Kevin Hart og Ellen DeGeneres som Oscar-værter?

...og vores bud på alternative værter
Billede
(© Doug Inglish og Art Streiber)

I slutningen af sidste år blev Kevin Hart annonceret som Oscar-vært til prisuddelingen, der finder sted den 24. februar 2019. Men knapt havde man offentliggjort ham som vært førend, at han blev smidt ud i kulden.

Årsagen skal findes i en række ældre udtalelser, hvor han gjorde grin med folk tilhørende LGBTQ+, og selvom han tidligere fik mulighed for at undskylde, har han holdt fast i sine synspunkter. Indtil han udtalte følgende:

- Jeg har foretaget mit valg og forlader posten som vært ved dette års Oscar-uddeling… det er fordi jeg ikke vil trække opmærksomheden på en aften, der skal hyldes af så mange talentfulde kunstnere. Jeg undskylder dybtfølt over for LGBTQ-samfundet for mine ufølsomme ord fra min fortid.

Så en ny vært skal med andre ord findes – og nu puster Ellen DeGeneres til ilden om et muligt Oscar-job til hende OG Kevin Hart. Ellen DeGeneres har allerede tidligere været Oscar-vært, så hun vil i så fald kunne sætte Hart ind i sagerne.

Det er nemlig via et tweet, at muligheden for de to kommer på bordet, da hun har interviewet Kevin Hart. Hun tweeter således:

- Jeg havde en utroligt ærlig samtale med Kevin Hart om at være vært til Oscars. Det skulle have været sendt mandag. Jeg kan dog ikke lade jer vente så længe, så det bliver sendt i morgen.

Men det 15 minutter lange interview er rent faktisk allerede udsendt online hos Deadline. Her indikerer DeGeneres, at hun har haft fat i Akademiet for at spørge dem, om de kunne overveje at genansætte Hart til opgaven som vært. Til dette skulle hun have fået svaret:

- Vi vil have ham til at være vært, hvad end vi kan gøre, vi vil være henrykte, og han burde være vært.

Kevin Hart er dog mere tøvende og udtaler, at det er hårdt for ham grundet de mange ondsindede angreb på hans person. Men han siger også, at han lover at genoverveje værtsrollen.

Kan vi mon på baggrund af dette forvente at se Kevin Hart og Ellen DeGeneres som værter ved Oscar-showet? Hvis ikke det er tilfældet, så begynder tiden at løbe ud for at finde en vært, inden prisuddelingen om blot to måneders tid.

Vi har dog alternative bud på, hvem der kunne agere Oscar-vært:

Steve Martin
Skulle vi mon give Steve Martin endnu en tur som Oscar-vært? Vi siger ja. Gammelmands-humor holder!

Will Ferrell og John C. Reilly
Det kunne også være fantastisk, hvis den komiske duo ville indtage værtsrollerne.

Kristen Wiig
Skuespillerinden har gang på gang vist sit talent som både morsom og veltimet komiker.

Ricky Gervais
Han har brændt huset ned flere gange som Golden Globes-vært. Han kunne gøre det samme til Oscars. Bare endnu større.

Dwayne Johnson
The All American Super Action Star.
Ja, måske ikke noget dumt bud, da The Rock også har komisk timing.

Tiffany Haddish og Maya Rudolph
De to har allerede yderst veloplagt indtaget Oscar-scenen for at overrække en pris. Giv dem hele showet.

Billy Crystal
Skulle man mon overveje at genansætte Billy Crystal som Oscar-vært? Han kender i hvert fald jobbet. Og vi savner ham lidt.

Jimmy Fallon
Den morsomme og alsidige talkshow-vært ville nok kunne både danse og synge sig igennem showet.

Oprah
Hele USA’s Oprah ville
sikkert kunne favne jobbet. "You get an Oscar, you get an Oscar, you get an Oscar! Everyone gets an Oscar!!!"

Daniel Day-Lewis
Nu hvor skuespilleren tilsyneladende er gået på pension, kunne han jo passende vende tilbage som vært. Tørt men 100% dedikeret.

Patton Oswalt
Den charmerende stand-up-komiker og skuespiller har ordet i sin magt. Han ville fint kunne agere vært.

Hvem ser du gerne som vært ved prisuddelingen, der finder sted den 24. februar.