Cookie- og Privatlivspolitik
Hlynur Pálmason: ”Alle har brug for kærlighed... Også bedstefar”

Hlynur Pálmason: ”Alle har brug for kærlighed... Også bedstefar

Interview med instruktøren bag ’En hvid hvid dag’

Stem op!
8
Stem ned!
0
(reset)

Den islandske instruktør Hlynur Pálmason er uddannet på den danske filmskole, og slog forrige år igennem med den anmelderroste og prisvindende danske film Vinterbrødre.

Nu er den kompromisløse filmskaber tilbage med en mere tilgængelig fortælling om hævn, sorg og ubetinget kærlighed.

I En hvid hvid dag følger vi manden den islandske Ingimundur - portrætteret af Ingvar Sigurdsson, der vandt Rising Star-prisen i Cannes. Politimanden Ingimundur er siden konens død i en bilulykke for to år siden ikke kommet tilbage til sin normale tilværelse. Han renoverer et hus og passer sit unge barnebarn med stor omsorg. Men inden i ulmer en vrede, og da Ingimundur opdager, at hans kone måske var ham utro, begynder de indestængte følelser at boble op til overfladen.

Vi mødtes med Pálmason til en snak om alt fra had-digte til spøgelsesfortællinger, menneskets basale behov for kærlighed og ikke mindst hans noget alternative kreative proces.

En hvid hvid dag er aktuel i biografen

 

Hvordan opstod ideen bag ’En hvid hvid dag’?

”Jeg fortæller forskellige ting, når jeg bliver spurgt. For jeg arbejder parrallet med ting, så jeg ved ikke altid, hvordan det startede, men jeg kan huske kernen. Jeg var interesseret i at arbejde med relationen mellem barnebarn og bedstefar. Det er en relation, der altid har betydet meget for mig personligt, så det har jeg altid gerne ville behandle.

Men samtidig med det arbejdede jeg på en fotoserie, der hed ’En Hvid Dag’, hvor jeg fotograferede i snestorme. Og der oplevede jeg en dag, da jeg besteg et bjerg, at alt blev helt hvidt. Jeg kunne ikke se forskel mellem jorden og himmelen, og der blev helt stille. Hele atmosfæren blev tyk. Man kunne intet høre. Det var utroligt smukt, men også foruroligende. Der var noget skjult, som jeg blev meget fascineret af. Og derefter læste jeg et gammelt citat fra Island, som lød: ”Når alt bliver hvidt, og der ingen forskel er mellem himmel og jord, så kan du tale med de døde”.

Derefter kom alt ligesom sammen. For da jeg begyndte at tage mit arbejde med to forskellige slags kærlighed ind i denne her hvide verden, så fik det en form… et bankende hjerte.”

 

Er det en personlig film?

”Alt jeg laver er personligt, håber jeg. Men ikke privat. Det er langt fra en biografi. Men jeg arbejder med de basale primitive følelser, som jeg har, og det bliver altid personligt, når man arbejder med folk, man holder af. Det sker med mit hold, de er mine venner og mine familie. Og det samme her med min datter, der blev min skuespiller. Det hele blandes sammen, hvilket jeg godt kan lide. For når man skaber noget, er det altid en blanding af tre ting: Alt det du har i bagagen, altså dine rødder. Dig i dag, altså den måde du ser verden på - for efter en film, er du lidt anderledes, du transformerer dig med hver film. Og det er også en del af fremtiden, for du laver film om dine ønsker, ting du fortryder, din sorg og din frygt. Når mine film fungerer bedst, blandes disse tre ting sammen.”

 

’En hvid hvid dag’ handler om en mand, der hjemsøges af sorg og minder. Er det en slags spøgelseshistorie?

”Filmen handler om et menneske, der er efterladt tilbage. Han har alle mulige følelser, sorg, vrede og tvivl, da han begynder at tvivle på deres minder sammen. Det var jeg fascineret af. Så spøgelsesfortælling? Ja, for det hænger sammen med citatet om det hvide og det skjulte, og jeg er altid nysgerrig på det skjulte. Ikke for at forstå det, for det kommer jeg aldrig til, det kan jeg ikke, og jeg er ikke interesseret i at forstå det.

