Ugens premierefilm: Disse 13 film er klar til den store genåbning

Find dine billetter her
Promising Young Woman / UIP
(© UIP)

(Kan du ikke se rækken af trailers herunder, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Når de danske biografer genåbner på torsdag, bliver det med et hav af gode film på plakaten.

Familiefilm, Oscar-vindere, musikdokumentar og hævnthriller kan opleves i de mørke biografsale, der skal der igen åbnes for et biografhungrende publikum.

Her har vi samlet et overblik over ugens premierefilm (og et par repremierer fra før nedlukningen).

Se filmenes trailers, læs mere og find billetter herunder:

Chaos Walking

Filmatiseringen af Patrick Ness’ bedst sælgende roman ’The Knife of Never Letting Go’ er den første film på listen over de titler, der skal åbne de danske biografer på torsdag. Handlingen i ’Chaos Walking’ udspiller sig i en nær fremtid, hvor der ingen kvinder er, og hvor alle mænd er ramt af ”støjen”, som blotter deres tanker for omverdenen.

Da landsbybeboeren Todd opdager den mystiske pige Viola, der er nødlandet på hans planet, lover han at beskytte hende overfor byens overhoved, Mayor Prentiss, som spilles af den danske stjerne Mads Mikkelsen. På rollelisten finder man desuden Spider-Man: Homecoming-stjernen Tom Holland og Daisy Ridley, som er kendt fra bl.a. Star Wars: The Force Awakens.


Croods – En ny tid

Neandertaler-familien er tilbage i animationsfilmen ’Croods – En ny tid’, som er en fortsættelse til The Croods, hvor familien måtte vove sig ud på en forunderlig rejse i søgen på et nyt hjem, efter hulen, hvor de har tilbragt hele deres liv, styrter sammen.

Denne gang udfordres den primitive Crood-familien af en anden familie, som mener at være både bedre samt mere udviklede og civiliserede. Det resulterer i sammenstød mellem de to familier, men da en fælles fjende truer dem, må de lære at de er bedre sammen.


Den anden side

Biografernes genåbningsfest byder også på et godt gys i mørke biografsale. I den svenske gyser ’Den anden side’ følger man en sammenbragt familie, der flytter ind i et rækkehus væk fra byen. Idyllen varer dog ikke længe for kæresteparret Shirin og Frederik samt sønnen Lucas.

Mens Frederik er væk grundet et nyt arbejde, hører Shirin mærkelige lyde fra et ubeboet nabohus, og Lucas får en ny ven, som besøger ham om natten.


Druk

Oscar-vinderen er tilbage programmet, efter den tog Danmark med storm sidste efterår, hvor over 800.000 mennesker så den i biografen. Filmen med Mads Mikkelsen handler om fire gymnasielærere, der sætter sig for at afprøve en norsk filosofs teori. Projektet går ud på at forsøge at ramme en konstant promille på 0,5 for derved at kunne føle sig mindre hæmmet af hverdagens begrænsninger. Men et dagligt alkohol-indtag er ikke uden konsekvenser. 

Thomas Vinterberg blev i øvrigt nomineret til en Oscar for Bedste instruktør som den første dansker nogensinde!

Godzilla vs. Kong

Kæmpeaben King Kong og den japanske Godzilla tørner sammen til stor monsterkamp i dette actionbrag, der forener to af filmhistoriens mest legendariske monsteruniverser senest set i Kong: Skull Island og Godzilla: King of the Monsters.

King Kong så for første gang dagens lys i filmen King Kong fra 1933, mens Godzilla først skrev sig ind i populærkulturen i 1954 med filmen af samme navn. De ikoniske monstre støder sammen i 'Godzilla vs. Kong’, som er instrukteret af Adam Wingard, som tidligere har stået bag gysene You’re Next, The Guest og Blair Witch.


Lille Sommerfugl

’Lille Sommerfugl’ nåede knap nok at få premiere før biograferne måtte lukke ned i november. Det er en af landets største instruktører Søren Kragh-Jacobsen, som står bag denne  drama-komedie om ægteparret Ernst og Louise, som skal fejre guldbryllup i det lokale forsamlingshus med musik og kinddans. Han har desuden også selv skrevet sangene til filmen. 

Som festlighederne udvikler sig i forsamlingshuset, kommer flere gamle familiehemmeligheder frem i lyset. Jesper Christensen, som først arbejdede sammen med instruktøren for 42 år siden i Vil du se min smukke navle?, ses i rollen som landmanden Ernst, der gemmer på den største hemmelighed af dem alle.


