'Dune' bliver "en af de smukkeste film, publikum nogensinde har set"

Dave Bautista udtaler sig om den kommende storfilm
Dune / Warner Bros.
(© Warner Bros.)

Timothée Chalamet står øverst på den aldeles fremragende rolleliste, vi kan glæde os til at komme i selskab med, når Dune får biografpremiere til september. Storfilmen skulle have haft premiere i december 2020, men måtte rykkes af åbenlyse grunde.

Den første trailer og de allerførste udtalelser om filmen lover allerede, at der er rigtig meget at glæde sig til, og sci-fi-forfatteren Brian Clement har endda forudsagt, at 'Dune' vil blæse folk omkuld på samme måde, som 'Ringenes Herre' gjorde for 20 år siden.

I et interview med Slashfilm om sin aktuelle Netflix-film Army of the Dead har skuespilleren Dave Bautista, der spiller skurken Glossu Rabban i 'Dune', nu også udtalt sig om den kommende storfilm, som ifølge ham kommer til at blæse publikum bagover.

- Den verden [instruktør Denis Villeneuve] har skabt er så langt over mit hoved. Den er så smukt og anderledes og mange gange også mørk og mærkelig. 

Læs også: Kæmpe sandorme, mørk mystik og storslået science fiction: Hvad kan vi forvente af 'Dune'?

- 'Dune' er speciel. Jeg tror, publikum kommer til at blive blæst bagover. Det kommer til at være en af de smukkeste film, publikum nogensinde har set. 

Bautista, der tidligere har arbejdet sammen med Villeneuve på Blade Runner 2049, forventer desuden, at fans af Frank Herberts roman fra 1965 vil blive tilfredse med filmatiseringen.

- [Villeneuve] tog disse karakterer, han tog denne verden, og han har taget dem af siden i bogen og puttet dem på det store lærred. Det er episk.

Denis Villeneuve er en af det sidste årtis største instruktører med film som Prisoners, Sicario, 'Blade Runner 2049' og Arrival på CV'et.

Warner Bros. offentliggjorde sidste år, at alle deres blockbusters i 2021 ville få premiere på streamingtjenesten HBO Max samme dag som i biografen.

Men mediekoncernen har nu udtalt, at 'Dune' udelukkende vil få biografpremiere med et vindue på 45 dage, før filmen må komme på streaming i USA.

'Dune' får biografpremiere den 16. september 2021.