Ny The Big Lebowski får premiere i 2020

Jesus genopstår
The Jesus Rolls
(© Sidney Kimmel Entertainment)

Coen-brødrenes komedie The Big Lebowski fra 1998 er en af de mest elskede kultklassikere i nyere tid. 

Med et syret plot, humoristisk dialog og mest af alt ikoniske karakterer, som The Dude, Walther og Donnie spillet af henholdvis Jeff Bridges, John Goodman og Steve Buscemi

I foråret 2020 får stener-komedien sig så en efterfølger, når filmen 'The Jesus Rolls' kommer i de amerikanske biografer. Det skriver The Hollywood Reporter.

Det bliver dog uden de førnævnte ikoniske karakterer, men i stedet skal filmen omhandle bowling-virtuosoen og registrerede børnemishandler, Jesus Quintanta, spillet af John Turturro.

Det bliver også Turturro, som både skal skrive og instruere filmen. Umiddelbart ser det ikke ud til, at Coen-brødrene er involveret i udarbejdelsen af filmen. Med Coen-film som Miller's Crossing, Barton Fink og O Brother, Where Art Thou? på sit cv, kan man dog godt regne med, at Turtorro kan ringe til Joel og Ethan efter råd. 

Filmen har været i produktion siden 2016, hvor den gik under navnet 'Going Places', og skulle, udover at være en Lebowski-film, også være et remake af den franske film 'Les Valseuses'. 

Udover Turturro medvirker også et helt nyt cast bestående af Bobby Cannavale, Audrey Tautou, Jon Hamm, Susan Sarandon og Pete Davidson. 

I Danmark må vi vente med vores white russians i spænding, da 'The Jesus Rolls' endnu ikke har fået nogen premieredato.