Minari

Instruktøren Lee Isaac Chung har draget inspiration fra sin egen opvækst i dette prisbelønnede portræt af den amerikanske drøm. Filmen følger en koreansk familie, der er rejst til USA for at finde lykken i 1980’erne.

Steven Yeun, som er kendt for sine roller i Burning og tv-serien ’The Walking Dead’, spiller patriarken Jacob, der vil etablere en farm i Arkansas for at forsøge familien. Konen Monica er dog ikke just begejstret for sin isolerede nye tilværelse i en faldefærdig husvogn i midten af ingenting. For at få deres tilværelse til at løbe rundt, inviterer de Monicas mor fra Korea til at komme for at bo og hjælpe til med børnene.


Nomadland

‘Nomadland’ var den store vinder til årets Oscar-uddeling, hvor filmen vandt i kategorien Bedste film, Bedste instruktør og hovedrollen Frances McDormand modtog sin tredje Oscar for sin skuespilpræstation som Fern, der lever som en moderne nomade, efter hun har mistet alt.

I Chloé Zhaos prisvindende film, pakker Fern sin autocamper, og kaster sig ud i et ukonventionelt liv i det bjergtagende amerikanske landskab. Her udforsker hun livet, mens hun danner tætte bånd med andre nomader.


Once Were Brothers: Robbie Robertson and the Band

Dokumentarfilmen ‘Once Were Brothers: Robbie Robertson and the Band’ handler om musikeren Robbie Robertsens ungdom og skabelsen af et af de mest vedholdende bands i populærmusikkens historie – nemlig The Band.

Gennem sjældent sete arkivoptagelser, fotografier, ikoniske sange og interviews med Robert Robertsen og venner som Martin Scorsese, Bob Dylan og Bruce Springsteen, fortælles historien om musikerens personlige rejse og kammeratskabet mellem ham og resten af bandet, der sammen satte deres præg på musikhistorien.


Operation Nordpolen – Tjep på Sneeventyr

Animationsfilmen ’Operation Nordpolen – Tjep på sneeventyr’ handler om polarræven Tjep, som arbejder i postrummet hos et leveringsfirma. Men han har større drømme. Han vil arbejde som slædehund og levere posten, men opdager hurtigt at der foregår noget mystisk under isen.

Familiefilmen blander en morsom fortælling om polarræven Tjep med en tidsaktuel problematik om global opvarmning, da skurken Otto von Hvalros vil slippe gasreserver løs, så isen smelter.

Promising Young Woman

Den prisbelønnede hævnthriller ’Promising Young Woman’ handler om den lovende unge kvinde Cassandra, som har gjort det til sin livsmission af tage hævn over mænd efter hendes venindes voldtægt og død. I rollen som Cassandra jagter Carey Mulligan (An Education) de skyldige fra fortiden, mens hun tilbringer sine aftner i byen, hvor hun forsøger at udstille alle dem, som forsøger at udnytte en fuld og smuk kvinde.

Den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennell vandt prisen for Bedste originale manuskript til dette års Oscar-uddeling for denne tidsaktuelle hævnthriller, som blander mørk humor med brutale sandheder om en forvrænget kultur mellem mænd og kvinder i kølvandet på #MeToo-bevægelsen.


Retfærdighedens ryttere

Manden bag højtelskede film som Blinkende lygter og Adams Æbler, Anders Thomas Jensen, står bag denne danske action-komedie, som til trods for nedlukning solgte hele 458.000 billetter sidste år. Publikumssucces får fra torsdag lov til at fortsætte sit imponerende momentum, når den får repremiere i de danske biografer.

I filmen spiller Mads Mikkelsen militærmanden Markus, som drager hjem fra krig for at tage sig af sin teenagedatter, da hans kone dør i en tragisk togulykke. Matematiknørden Otto var tilstede under ulykken, og mener at der mulighed ligger en større konspiration bag. Sammen med de excentriske venner Lennart og Emmenthaler opsøger de Markus, som er opsat for at få hævn, og de begiver sig sammen ud på et underholdende retfærdighedstogt.


Sound of Metal

I denne anmelderroste film spiller Riz Ahmed fra Rogue One: A Star Wars Story metal-trommeslageren Ruben, som pludselig mister sin hørelse. I frygten for at falde tilbage i et misbrug, opsøger han desperat et behandlingshjem for døve misbrugere. Her begynder han sin erkendelsesrejse ind i en fremmed verden uden lyd.

Den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen blev hædret med en Oscar for Bedste klipning, som den første dansker nogensinde til årets prisuddeling. ’Sound of Metal’ vandt desuden en pris for sin innovative brug af lyd, som også spiller en stor rolle i filmen. 

 

Læs også: 10 film du skal se i maj