Alle 8 film i The Conjuring-universet rangeret fra værst til bedst

Fra dæmonbesættelse til onde nonner og grufuldt dukkegys
The Conjuring Annabelle Comes Home The Curse of La Llorona
(© Warner Bros. / The Conjuring / Annabelle Comes Home / The Curse of La Llorona)

Gyserfortsættelsen The Nun 2 har biografpremiere den 7. september. Vi har i den forbindelse set nærmere på de øvrige film i The Conjuring-universet og rangeret dem fra værst til bedst.

Den dæmoniske nonne således tilbage i 'The Nun 2', der - som titlen indikerer - er opfølgeren til den første The Nun fra 2018, som gav forhistorien til den morderiske nonne, man mødte i The Conjuring 2.

The Curse of La Llorona
(© Warner Bros. / The Curse of La Llorona )

8. The Curse of La Llorona (2019)
På sidstepladsen peger vi på 'The Curse of La Llorona', som tager udgangspunkt i en gammel mexicansk myte om det uhyggelige genfærd La Llorona. Skrækfilmen foregår i 1970’ernes Los Angeles, hvor en mor og hendes to børn får det skræmmende væsen på nakken.

Det lykkedes dog aldrig sådan for alvor at få stablet et helt overbevisende gys på benene, selvom det dog undervejs bliver til få ganske ok urovækkende scener med det klamme genfærd. Men det er og bliver det indtil videre svageste indspark i universet.

Annabelle 2014
(© Warner Bros. / Annabelle)

7. Annabelle (2014)
Den første ud af indtil videre tre solofilm med den skræmmede dukke Annabelle, er også den svageste. Præmissen er ellers ganske gruopvækkende. John og Mia venter deres første barn, hvorfor John køber en vintage-dukke til sin gravide hustru. Dukken overtages dog snart af et ondskabsfuldt væsen.

Der er ingen tvivl om, at Annabelle er en pænt creepy dukke med sine stirrende øjne og vil nok også upåagtet filmens øvrige kvaliteter - eller mangel på samme - kunne give et par kuldegysninger til de dukke-angste. Men 'Annabelle' ender dog som en småkedelig og sløj omgang.

The Nun 2018
(© Warner Bros. / The Nun)

6. The Nun (2018)
Gyset om den dæmoniske nonne er den femte film i The Conjuring-universet og giver forhistorien til den grumme nonne fra 'The Conjuring 2'. Filmen tager sit afsæt i et fjernt rumænsk kloster, hvor en nonne begår selvmord. Så da Fader Burke og en novice sendes afsted for at undersøge sagen, bliver det også mødet en overnaturlig ondskab.

'The Nun' benytter sig, ligesom sine forgængere i franchisen, af en blanding af uhyggelig stemning og effektive jump scares. Ingen af scenerne i denne solofilm om nonnen når dog desværre samme skræmmende højde som hendes tilstedeværelse i 'The Conjuring 2'.

Annabelle: Creation
(© Warner Bros. / Annabelle: Creation)

5. Annabelle: Creation (2017)
I den anden solofilm om den dæmoniske dukke følger man en dukkemager og hans hustru, som efter, at deres datter på tragisk vis omkommer, inviterer en nonne og hendes piger fra et børnehjem ind i deres hus. Snart begynder dukkemagerens kreation, Annabelle, dog at hjemsøge dem.

Selvom det er spændende at følge forhistorien om den besatte dukke, leveres der ikke helt så mange skrækindjagende scener, som der ellers lægges fint op til med kombinationen af en klam dukke og de forskræmte piger.

Annabelle Comes Home
(© Warner Bros. / Annabelle Comes Home)

4. Annabelle Comes Home (2019)
Det er den tredje solofilm om Annabelle, der også er den indtil videre bedste. Den besatte dukke står her bag lås og slå i de paranormale efterforskere Ed og Lorriane Warrens kælder. Uheldigvis slippes ikke kun Annabelles kræfter løs, men også de øvrige dæmoniske artefakter i rummet.

Gyset blander på ganske gribende vis grufuld spænding, diabolsk uhygge og 70'ernes tidsbillede med et indblik i flere af Warren-parrets grumme og overnaturlige sager. Desuden er Patrick Wilson og Vera Farmiga som altid en fornøjelse at være i selskab med som Warren-parret.

The Conjuring 2
(© Warner Bros. / The Conjuring 2)

3. The Conjuring 2 (2016)
Vi bevæger os nu ind i den skræmmende top 3, hvor man finder den anden film med de to paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren. De rejser her til den engelske forstad Enfield for at hjælpe en enlig mor, der bor med sine fire børn i et gammelt hus, som tilsyneladende er hjemsøgt.

Med et stærkt greb om både en snigende uhygge og bombastisk gru, har gyset også en gribende fortælling om den udsatte familie på menuen, hvor Warren-parret på ligeledes engagerende vis bliver en del af de uhyggelige løjer.

The Conjuring: The Devil Made Me Do It
(© Warner Bros. / The Conjuring: The Devil Made Me Do It)

2. The Conjuring: The Devil Made Me Do It (2021)
På en flot andenplads lander den tredje solofilm om Warren-parrets overnaturlige strabadser. Den grumme fortælling tager sit udgangspunkt i den første amerikanske retssag med en mordmistænkt, der bruger dæmonisk besættelse som forsvar.

Patrick Wilson og Vera Farmiga giver nerve og sjæl til fortællingen, hvor en ung mand kommer i nærkontakt med en omsiggribende ondskab. Her er både klam dæmonbesættelse samt bulder og gysende brag i spil, når uhyggen breder sig.

Desuden er det yderst befriende, at franchisen her forlader formlen med de hjemsøgte huse og nu er ude og lave detektivarbejde.

The Conjuring
(© Warner Bros. / The Conjuring)

1. The Conjuring (2013)
Den måske ikke så overraskende førsteplads indtages af den første film i gyser-granchisen, hvor man følger en lille familie, der flytter ind i en øde landejendom uden for byen. Snart begynder der dog at ske sære ting i huset, som med snigende sikkerhed udvikler sig til en altopslugende grufuld filmoplevelse.

Instruktøren James Wan viser i den grad med sikker hånd, hvordan den ene uhyggelige scene efter den anden skal udfoldes.

Han fornyer endvidere på grum vis genrens velkendte konventioner med bl.a. knirkende døre og ondskab i skyggerne, mens han skaber et gribende grumt 70’er-tidsbillede samt et gribende drama med både familien og Warren-parret i centrum.