Jeg læste også et had-digt, der hedder ’Diatribe Against the Dead’ af en spansk forfatter, Angel Gonzalez. Han snakker utroligt dårligt om et menneske, han har mistet, men man kan mærke hvor meget han savner dette menneske, når man læser det. Og den spænding var jeg interesseret i. Et savn, man ikke kan se i flashbacks, men et savn man kan mærke i tvivlen og i det foruroligende, når et menneske savner nogen, så det flår dem i stykker. Du siger spøgelser. Det føles virkeligt og ægte, uden at jeg tror på den slags.”

 

Du berører konstant balancen mellem had og kærlighed. Hvordan arbejder du med modsætninger?

”Jeg tror altid, man arbejder med modsætninger i film, ligesom på et maleri, hvor man arbejder med lys og mørke. Film har både lys og mørke i billedsproget, men også i scener, hvor det uhyggelige også er sjovt og smukt. Det arbejder jeg meget med. Jeg elsker, når man ikke aner, om man skal grine eller være bange. For sådan er livet, det er kaos. Avanceret kaos.

Jeg ville skildre to slags kærlighed. Den rene kærlighed mellem barnebarn og bedstefar. Den er simpel, ren og er der bare. Det er en slags kærlighed, der er spændende at udforske, men ikke sentimentalt, for de er også sure på hinanden, og hun kan også være pisse irriterende. Men den anden slags kærlighed er den mellem en mand og hans elsker. Og der findes had og kærlighed. Jalousi, tvivl og alt det der.

De to slags kærligheder er i kontrast til hinanden. Og i nogle scener arbejder jeg decideret med begge former for kærlighed. Fx i en scene, hvor han ser en hjemmevideo, hvor barnebarnet er tre år og står og synger, og så lige derefter kommer der en optagelse af ham og konen på en rejse, hvor de har sex. To meget forskellige minder, der ikke bør være sammen, men det overraskede mig, at det kunne de godt være. For hans kærlighed til hans kone er også ren og smuk. Der er jo næsten intet smukkere, end det man har med sin elsker. Det har man ikke med nogen andre. Den fysiske kontakt, og det er det, han ikke har længere og savner. Intimiteten. Han savner alt ved hende.

Alle har brug for kærlighed, for at være del af noget. Også bedstefar. Vi har alle de samme basale behov. Og det synes jeg er smukt.”

 

Du har tidligere udtalt, at folk ikke behøver forstå dine film…

”Jeg ved, hvad jeg vil, når jeg arbejder, men jeg forsøger at blive overrasket hele tiden, det må gerne være åbent for fortolkning. Der er intet rigtigt eller forkert. Hvordan, du oplever min film, er rigtig. Jeg kan lide at fortælle forskellige ting på samme tid. For det hænger sammen med livet. Film kan være så forsimplede, men sådan er livet ikke.

Folk synes, jeg er egoistisk, når jeg siger, jeg er ligeglad med hvad folk får ud af mine film. Jeg er selvfølgelig ikke ligeglad, for jeg synes film er en dialog. Men når jeg ser en film, vil jeg gerne respekteret og ikke tales ned til. Film er jo energi og temperament. Og det stråler igennem i de første 5 min. af en film, jeg kan altid mærke med det samme, om filmens energi er ægte.2


Hvis de første 5 minutter er de vigtigste, må du fortælle om den meget unikke åbningsscene, hvor man ser et hus gennem de forskellige sæsoner…

”Ja, jeg vidste, at jeg ville vise tidens gå, opleve det. Modsat fx en bog, hvor der pludselig står ”2 år senere”. Men i den her film, hvor en mand har mistet det vigtigste i sit liv, ville jeg opleve det i tid, så når man møder ham første gang, kan man mærke, at tiden er gået, men ikke har helet ham. Og sådan er det jo, du lever med din sorg og din fortid, og det er det, der gør dig interessant.

Og jeg ville vise det ved hjælp af sæsonerne. Jeg elsker sæsoner. En verden uden sæsoner, er sgu ikke værd at leve i. Det er jo liv og død og cyklus, når græsset kommer op og dør og kommer op igen.”

 

Den islandske natur fylder meget i din fortælling, men hvad har den betydet for din proces?

