TORONTO dag #1: Robert Pattinson, en havfrue-vagina og en dansk mavepuster

TORONTO: Filmfestivalen i Toronto er blevet skudt i gang, og for andet år i træk er vi med til den canadiske begivenhed, der må siges at være blandt de største i industrien. 

Undertegnede startede de næste dages hæsblæsende program med tre film fra den kunstneriske, europæiske scene og en enkelt dokumentar, der viste sig at være den største mavepuster, jeg har set i år. Mere om det senere.

Robert Pattinsons vanvittige fallosfyrtårn
Da vi var på Cannes sidste år, lykkedes det ikke at forcere den enorme kø til The Lighthouse. Men selvom Robert Eggers’ film også var et stort tilløbsstykke her på Toronto, var succesraten højere, og det blev til pladser på 2. række godt ude i siden.

’The Lighthouse’ har Robert Pattinson og Willem Dafoe i de altdominerende roller som to fyrmestre, der gennem overtro, psykoser og heftigt druk ender i sindssyge. En række masturbationsscener, en havfruevagina og voldelige konfrontationer senere er man godt og grundigt rystet.

Willem Dafoe og Robert Pattinson som fyrmestre i 'the Lighthouse'

Fortolkningerne er der samtidig mange af (fyrtårnet som fallossymbol ligger lige til højrebenet), og referencerne til fx Moby Dick-forfatteren Herman Melville er mange og lige til at behage de fleste litteraturkendere.

Kombineret med sort-hvid-billederne, old-school 4:3-format og en krævende, gammeldags søulk-dialog er det ikke en film for alle, og ligesom Eggers’ The VVitch lefler instruktøren ikke for sit publikum.

Vi håber dog stadig på en dansk premiere til filmen, men det afhænger nok af, om der falder nogle priser af her eller på andre festivaler.

Uigenkendelig Sofie Gråbøl
Vanvid spiller også en central rolle i Daniel Borgmans Harpiks, der heller ikke går på kompromis med sine kunstneriske ambitioner.

Filmen handler om en familie, der har afskåret al kontakt med omverdenen og lever - selvforsynende og i ét med naturen - alene i en afsidesliggende hytte.

Civilisationen og andre mennesker ses ned på af faren Jens, som samtidig lærer sin datter at skyde med bue og pil samt stopfodrer sin kone Maria, der er så svært overvægtig, at hun er bundet til sengen.

Der er vitterligt intet glamourøst over filmen, der minder om en blanding af Terry Gilliams Tideland og Viggo Mortensen-filmen Captain Fantastic.

En uigenkendelig Sofie Gråbøl i 'Harpiks'

Sofie Gråbøl er sminket til uigenkendelighed som Maria, og kulissefolkene har været på overarbejde for at skabe det troværdige univers.

Med Ghita Nørby, Peter Plaugborg og Amanda Collin på rollelisten, er det solide skuespillerkræfter, men det er især den ukendte Vivelill Søgaard Holm som datteren Liv, der tager kegler.

Igen er der ikke tale om en film for alle, hvilket viste sig i de mange udvandringer undervejs i pressevisningen, men har man mod på at blive udfordret, er ’Harpiks’ klar til at påtage sig opgaven. Filmen får dansk biografpremiere den 25. december.

Opfølgeren til 'Vinterbrødre'
Hvor sorg og traumer blot er nogle af temaerne i ’Harpiks’, er det i den islandske En hvid, hvid dag selve omdrejningspunktet for filmen.

Hlynur Palmasons næste værk efter den prisvindende Vinterbrødre handler om den aldrende Ingimundur, der har mistet sin elskede hustru. Han bruger nu tiden på at ombygge et faldefærdigt hus til sin datter, svigersøn og barnebarn, hvoraf sidstnævnte nu er lyset i hans liv.

Men sorgen er stadig ikke ordentligt bearbejdet, og da han samtidig får mistanke om, at hans afdøde kone havde en affære, sætter det den ellers fattede mand på en hård, psykologisk prøve.

Filmens utallige detaljer, interessante billedsprog og suveræne skuespilinstruktion fastslår med syvtommersøm, at Palmason er en af Nordens mest lysende talenter. Du kan selv dømme, når filmen rammer de danske biografer den 25. december.

Dokumentaren 'The Cave' er en af årets stærkeste filmoplevelser

Årets mavepuster
Dagens mest følelsesmæssige oplevelse findes i dokumentaren The Cave, der er dansk produceret og instrueret af den syriskfødte Feras Fayyad, som blev Oscar-nomineret for den barske De sidste mænd i Aleppo.

’The Cave’ handler også om den forfærdelige krig, men har en stærkere narrativ i kraft af den centrale hovedperson, Dr. Amani, der leder et hospital i den sønderbombede syriske by, Ghouta. Indbyggerne er fanget i byen, men har bygget en grotte under jorden, hvor de kan gemme sig fra bombardementerne.

Filmen følger Dr. Amanis arbejde på hospitalet, hvor der gang på gang ankommer slemt tilredte krigsofre, ofte helt unge børn og babyer.

Jeg har selv børn under fire år, så at se samme aldersgruppe i alskens forfærdelige fatninger (underernærede, blodige, ramte af kemiske angreb eller alle tre dele), er nærmest ubærligt at være vidne til i halvanden time.

'The Cave' var som en mavepuster for vores udsendte

Men det er vigtigt at få budskabet om rædslerne ud, og selvom man kan kritisere filmskabere (og reklamefolk) for at bruge børn til at ramme en følelsesmæssig nerve hos publikum.

At Dr. Amani som kvinde samtidig kæmper mod et mandsdomineret verdenssyn og markante holdninger til hendes arbejde, giver kun filmen endnu et lag af relevans.

Ved siden af mig sad der under hele filmen, med en klump, en hulkede 60-årig mand med tårerne trillede, og efter filmen var der stående ovationer til Fayyas, der indtog scenen med sine danske producere ved sin side.

’The Cave’ er den hårdeste filmoplevelse, jeg har haft i år, og samtidig den største mavepuster.