Kino.dk’s guide til… Stanley Kubrick

I anledning af instruktørens 90 års fødselsdag
Billede
(© Warner Bros.)

Den amerikanske filmskaber Stanley Kubrick har sat sit umiskendelige aftryk på ikke alene filmhistorien, men også i populærkulturen med sin imponerende filmiske arv.

Han spillefilmsdebuterede tilbage i 1953 med en karriere, der således strakte sig over fem årtier frem til hans sidste film i 1999. Det blev dog til blot 13 spillefilm for den yderst perfektionistiske instruktør i alt. Men hvilke film!

Den 26. juli ville mesterinstruktøren være fyldt 90 år, hvilket vi markerer ved at guide jer igennem samtlige af hans spillefilm, der på det nærmeste byder på det ene højdepunkt efter det andet.

'Fear and Desire' (1953) - Den svære start
Blot 24 år gammel debuterede filmtalentet med sin første spillefilm, der dog havde en begrænset spilletid på blot 61 minutter. En mindre vellykket sag om en militær mission, hvor fire soldater bliver fanget bag fjendens linjer. Filmen er en klar anti-krigsfilm, som den selvkritiske instruktøren selv har kaldt "kedelig" og "prætentiøs". Men ambitioner manglede der intet af!

Killer's Kiss (1955) - Bokse noir al a Kubrick
Den intense noir-thriller med den danske titel 'Dræberkysset' handler om en aldrende bokser, der bliver forelsket i en natklubdanserinde og således redder hende ud af kløerne på en gangsterboss. Kubricks kompetente instruktion og kameraarbejde kommer ikke mindst til udtryk i de atmosfæremættede optagelser af en menneskejagt hen over New Yorks tage. ”En af de ondeste boksekampe nogensinde på det store lærred”, skrev filmjournalisten Peter Cowie således om en sekvens i filmen.



The Killing (1956) - Tarantino-inspiration
Filmens danske titel lød ’Det store gangsterkup’ og blev Kubricks afgørende gennembrud som instruktør. Skuespillet og personskildringen er i top, og kameraarbejdet er flydende. Kubricks thriller handler om et minutiøst planlagt kup rettet mod en galopbane, men den tilsyneladende fejlfri plan kræver dog, at ingen på holdet laver fejl. Plottet er fyldt med tidsforskydninger og overlapninger, hvilket bidrager til filmens smittende intensitet. En film, der på den måde bl.a. fungerede som inspiration til Quentin Tarantinos leg med tid i gangsterfilmen Reservoir Dogs fra 1992.

Paths of Glory (1957) - Evig relevant anti-krigsfilm
1. Verdenskrigs meningsløshed er næppe beskrevet mere bidende end i Kubricks anti-krigsepos, der på dansk lyder titlen 'Ærens vej'. Oberst Dax – spillet af Kirk Douglas - får med sine franske styrker til ordre at indtage et højdedrag under tysk kontrol. Soldaterne er desillusionerede, men angriber alligevel. Angrebet er imidlertid en katastrofe - og da ansvaret skal placeres, rettes alles øjne mod Dax og hans mænd. Frem til 1970'erne var filmen bandlyst i Frankrig – og vækker stadig den dag i dag stærke følelser. En film, der bl.a. udmærkede sig ved konstant at have kameraet i bevægelse.



Spartacus (1960) – Episk sværd og sandal-film 
Mastodontfilmen 'Spartacus' er ikke en typisk Kubrick-film. Det var stjernen Kirk Douglas, der energisk fik overtalt Kubrick til at overtage instruktionen fra Anthony Mann - og samme Kirk Douglas, der overhørte alle advarsler mod at bruge den blacklistede manuskriptforfatter Dalton Trumbo. Trioen skabte dog en kæmpesucces, der for sin tid er befriende afdæmpet – uden dog at give køb på de storslåede optrin. Personkarakteristikken er fuld af nuancer, og med birolleskuespillere som Laurence Olivier, Charles Laughton og Peter Ustinov er der ingen grund til at klage. Kubrick svor dog efter ‘Spartacus’ aldrig mere at lave en film over hvilken, han ikke havde komplet kunstnerisk kontrol.

Lolita (1962) – Et provokerende kærlighedsdrama
I 1958 udgav Vladimir Nabokovs bogen ’Lolita’, der handler om den forbudte kærlighed mellem en midaldrende mand og en 12-årig pige. Romanen vakte afsky hos mange og startede en voldsom debat i USA. Kubrick valgte alligevel i 1962 at lave en film baseret på bogen. Censuren i Hollywood på denne tid var dog meget streng, specielt når seksuelle afvigere var involveret i historien, hvorfor Kubricks manuskript til filmen i sidste ende var meget forskellig fra handlingen i bogen. Fx lod Kubrick pigen i filmen være 15 år og ikke 12 år som i bogen, mens filmens tema blev drejet, så det næsten blev til en ren kriminalhistorie.

Dr. Strangelove (1964) – Sort, satirisk og skarp komedie
’Dr. Strangelove’ eller med den helt mundrette titel ’Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’ er en bidende satirisk, og ikke mindst både morsom samt relevant komedie om bl.a. krig og menneskets higen efter magt. I filmen sender generalen Jack D. Ripper atombevæbnede bombefly på vingerne mod Sovjetunionen, hvilket sender verden på randen af en altødelæggende atomkrig. USA’s præsident (Peter Sellers) indkalder derfor sine rådgivere, herunder den kørestolsbundne videnskabsmand Dr. Strangelove (Sellers igen, nu med nazistiske tics!) til møde i Krigsværelset.


