En slimet superhelt alle bør kende: Nu som biografaktuel hævner

Det startede i 1984 med den første 'The Toxic Avenger'. En pokkers charmerende splatterkomedie, hvor den moppe-bærende superhelt Toxie kom til verden.
Inden Toxie dog blev til Toxie, var han den socialt akavede pedel Melvin. Men da den kejtede Melvin ender i kontakt med en tønde giftigt affald, forvandles han til den store, deforme og bomstærke The Toxic Avenger!
Et nyt filmikon og en unik superhelt var hermed født.
Karakteren Toxie er skabt af Lloyd Kaufman, der sammen med sin makker Michael Herz instruerede netop den første film i rækken, som affødte tre fortsættelser og nu genfortolkningen The Toxic Avenger, der kan ses i biografen.

Et sjasket filmselskab ser dagens lys
Lloyd Kaufman og Michael Herz grundlagde ti år inden den første film om The Toxic Avenger filmselskabet Troma Entertainment, der står bag både den første film i rækken samt de tre Toxie-efterfølgere.
Det blev i første omgang til to sequels i 1989, mens den fjerde efterfølger kom i 2000.
Troma Entertainment agerer desuden også produktionsselskab på den nye film i det både satiriske og voldelige splatter-univers.
Siden sin fødsel har Troma Entertainment stået bag en lang række af ikke mindst sjaskede komedier, blodige gys og herlig fjollet filmunderholdning, som det er værd at dykke ned. Ikke alene for filmtitlernes skyld.

Nogle af verdens vildeste filmtitler
Men finder i Troma Entertainments bagkatalog en række herlige filmtitler. Herunder flere film i Class of Nuke 'Em High-franchisen, hvor vi fik den første i 1986 og den seneste i 2017.
De vilde titler tæller bl.a. også 'Blood Sucking Freaks' (1976), 'Monster in the Closet' (1986) og 'Redneck Zombies' (1987), videre til 'Surf Nazis Must Die' (1987), 'Rabid Grannies' (1988) og 'A Nymphoid Barbarian in Dinosaur Hell' (1990) samt 'Cannibal! The Musical' (1993).
Filmselskabets anarkistiske arbejdsomhed har også udmøntet sig i film med herlige titler som 'Killer Condom' (1996), 'Zombiegeddon' (2003) og 'Poultrygeist: Night of the Chicken Dead' (2006) samt 'Blood Junkie' (2010) og 'Sick Sock Monsters from Outer Space' (2015).
Det er svært ikke at blive nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag netop de filmtitler.

Toxie er meget mere end kultfilm
Noget af det, der vidner om, at The Toxic Avenger har transcenderet sine film og er blevet en integreret del af vores populærkultur skal findes andre steder end netop i biografens mørke.
Filmene har nemlig affødt i massevis af forskelligt merchandise, hvor man finder alt fra puder med den grønne hævner på til splattede T-shirts, krus og slik mm.
Det er også blevet til en musical (!) med The Toxic Avenger samt diverse tegneserier, computerspil og fanart i massevis.

Ikke nok med det, så er Toxie også en yndet karakter at klæde sig ud som for både store og små, mens det naturligvis også er blevet til en yderst kulørt legetøjslinje.
Selvom filmene må siges ikke ligefrem at være børnevenlige, fik verden også en animationsserie med titlen 'Toxic Crusaders' i 1991 til en yngre målgruppe.
Her kunne man således følge The Toxic Avenger og venner i kamp mod diverse skurke. Det blev dog kun til en sæson.

The Toxic Avenger til en ny generation
Lad det stå klart, at alle med hang til 80'er-splattede komedier, bør opsøge de oprindelige film om Toxie.
Ikke desto mindre er der altså nu en ny film om hævneren i biografen, der står klar til at omfavne en ny generation.
Den biografaktuelle nyfortolkning har hevet et par store stjerner ind i det satiriske univers af vold og splat.
Man finder i hovedrollen således Peter Dinklage som den lidt ubehjælpsomme far Winston, der som i originalen kommer i kontakt med noget giftigt affald og herpå forvandles til den grønne Toxie.

Efter forvandlingen til Toxie er det dog ikke længere Peter Dinklage, der lægger krop til hævneren, men derimod Luisa Guerreiro. Det er imidlertid Peter Dinklage, der lægger stemme til helten.
Videre finder man Elijah Wood som en akavet klammert af en skurk, mens Kevin Bacon indtager rollen som den sleske hovedskurk.
Winstons teenagesøn portrætteres af Jacob Tremblay, som man bl.a. vil kende fra roller i film som 'Room', 'Wonder' og Stephen King-filmatiseringen 'The Life of Chuck' m.fl.
Så find gulvmoppen frem og ind i biografens mørke til Toxie & co.
'The Toxic Avenger' har premiere i udvalgte biografer den 20. november.








