The Father

The Father er Anthony Hopkins bedste rolle siden Onskabens øjne Filmen sætter ens tanker igang.
Filmen er simpelthen et mesterværk.

Noget af det bedste jeg har set i meget lang tid, hold da op hvor var den god.Bare skuespillet i filmen er godt, og selve historien er smuk fortalt.

En intens film med fremragende skuespiller præstationer!
Hopkins og Colman gør det fantatisk!
Det er også nytænkende og en fin vinkel, at filmens univers, er skruet sammen om sindets forfald hos faderen! Det gør det til en anbefalings værdig film at se, hvis man vil prøve at forstå Alzheimer og demens!

Der er en foruroligende overraskelse i næsten alle scener, Men Colman's og Hopkin's menneskelighed sørger for, at publikum holder fast i historien og er investeret i hvert eneste øjeblik. Denne film har givet til udtryk noget i mig, som jeg næppe har oplevet før, at sørge over en levende mand - og samme tid har filmen givet mig et vigtigt indblik i et ældre menneskes sind der lider af demens. 6/6 - min varmeste anbefaling.

Vi kender næsten alle nogen der lider af demens i en eller anden grad og denne film er en af de mest skræmmende film jeg har set længe. Filmens fortælling bringer os ind i en verden som kun de færreste af os kan forestille os og netop blandingen af forskudte tidslinjer, ansigter og navne, skaber en stemning af håbløshed og afmagt ikke kun hos den demente men også hos familien, hvilket er skræmmende når man har nogle familiemedlemmer som netop er på dette stadie. En film der er meget svær at distancere sig fra. Uagtet, de personlige refleksioner, så er dette en film, der går lige i hjertet og som fortjener al den opmærksomhed den får og mere til.

I en tid hvor realisme atter er blevet det magiske ord i moderne Method Acting, tårner Antony Hopkins over dem alle, med en påmindelse om at skuespil er en kunstform, som i alt sin simpelhed går ud på at stille et indstuderet spil til skue for publikum . Har ikke set noget lignende meget meget længe. Filmen lægger sig solidt op af Hopkins naturlige og mesterlige præstation, og det hele er klogt og intelligent skruet sammen. Præcis som Hopkins er det. Mesterværket er uomtvisteligt for øjnene af os. Hopkins giver os et gigantisk blik ind i os selv, og i guder hvor er der dog skrøbeligt sårbart derinde. "I want my mommy". Livet er stort og smukt og skal leves fuldt ud, står mejslet i granit i eftertanken. The Father er et gigantisk mesterværk, som verden ikke har set lige i mange år.

Jeg forstår godt at Hopkins har fået Oscar for sin rolle. Han gør det eminent.

Jeg følte, at jeg så med faderens øjne og sind - forvirringen, mennesker, der forandrede sig, episoder der gentager sig og tvivlen omkring, hvad jeg egentlig så og oplevede. Jeg gik fra biografen med en tung knude i maven og en eftertænksomhed omkring livet og de tilstande, der ender livet. Jeg var rørt og sørgmodig.

Helt klart en af de bedste film jeg har set i årevis!

Fantastisk film, der også giver lidt til eftertanke.
Anbefalelsesværdig.

Sikke et mesterværk!
Man skal lige ind i filmen og vænne sig til de skift, der er, og fange filmens rytme. Men så fanger den virkelig også bare. Hopkins spiller på en måde, så man nærmest føler alt, hvad han føler, hele vejen ind i ens egen krop.
En smuk smuk film, der efterlod mig med både små gode grin og sluttede med en ordentlig tudetur.

En lidt for lang film.
MEN fantastisk præstation af Anthony Hopkins. Derfor 4 stjerner.

