Michael Keaton vender tilbage i sin ikoniske rolle som Batman

Tim Burtons flagermus får rolle i ny DC-film
Warner Bros. (Batman)
(© Warner Bros. (Batman))

Ja, den er god nok. Michael Keaton kommer til igen at indtage rollen som Batman i den kommende superheltefilm The Flash. Det skriver bl.a. The Wrap.

Keaton bliver dog ikke den eneste Batman i filmen, hvor også Ben Affleck vil trække i kostumet, hvilket forventes at være hans sidste gang i DC's Extended Universe.

Første gang man kunne se Keaton i den ikoniske rolle var i Tim Burtons gotiske Batman fra 1989, hvor han stod overfor Jokeren i skikkelse af Jack Nicholson, mens det var Danny DeVito som Pingvinmanden og Michelle Pfeiffer som Catwoman, Keaton mødte i opfølgeren Batman Returns i 1992.

Nu godt 30 år senere vender Keaton altså tilbage i sin ikoniske rolle som Bruce Wayne aka Nattens Ridder i DC-filmen 'The Flash', det bekræfter Keatons talentbureau ICM Partners.

Man kan således se frem til et møde mellem Batman og Ezra Miller i rollen som The Flash i superheltefilmen fra Warner Bros., der nu er gået i produktion. Det har filmens instruktør Andy Muschietti for nyligt offentliggjort. Muschietti har tidligere stået bag kameraet på bl.a. succes-gysene It og It Chapter Two.

'The Flash' er sat til at få biografpremiere den 4. november 2022.