærlighed fra stjernen, frem for den alt for udbredte rygklapningskultur.
"Alle var SÅ SØDE. Alle var EN STOR FAMILIE. Han/hun er SÅ STOR en skuespiller. Vi kom SÅ GODT ud af det med hinanden." Et fedt citat fra brugeren Ann-Britt, som jeg stadig husker tilbage på, og som jeg kan genkende fra efterfølgende interviews de følgende ti år.
Læs også: Top 10: Anthony Hopkins' bedste roller
Interviewet med Anthony Hopkins har sat sine spor hos mig af flere årsager. I første omgang som en mindre behagelig oplevelse, men senere, på behørig afstand, som en brugbar episode i min karriererygsæk. Jeg har trættet mine kolleger med anekdoterne adskillige gange ved frokostbordet, men det har været med til at ”hærde” mig og givet mig et mere nuanceret billede på, hvad sådanne interviews også kan være, især når det ikke går helt efter planen.
Min oplevelse understreger også det billede af den hæderkronede skuespiller, som i øvrigt fremgår af hans offentlige persona, der veksler fra det jordnære til det utilgængelige: Han poster videoer på sociale medier, hvor han danser rundt i sit hjem. Rimelig uformelt.
Samtidig er et ikke nok med, at han bliver hjemme fra Oscar-uddelingen (det kan jo også skyldes hans alder), men han er ikke engang vågen på det tidspunkt, hvor han vinder prisen. Arrogant eller bare ligeglad? Det må den enkelte vurdere.
Videoen med mit interview er desværre gået tabt på en nu nedlagt server, men vi kan da vise et billede fra det signifikante øjeblik i min filmjournalistkarriere.
The Father er aktuel i biografen:
Daniel Bentien
Daniel er indholdschef på kino.dk, hvor han har arbejdet siden 2009. Interviewet med Hopkins var et af karrierens første møder med de helt store Hollywood-stjerner og derfor et skelsættende øjeblik for en filmnørd.