”Den betyder alt. Jeg skriver til en lokation, og jeg skriver på lokation. Det skal helst være naturligt, jeg sætter mig aldrig bare for at skrive. Fx tog det mig to år at filme åbningsscenen. Og jeg skrev filmen imens. Hvis du har et kamera med, og du er i gang med at filme og opleve stedet, mens du skriver, så vokser materialet ud derfra, du skal ikke opfinde noget eller tvinge et plot frem. Jeg arbejder aldrig med plots, det opstår af sig selv, det vokser af sig selv, og jeg ender med at gøre, hvad filmen vil.”

 

Ingvar Sigurdsson er fremragende som Ingimundur. Hvordan fandt du ham?

”Vi mødtes under min afgangsfilm på Filmskolen, hvor jeg faktisk ledte efter alt andet end en islænding. Men vi klikkede bare. Jeg kunne mærke potentialet til mere, og jeg ville skrive noget mere til ham. Man kan mærke teknisk, fysisk og emotionelt hvor han er. Og at have alle de tre ting, er en kæmpe gave, og åbner op for at du kan skrive lange og svære ting til ham. Det giver en stor frihed. Og jeg har vist aldrig sagt det før, men det er interessant, at når du skriver til en du holder af og respekterer, så skal man også levere noget virkelig godt. Det var et fedt kreativt skub, at jeg ville imponere ham. Ikke please, men overraske ham.

Men det sjove er, at første gang jeg mødte ham, synes jeg, han var utroligt feminin og elegant. Den måde han klædte sig på, hans bevægelser. Jeg tænkte, han lignede en danser. Men det jeg oplevede var, at han i processen på denne film blev stille og roligt mere og mere maskulin og fysisk grov.

Jeg snakker aldrig karakterer, jeg aner intet om karaktererne. Hvad føles rigtig er rigtig. Jeg holder hovedet koldt og hjertet varmt, vi snakker aldrig om forhistorie, jeg gider ikke. Men de skal føles ægte, og mine karakterer er altid 20% min bedstefar, og 20% min anden bedstefar, 15% min oldefar, han hedder faktisk Ingimundur, og måske 5% min kone og 3% min mor. Hver karakter i mine film er en blanding af mennesker omkring mig. En mærkelig blanding.”

 

Hvad synes du så om filmkulturen i dag med superhelte som den dominerende genre?

”Jeg er vokset op med Hollywoodfilm, og det var alt der var, men så begyndte jeg at se andet. Det første der stimulerede mig, var Stanley Kubrick, jeg så hans film og om igen, og blev ved med at spørge, hvad er der med ham? Og så kom Bergman, Tarkovksy, Antonioni, Bresson. Der var nøglen for mig. Der følte jeg, at mediet kan være personligt, og behandle de nærmeste følelser, som vi har.

Jeg tror virkelig på, at fundamentet for film er arthouse-film. Jeg ville sige det samme om al kunst, musik osv. De instruktører der når langt. Fx Christopher Nolan, den højst betalte instruktør i verden, der sælger milliarder. Hvor kom han fra? Hvad er hans fundament? Det er jo Tarkovsky og Kubrick. Film der tør skubbe til grænserne, de er nødvendige, hvis man ikke gør det, så har man intet.

Mine børn elsker da blockbusters og superhelte, og jeg kan sagtens se dem og grine, og de er sjove, nogle er utroligt sjove, men de er produkter. Og produkter kan være nuancerede, lækre og gode, men de er ikke åbne over for fortolkning. De bliver jo også testes for et publikum, og ændret for publikum. For det er et produkt ligesom vin og mad. Men det er arthouse-film ikke. De er ligeglade, for arthouse-instruktører handler det om at være åben over for fortolkning ligesom alt kunst er.”


En hvid hvid dag er aktuel i biografen

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Heidi

Det er en af de mest ikoniske scener i Klovn; det er en akavet og pinlig scene, hvor man bare tænker "Nej nej Frank".

48 minutter siden
Thomasuser/851230
Thomasuser/851230

Den er bare blevet ikonisk den scene. Indiskutabelt most akward moment og den situation jeg selv mindst ville stå i!

1 time siden
isabelluser/913508
isabelluser/913508

Det er Pearl necklace , jeg krummer tæer for vildt

2 timer siden
Maria

Intet har været så sjovt, men tåkrummende, som da Frank giver sin svigermor en pearl necklace

2 timer siden
Canberrauser/353152
Canberrauser/353152

Intet kan være mere pinligt end det han gør ved sin svigermor !

12 timer siden

Aktive debatter