Den danske dokumentarfilm 'Krigsfotografen' handler om fotografen Jan Grarup og hans liv på hjemmefronten og ude i verdens brændpunkter.
Ude i verden er Grarup krigsfotograf i evig krydsild, men hjemme i København er han far til fire. Pludselig står han dog alene med forældreansvaret efter mange års flygtig tilstedeværelse, da hans ekskone bliver alvorlig syg af kræft.
Grarup ønsker at forblive verdens bedste krigsfotograf. Men hvordan hænger vejsidebomber og snigskytter sammen med at have ansvar for fire børn?
'Krigsfotografen' tager med Grarup ud til forskellige krigszoner og følger ham tæt i det arbejde, der potentielt kan koste ham livet - en mulighed, han er indstillet på, mens han samtidig forsøger at være der for sine børn på bedste vis.
Grarup har gennem sin karriere vundet en lang række på nationale og internationale priser for sine fotografier.
Instruktøren Boris Benjamin Bertram afslutter med 'Krigsfotografen' sin trilogi om international konfliktløsning efter 'Diplomacy' om FN's sikkerhedsråd og 'Bush, Blair og Fogh' om krigen i Irak. (copyright: kino.dk)
Normalt er jeg ikke typen der ser dokumentarfilm, og slet ikke i biografen. Når jeg sætter mig foran det store lærred, er det ikke for at blive ramt af en dosis realisme - det får jeg nok af i hverdagen, nææ, en biograftur er escapisme for mig, en flugt ind i en anden verden hvor mine problemer og bekymringer forsvinder, og jeg bare overgiver mig til en god historie - men en gang imellem sker der noget forunderligt....... man ser en reklame for en film, og bliver lidt nysgerrig, hvorefter man ser traileren, og vupti, så er ens interesse vakt!
Dette var hvad der skete for mig, da jeg havde set hvad "Krigsfotografen" handlede om, så jeg besluttede at jeg for en gangs skyld ville tage ind og se en dokumentar i biffen, og det fortryder jeg på INGEN måde at jeg gjorde, for den her skildring af et menneskeliv var så rørende og speciel at jeg sent vil glemme den!
Krigsfotografen Jan Grarup er vildt karismatisk, og at se ham på så fascinerende og inspirerende vis navigere den svære balancegang imellem fotograf i nogle af verdens mest højspændte brændpunkter og livet som kærlig far til sine børn herhjemme, det var en interessant og rørende portrættering og skildring af et menneskeliv, og hvordan det må være at stå med den enorme mængde ansvar på sine skuldre
Filmen har været med mig hele ugen. På den virkelig gode måde, fordi den sætter en masse tanker i gang. Derfor bliver jeg også nødt til at skrive denne lille anmeldelse efter at have læst Kim Skottes ord om filmen i Politiken. Jeg kender helt ærligt ikke hans filmsmag godt nok til at vide om hans kritik af filmen i virkeligheden er en indirekte ros. Jeg ved bare, at jeg er meget uenig i kritikken. Jeg synes netop det befriende ved filmen er, at den ikke giver en masse svar, men i stedet sætter et hav af tanker i gang: Fuck, hvor er hans søn ked af det. Fuck, hvor forstår jeg ham godt! Vildt, at Grarup er så drevet af sit kald, at han kompromisløst bliver ved med at opsøge al den død og ødelæggelse, som for længst har gjort ham syg. Jeg behøver ikke at betragte ret mange af Grarups fotografier for at forstå, hvor han vil hen og hvorfor han bliver ved.
Måske går nogen ind til filmen med en forventning om at se noget i stil med War Photographer fra 2001 om James Nachtwey. Lad være med det – læs undertitlen, den rammer meget godt denne fortælling om Grarup ind lige der mellem familien(s) og Verdens brændpunkter. Enjoy!
Bruger anmeldelser (2)
Skriv din egen anmeldelse