Fra Fifty Shades til Call Me by Your Name 2

Dakota Johnson på tale til fortsættelsen
Billede
(© UIP/Nordisk Film)

Fortsættelsen til en af årtiets bedste film, Luca Guadagninos Call Me by Your Name, har længe været uofficielt på vej.

Filmen har hverken en premieredato eller et officielt plot, men ifølge instruktøren og de to hovedroller, Timothée Chalamet og Armie Hammer, vil det ske.

Og nu er det første rygte om en tilføjelse til universet landet online.

Dakota Johnson, der fik sit kæmpe gennembrud som Anastasia Steel i Fifty Shades-filmene, er nemlig på tale til at spille en slags kvindelig hovedrolle som (SPOILER ALERT) konen til Oliver.

Det romantiske drama om en unik sommerromance mellem den unge Elio og den ældre Oliver endte nemlig ikke ligefrem lykkeligt med Olivers hjemrejse til USA og en kvindelig trolovet.

Guadagnino har endda allerede en ide om Johnsons karakter:

- Hun skal være en New England-agtig “hoochie” kvinde, der har måske fem børn sammen med Oliver, udtaler instruktøren til The New Yorker.

Johnson er da også et oplagt bud, da Guadagnino allerede har udvalgt hende som en slags muse nr. 2 (Tilda Swinton må være nr. 1) efter de to har samarbejdet på A Bigger Splash og den snart aktuelle Suspiria.  

Efterfølgeren skal eftersigende følge Elio og Olivers episke kærlighed i en række film a la Richard Linklaters Before-trilogi.

Eneste problem med fortsættelsen er ifølge Guadagnino at finde en titel, da ‘Call Me by Your Name 2’ ikke er godkendt af filmskaberen.

Luca Guadagnino og Dakota Johnson er i denne uge aktuelle med gyseren Suspiria.

Timothée Chalamet er næste gang aktuel i dramaet Beatiful boy.

Armie Hammer er næste gang aktuel i On the Basis of Sex.