Jesper Christensen: "At lave en film, som ikke ligner de andre, er i sig selv en bedrift"
I næste uge er der premiere på Søren Kragh-Jacobsens nye danske film, Lille sommerfugl. Filmen handler om landmanden Ernst og hans hustru Louise, der skal holde guldbryllup i det lokale forsamlingshus.
Men Ernst gemmer på en hemmelighed. Han er nemlig ved at gå rabundus, og den stolte landmand indvier ikke andre i sin ulykke.
I rollen som Ernst ses den danske stjerneskuespiller Jesper Christensen. Vi fangede 72-årige Christensen over en telefonforbindelse til en snak om forsamlingshuse, om at spille par for sjette gang med Karen-Lise Mynster og om ikke at kunne få Søren Kragh-Jacobsens sange ud af hovedet.
Lille sommerfugl får premiere den 3. december.
Hvordan vil du beskrive din rolle Ernst?
Han er en knudemand. Han er stædig og skal nok klare det hele selv. Han indvier ikke engang sin nære ven, spillet af Finn Nielsen, i sine problemer. I hans verden er det svagt at bede om hjælp. Den lider han under, den fejlopfattelse.
Er det et typisk træk for mænd at være så stolte som Ernst, at man for alt i verden ikke vil fremstå svag eller som en fiasko?
Jeg tror, der er flere mænd, som lider af det. Men jeg kan jo ikke bevise det. En rigtig mand klarer det uden at bede om hjælp… eller jo, det kan godt være, at han får lidt hjælp til at bygge noget. Men det er ikke, fordi han ikke kan selv - det er fordi han synes, det er hyggeligere at være flere om det.
Ellers er Ernst en mand ligesom alle andre. Han elsker nogen, og han er skuffet over nogen. Han prøver at gøre det så godt for sin familie, som han kan. Vi møder ham på et tidspunkt, hvor han er på røven. Han er presset, og han øger selv presset ved at tage den alene. Så er han som mange bønder, at han ser det lange perspektiv, og det er vigtigt for ham. Derfor er det ekstra hårdt, at han ikke kan se en vej ud af konkursen.
Hvad forbinder du med sådan en type fest i et forsamlingshus, som filmen skildrer?
I virkeligheden er hovedpersonen slet ikke Ernst, men derimod festen. Det er den fest, vi holder i Danmark. Når jeg snakker med folk fra andre lande, går det op for mig, at den fest, vi har i filmen, og som jeg har kendt fra jeg var barn, findes ikke andre steder. Forsamlingshusfesten har en dramaturgi, som hvis det var en teaterforestilling. Der er dømt en bestemt slags mad, der skal være nogle sange - en slags drillesange til den, der bliver fejret. Og der er tit nogen, der optræder, som ikke normalt optræder, og det er skide sjovt, når man kender de mennesker, der gør det.
Min opfattelse er, at denne type fest med en meget fast dramaturgi er på vej ud af de store byer. De er simpelthen lidt mere frie af den. De går ikke helt til fest på samme måde i Valby som i Tarm. Men festtypen er der stadig mange steder, og alle er trygge og glade i denne form.
Kan den sammenlignes med den fest, der bliver holdt i Festen?
Thomas Vinterbergs film er ikke en film om festen, selvom den hedder ’Festen’. Det er en film om et opgør med faren. ’Lille sommerfugl’ har en fest for hele egnen, og hele egnen kommer med i festen. Det bliver derfor en film om en måde at fejre en fest på, og det bliver en film om kærlighed. Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg: Hvis det her lykkes, så er det en film, jeg er stolt over bagefter. Så har vi nemlig lavet en film, som ingen har lavet før. Fordi der er så mange film, der ligner hinanden, så alene det at lave en film, som ikke ligner de andre, i sig selv en bedrift.
Der er en lille pige med i filmen, som giver Ernst et andet syn på sin situation. Tror du, at ungdommen kan ændre en ældre mands holdninger?
Ernst har ikke altid været sådan. Han har ikke altid haft et forstokket livsbillede, og hans politiske holdninger gør det svært for ham. Det, de unge tit gør, er at pege på nogle bestemte ting hos de gamle. ”Synes du ikke sådan og sådan?”, ”Jo, det gør jeg da. Men jeg er ligesom gået lidt i stå.” ”Kom nu, gamle mand!” Det er ikke fordi, unge finder alle mulige idéer, som ingen har tænkt før. Men de har energien og viljen til at gøre noget ved det. Alle, der har yngre mennesker i deres bekendtskabskreds, børn og børnebørn, vil nok give mig ret i, at man får meget energi foræret.
I ’Lille sommerfugl’ er det, der virkelig skubber læsset for Ernst, det er barnebarnet, der siger: ”Jeg kan godt fortsætte det, du har gang i. Jeg respekterer det, du har lavet, men jeg ville gøre det helt anderledes. Men jeg vil fortsætte.” På den måde tager de unge stafetten op for os.
Det er ikke første gang, du og Karen-Lise Mynster spiller sammen, det gjorde i bl.a. også for 40 år siden i Verden er fuld af børn.
Det er sjette gang, vi spiller et par over de seneste 40 år. Vi har det altid sjovt sammen, og vi falder ned i et trygt sted, når vi mødes, som jeg tror giver noget til filmen. Der er helt sikkert en gave at hente der.
Man ser faktisk klip af jer som unge fra ’Verden er fuld af børn’ i starten af ’Lille sommerfugl’. Hvad tror du, det giver til filmen?
Jeg kan faktisk slet ikke genkende de klip. Jeg ved, at de er fra ’Verden er fuld af børn’, som Aase Schmidt lavede, fordi de andre gange, vi har været par, har vi tit set virkeligt aparte ud, hvor man vil tænke: ”Det kunne ikke være Ernst det der.” Klippene giver en fornemmelsen af, at forholdet har varet evigt. Det er fantastisk at se os som de her glatte, hvidøjede mennesker.
Det er jo fantastisk, at de klip findes. Ellers skulle man i gang med at lave det på computer.
Ja, men det bliver altid afsløret. Vi så The Irishman forleden, hvor det ser helt forkert ud nogle gange. Det ser måske meget godt ud med ansigtet, men så er det en gammel mands krop, der gør et eller andet, fordi man er bange for at falde og slå sig. Altså som er meget lidt en 40-årigs måde at bevæge sig på.
Og hvad med at arbejde sammen med Søren Kragh-Jacobsen igen efter Vil du se min smukke navle? fra 1978? Var det ligesom sidst, eller kunne I godt mærke, at I har fået meget mere erfaring siden sidst? Og hvordan blev den erfaring brugt?
Det er rigtigt. Jeg åbnede i verdens mindste birolle. Det er fandeme længe siden. Ellers er det ikke sådan, at vi har rendt hinanden på dørene. Jeg har bare kunnet alle hans sange udenad. Da jeg fik tilsendt manuskriptet, fandt jeg min gamle plade med hans musik frem. Det skulle jeg ALDRIG have gjort, for jeg har haft sangene på hjernen lige siden. Ha ha. Hver gang jeg tænker på noget andet, så kommer de marcherende. Jeg kan jo alle teksterne, og de sidder fast i hukommelsen helt tilbage fra for 40 år siden.
Hvad kan publikum forvente at få med fra ’Lille sommerfugl’?
Det er en film, der gør én glad. Og det er ikke fordi, det hele er noget pjat, for der sker alle mulige udfordringer undervejs, men jeg tror, at folk går hjem med et smil på læben.
Lille sommerfugl får premiere den 3. december.
