”Vi sidder fandeme og bliver beskudt af en snigskytte”
Den danske dokumentar Krigsfotografen tager med den internationalt anerkendte pressefotograf Jan Grarup til verdens brændpunkter, hvor det er hans job at fotografere krigszoner, konflikter og glimtvist håb.
Find billetter til 'Krigsfotografen' her:
Jan er dog mere end bare krigsfotograf: på hjemmefronten er han far til fire børn, og vi oplever den indre splittelse og kampen for balance mellem kunsten og familien – især da tragedien rammer, og Jans ekskone Zasha bliver erklæret dødeligt syg.
Vi har været så heldige at få en snak med instruktøren bag filmen, Boris Benjamin Bertram, der selv var med på frontlinjen.
Hvordan kom 'Krigsfotografen' til dig, og hvorfor valgte du Jan Grarup til dit portræt?
Jan har jo faktisk været en del af mit liv i de sidste ti år, og det er meget hans fotografier, det startede med … Vi blev sendt sammen til Centralafrika, og der lavede jeg de første optagelser. Mens vi så er afsted på denne tur, får han en opringning på hotellet, hvor han får at vide, at Zasha, hans ekskone, er ramt af sygdom og er faldet om… da vi så fløj hjem, var vi sådan: ”Lad os lave den film”, for det, der skete nu, vendte op og ned på Jans liv.
Du var jo også selv med ude i krigszonerne, ikke sandt? Jan henvender sig jo et par gange til fotografen Ipsen i hvert fald.
Altså, jeg var med alle stederne. Der med Ipsen var vi ude et sted, som Jan sagde nok var det tætteste, man kom på Stalingrad. Han sagde, han aldrig havde oplevet noget, det var så slemt, som det vi var i… Det kom fuldstændig bag på mig, at vi endte inde på frontlinjen på den måde. Vi havde aftalt, at vi skulle filme nogle felthospitaler, men det er det, der sker, når man er i en krigszone…
Havde Jan Grarup mange inputs til, hvordan filmen skulle laves?
Vi lavede tre dogmer for filmen, tre regler, som vi fandt ud af i fællesskab, og det var, at filmen skulle være et råt og ufiltreret portræt af Jan, scenerne skulle være autentiske, og Jan kunne sige, hvis vi ikke måtte filme fx i krigsområder, hvor vores sikkerhed var truet. Og så var den tredje regel, at hans børn Marika, Olivia og Elias skulle godkende de scener, de var med i.
Filmen er både et portræt af en fotograf i verdens brændpunkter, men det er også et portræt af en familie. Så det handler også meget om at være familie og pårørende, og hvordan man er i familie med et menneske, som sætter alt på spil i en højere sags tjeneste.
Hvordan har det været for dig at være så tæt på andre menneskers tragedie?
Jeg har været rigtig påvirket af det. Det at lære Zasha at kende, og hun så dør og at opleve børnenes sorg. Vi tager jo det alt sammen ind, når vi filmer det, og jeg synes, familien har været virkelig generøs og modig. Men det er klart, at det bliver jo ens egen familie på en eller anden måde, så jeg holder jo vildt meget af de unger der. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor voldsomme de der krigsture ville være. Det kom bag på mig. Og det med at have børn og være på sådan nogle ture, som Jan er, har også sat nogle tanker i gang.
Ja, nogen vil måske mene, at det er ”egoistisk” af Jan at fortsætte med at arbejde som krigsfotograf, efter han er blevet eneansvarlig for børnene. Hvad mener du om det?
Det er måske ikke så tydeligt i filmen, men Jan holder en lang pause. Og både Jan og hans unger er vist meget enige om, at Jan er en bedre far ved, at han laver sit arbejde – og det er jo det, der er så skide interessant med Jan som karakter. Han er et af de mest disciplinerede og hårdtarbejdende mennesker, jeg har mødt. Jeg håber, folk forstår, hvad det egentlig er, han gør for at tage de billeder… Men ja, det bliver skide spændende at se, hvordan publikum tager imod portrætteret. Jeg synes, at Jan er en rigtig god far.
Det er en vild historie. Hvorfor er det, at du valgte at gøre det til en dokumentar og ikke en fiktionsfilm? Elementerne er der jo.
Vi kunne sagtens lave Jans historie som en fiktion, ligesom Ser du månen, Daniel… der er god synergi mellem de to film faktisk. Daniel var jo assistent hos Jan, så Jan har også en rolle i den film. Men jeg synes som dokumentarist - de scener, man får, er jo scener, man ikke kan skrive. Virkeligheden for mig overtrumfer nogle gange fiktionens verden. Dokumentar har bare en virkelig rå nerve og evne til at bevæge os, for autenciteten er fuldstændig intakt.
Har du været bange for at støde nogen med så grumme krigsbilleder?
Min klipper Charlotte Munk Bentsen insisterede på, at vi også havde de her virkelig hårde billeder med, fx af massakren i Mosul. Jeg har stadig svært ved at se på det, og jeg ved også, at jeg udsætter andre mennesker for noget hårdt. Men jeg synes faktisk, at det er meget vigtigt, at de er med, de billeder. At se civile, der flygter ud af Mosul, skudt ned på klos hold… vi sidder fandeme og bliver beskudt af en snigskytte for at tage de billeder.
Ja, hvordan har det været at arbejde sammen med en mand, der er indstillet på, at han kan dø som en del af sit arbejde?
Ja, det er vildt. Altså, Jan har en ekstrem coolness, når han er ude. Fx når vi er ude i Mosul, hvor han bare lige tager en lur... Jeg reagerede jo helt anderledes. Jeg kastede op lige efter, og det løb igennem mig nærmest, altså du ved, at man skider i bukserne af skræk, giver pludselig mening. Og der var i hvert fald tre gange undervejs, hvor min tilstedeværelse var skyld i, at vi kom i kæmpe problemer…
Synes du også, at du har overtrådt mange af dine egne grænser?
Ja, helt vildt! Til mange af mine venner og min familie var jeg sådan: ”Jeg skal ikke ned i en rigtig krigszone”. Jeg ville gerne ned og filme med Jan i flygtningelejre og sådan, men jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle ned i noget, der lignede Stalingrad. To gange. Og jeg er da heller ikke det samme menneske, efter jeg har lavet denne film, det er helt sikkert.
Hvad håber du at få ud af filmen – og ikke mindst, hvad håber du, at publikum får ud af filmen?
Historien om Jan og hans familie… De film, jeg har lavet, virker bedst, når publikum bliver bevæget af at se historien. Det er jo det, kunst skal, det skal bevæge os. I virkeligheden er filmen et forsvar for humanismen, og det er et forsvar for en kunstner, der tager ud og dokumenterer i krigens gru, og det er også en hyldest til det, at der er nogen mennesker, der gør det. Det, synes jeg, er vigtigt at fortælle.
Hvordan tror du, det bliver at se din film første gang med så stort et publikum?
Det har jeg aldrig prøvet, men jeg prøver bare ikke at tænke så meget på det. Jeg er også udmattet. Det har ikke været nogen let film at lave. Vi har alle været berørte af det, fordi det er så voldsomt… Det er det, der er så dejligt ved, at den nu får premiere: forhåbentlig kan den bevæge folk og sætte noget i gang.