2001: A Space Odyssey (1968) – Filmen, der ændrede verden
Det er umuligt at undervurdere Kubricks science fiction-films betydning for ikke kun genren, men også filmhistorien og populærkulturen i det hele taget. For selv hvis man ikke har set den på alle måder imponerende film, har man uden tvivl set den refereret indenfor alt fra film til serier og kunst. Med en storslået billed- og lydside står mesterværket 'Rumrejsen 2001' som en ubetinget filmisk milepæl – bl.a. også i kraft af sine banebrydende visuelle effekter og enigmatiske historie, der er en af de mest langtidsholdbare refleksioner over menneskets position både på Jorden og i universet.

A Clockwork Orange (1971) – Stadig lige barsk den dag i dag
I et veloplagt miks af satirisk humor og ubehagelige ultravold folder Kubrick den mesterlige ’A Clockwork Orange’ ud, der således sætter et hyklerisk samfund i stævne. Man møder her den unge Alex, der får sit kick fra den umage kombination af porno og Beethoven - og af at lede en bande, der iført ikoniske bowlerhatte og hvide overalls drager ud på voldstogter. En af filmens mest mindeværdige og ikke mindst ubehagelige scener er, da banden brutalt og grinende overfalder et ægtepar i et futuristisk luksushjem. Den yderst kontroversielle film var forbudt i flere i lande og blev linket til flere virkelige voldssager.  

Barry Lyndon (1975) – Et altopslugende periodedrama
Der er ikke den genre som Kubrick ikke mestrede. Fra komedie til science fiction og krigsfilm. I 1975 kom turen således til periodedramaet med ’Barry Lyndon’. I filmen følger man den unge spradebasse Barry Lyndon i 1700-tallets England, hvor han efter oplevelser rundt omkring i Europa gifter sig med en smuk og rig adelig enke - men både tragisk og komisk sætter han det hele over styr med sin ødsle levevis og dumdristige jagt på social opstigning. Udsøgte dekorationer, flotte kostumer og subtilt kameraarbejde kendetegner Kubricks historiske drama på næsten 3½ time, hvor der til indendørsoptagelserne kun blev brugt stearinlys.



The Shining (1980) – En af verdens bedste gyserfilm
Med et bogforlæg af gyserforfatteren Stephen King skabte Kubrick en skrækindjagende gyserfilm, der fortsat står som en af de mest uhyggelige film i genren. Man finder da også en uafrystelig Jack Nicholson i manisk hopla som forfatteren Jack Torrance, der sammen med sin kone og deres fem-årige søn flytter ind på det isolerede Overlook Hotel i Colorados bjerge. Jack har nemlig fået job som vicevært i vintersæsonen, hvor han således håber på at få ro til at skrive. Men snart begynder Isolationen at påvirke alle… ikke mindst Jack, der gradvist bliver mere og mere utilregnelig.
Mens mange ikke kan få hænderne ned, så har forfatteren King selv flere gange udtalt sig om sin foragt for filmen, som han ikke syntes levede op til sin egen historie. King har ligeledes fortalt om vanvittige historier fra produktionen, hvor Kubrick ringede til forfatteren midt om natten og stillede mærkværdige spørgsmål.

Full Metal Jacket (1987) – En uforglemmelig krigsfilm
Efter Jack Nicholsons amokløb med øksen bød Kubrick på nye brutale eskapader med sin Vietnamskrigsfilm. Her følger man en række soldater, der havner i et helvede af en træningslejr, hvor de bliver tværet flade af den skrigende eksercitsinstruktør spillet uforglemmeligt af R. Lee Ermey, der i sin legendariske rolle betragter de vordende dræbermaskiner som padder, mider eller noget endnu lavere. Handlingen er grum, historien nådesløs og dialogen krydret med ætsende humor. Fra basistræningens helvede til mareridtet i Vietnam står ’Full Metal Jacket’ således som et filmhistorisk hovedværk.



Eyes Wide Shut (1999) - Mesterens erotiske svanesang
Der gik hele 12 år, inden Kubrick igen var aktuel med en film, der skulle vise sig at blive hans sidste. Desværre nåede Kubrick ikke selv at se filmen lande i biografen, da han døde blot seks efter, at han havde vist filmens sidste klip til selskabet Warner Bros. I filmens finder man Tom Cruise som Dr. Bill Hartford, der lever det perfekte overklasseliv med sin smukke kone Alice – spillet af stjernens virkelige hustru Nicole Kidman. Alligevel er der noget, der skurer. Efter en fest begynder seksuelle fantasier således at dukke op til overfladen hos dem begge, hvilket bliver starten på en lang rejse gennem ægteskabets og psykens lunefulde landskaber.
'Eyes Wide Shut' er (som alle Kubrick-film) omgærdet af mystik - var det overhovedet det cut, som mesterinstruktøren ønskede? Kørte filmens intense tema og Kubricks instruktion virkelighedens ægtepar, Cruise og Kidman ud i parterapi? De tunge optagelser, som tog over 400 (!) dage, var hårdt for alle involverede - og resultatet skinner igennem i den på engang tiltrækkende og frastødende værk.