Årets første film i Dagmar, det lyder (også) helt tosset, blev The Father. Der var god plads ved fredagens anden eftermiddagsforestilling. Men både softdrinksudvalget og slikudvalget er blevet noget pauvert i deres café, efter at biografen blev bygget om, et stykke tid før Corona holdt sit indtog. Hvad sker der lige for de der saltlakridsstænger som de har valgt lade erstatte heksehylstængerne med? Der var dog en ekstremt kedelig smagsoplevelse. Og deres økologiske rabarbersodavand er så hvinende søde, så de er næsten udrikkelige. Og så pisker de jo næsten en til at købe FatDane eller lignende i 7-11 få hundrede meter derfra, selvom man ikke må. Faktisk synes jeg at der er tiltagende tendens, både i Nordisk Films Biografer og fx også i Empire Bio og i Cinemateket, til at drikkevarer og slik bliver af mere og mere inferiør kvalitet :(

83-årige Anthony har en stor lejlighed midt i London. Hans fraskilte datter besøger ham ofte for at hjælpe ham lidt med dagens gøremål, selvom han absolut ikke har brug for hjælp! Pludselig en dag sidder der en en fremmed mand i stuen, som påstår at han er datterens mand. Men datteren er jo skilt … er hun ikke? Og hvor pokker er Anthonys armbåndsur pludselig blevet af? Og hvem er den fremmede dame der pludselig har nøglerne til hans lejlighed? Og er det overhovedet Anthony lejlighed? Og var det den gamle hjemmehjælper der stjal hans ur, som han ellers gemte i skabet bag badekarret, eller var det den nye? Som ikke engang er ansat endnu! Og har Anthony arbejdet i en cirkus som stepper i sine unge dage?

WHO EXACTLY AM I?
The Father er interessant ikke mindst på grund af vinklen som (næsten) hele filmen er set fra. Nemlig Anthonys. Nu kan man så mene at det måske er noget nær en umulighed at skildre hvorledes en demensramt person oplever verden, ikke mindst på grund af sygdommens beskaffenhed. Men uden at være specialist på området, ud over at min saglige moder i sine sidste mange leveår var ramt af en, til at begynde med, langsomt progierende (staveplade) demens, som til sidst løb rigtigt stærkt, mener jeg faktisk at de har ramt perfekt i denne film. Selvfølgelig har vi så også med en af universets bedste skuespillere i hovedrollen.

CAST & CREW
Anthony Hopkins (Anthony) spiller rollen til perfektion, det er simpelthen HANS film … og vel nok hans næstbedste overhovedet, naturligvis kun overgået af hans tour de force fra 1992, Silence of the Lambs, som jeg genså for snart to år siden med smag(?!?) i Cinemateket. Han har dog to andre fantastiske skuespillere, der giver ham perfekt modspil, nemlig Olivia Colman (The Favourite og Hot Fuzz) og Mark Gatiss, som både er manuskriptforfatter og/eller co-creator samt spiller Mycroft Holmes i, vistnok, alle afsnit af Sherlock med Benedict Cumberbatch.

Florian Zeller, den franske instruktør bag The Father, kender jeg absolut intet til. Man sådan en lille intens sag, som denne film, kan han i hvert tilfælde godt finde ud af at stykke sammen. Ud over at instruere, kan han så også skive til teatret, thi både The Father og hans kommende film The Son, har han selv skrevet, altså i første omgang til de skrå brædder. The Father er naturligvis også et psykologisk kammerspil af højeste karat, så det passer jo godt sammen det hele. Doh! Jeg synes da nok jeg havde set ham før .. han vandt jo både en BAFTA Film Award og en Oscar for bedste Adapted Screenplay her i år :)

BILLEDE & LYD
99% af filmen foregår i Anthonys lejlighed (altså hvis vi spørger Anthony). Så på en måde kan man godt sige at der er tale om filmet teater. Men så alligevel ikke, thi der er brugt flere subtile filmtricks, men man skal dybest set nok skal se filmen to gange, før end man rigtigt ser dem. Her i første omgang er det som ovenfor nævnt, Anthonys geniale skuespil der stjæler billedet. Især bemærker man hvorledes han blot ved hjælp af et skævt smil, et løftet øjebryn eller et ændret tonefald, er i stand til at skildre desperation, frygt, glæde, mistænksomhed og 117 andre sindstilstande. Det er der ikke mange andre der formår at gøre med så få midler.

KONKLUSION – THE FATHER
The Father er et drama med stort D. Sjovt nok er instruktørens eget teateroplæg mere et komediedrama. Der der da også lidt, men meget underspillet humor, i filmen. Så lidt, faktisk, at IMDb åbenbart ikke har bemærket den. Uanset hvad, så er The Father kvalitet for alle pengene og får derfor år fem stjerner.

blog.nilsbuch.dk