Cookie- og Privatlivspolitik
Kino.dk's guide til... Ingmar Bergman

Kino.dk's guide til... Ingmar Bergman

I anledning af instruktørens 100 års fødselsdag

Stem op!
11
Stem ned!
0
(reset)

Den 14. juli 2018 ville den svenske filmskaber Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Det markeres med den biografaktuelle dokumentarfilm Bergman - Et år, et liv, der stiller skarpt på den hæderkronede instruktørs mange facetter – både de fantastiske og de mindre flatterende.

Vi markerer Ingmar Bergmans "skarpe hjørne" ved at præsentere en guide til hans værker, der er kendetegnet ved dybe personlige fortællinger fra især religiøse miljøer (hans far var præst), helt særlige skuespilpræstationer og et sublimt billedsprog.

Instruktørens film kan udefra ses som temmelig utilgængelige og i dag måske en smule støvede, men kommer man ind på livet af dem, er der et uudtømmeligt kartotek af dybde at finde.

Men hvor skal man starte og slutte i et cv, der spænder over 60 år og indeholder det ene erklærede mesterværk efter det andet? Hvilke er de vigtigste, og hvilke kan man med god samvittighed springe over?

Bergman-kendere vil selvfølgelig mangle en del titler, og i beskrivelsen af et livsværk, der tæller mere end 40 titler, kommer en del personlig smag ind. Samtidig har vi valgt at ekskludere dokumentarfilm, kortfilm og film produceret til tv (derfor ingen 'Scener fra et ægteskab').

Her er vores guide til Ingmar Bergmans film.

De absolut vigtigste!

Det syvende segl

Det syvende segl (1957)
Det måske mest ikoniske filmbillede fra 1950erne, hvor en ridder spiller skak med Døden på en strand, kommer fra denne metafysiske fortælling om livet, døden og Guds eksistens. Max von Sydow, som de fleste kender fra The Exorcist og Pelle erobreren, var en af Bergmans faste skuespillere, og hans præstation som ridderen Antonius Block er historisk. Se også filmen for dens farverige bipersongalleri og scenen, hvor Døden fælder træet under en klynkende skuespiller, der er sært humoristisk og gruopvækkende på samme tid.

Ved vejs ende

Ved vejs ende (1957)
Ligesom 'Bergman - Et år, et liv' demonstrerer, var 1957 et epokegørende år for instruktøren, der havde premiere på intet mindre end to film og gik i optagelse med to flere. Derfor har vi heller ingen skrupler med at fremhæve to værker fra det år som hans bedste, og hvor Det syvende segl kan virke lidt fremmedgørende pga. sin middelalderlige skildring, er Ved vejs ende en dybt personlig historie om en ældre mands tilbageblik på et liv, hvor han har svigtet alle omkring sig. Mareridtsscenerne sidder for evigt fast på den indre nethinde, og den 79-årige Victor Sjöströms præstation som Isak Borg (Bergmans initialer) er decideret rørende.

Persona

Persona (1966)
Da modernismen i europæisk film rullede ind over kontinentet i 1960erne, kunne man frygte, at Bergmans stil ville være forældet, og han således blev overhalet af yngre kolleger som Alain Resnais og Jean-Luc Godard. Men hvad gør en sand filmmester? Han skaber et modernistisk værk, der måske er det største i historien overhovedet, nemlig 'Persona' om en celebreret skuespillerinde, som har valgt at forholde sig tavs, og hendes sygeplejerske, hvis personligheder langsomt smelter sammen. Brugen af close-ups var banebrydende for sin tid, men selv i dag står filmen knivskarpt grundet Bibi Andersson og Liv Ullmanns skuespil samt et knugende perfekt manuskript, der nærmest kigger direkte ind i selve den menneskelige sjæl.

Fanny & Alexander

Fanny & Alexander (1982)
Hvis der var selvbiografiske elementer i Bergmans karriere indtil nu, blev de overgået af, hvad der stadig står som instruktørens magnum opus. Især scenerne med Alexander, der psykisk og korporligt straffes af biskop Vergerus, er blevet set som selvbiografiske, men som 'Bergman - Et år, et liv' påpeger, er det måske i virkeligheden karakteren Fanny, der med sin tilbageholdenhed personificerer instruktøren. Med sine tre timer og fire Oscars er der dømt vaskeægte storfilm, der balancerer historisk udstyrsstykke, psykologi og en grad af magisk realisme fuldstændig suverænt.

Strålende. Snyd ikke dig selv!

Som i et spejl

Som i et spejl (1961)
I 50erne og 60erne var Bergman urørlig. Måske den bedste instruktør overhovedet, og det er svært at begrænse antallet af titler, man skal se. Men har man kun 24 timer i døgnet, kan man med fordel kigge efter hans trilogi om tro, der starter med 'Som i et spejl' og slutter med 'Stilheden'. I den første film spiller Harriet Andersson en kvinde, der løslades fra en anstalt for derefter at blive overbevist om, at hun har fået besøg af Gud.

Lys i mørket

Lys i mørket (1963)
Det siger en del om, hvor langt instruktøren vil gå for at få det maksimale ud af sine skuespillere, at Ingmar Bergman fik Gunnar Björnstrands læge til at præsentere dårlige helbredsnyheder for skuespilleren. Alt sammen for at skabe et mere trist humør hos sin hovedrolleindehaver. Og Björnstrands præstation som en præst, der har et problemfyldt forhold til Gud, er da også hele filmen værd. Se den i øvrigt også for de flotte lys-og-skygge-kompositioner, som har inspireret et utal af film, bl.a. Bille Augusts Marie Krøyer.

Stilheden

Stilheden (1963)
Gud er død, og tilbage er kun stilheden. Trilogiens afslutning efterlader ikke meget lys i mørket for det fortabte menneske, og tilbage er kun tomhed illustreret gennem en fortælling om to søstre og en lille dreng, der befinder sig på et hotel i et centraleuropæisk land på randen af krig. Føles som et slags forstudie til Persona tre år senere.

Hvisken og råb

Hvisken og råb (1972)
Ingmar Bergmans faste fotograf, Sven Nykvist, når nye cinematiske højder med Hvisken og råb, der anvender farvepaletten perfekt som understregning af den indre tumult, som de tre søstre i filmen gennemgår. Temaet, om en af søstrenes kræftlidelse, er blandt Bergmans mest dystre, og det er bestemt ikke en film, der giver publikum troen på det gode i tilværelsen.

Høstsonaten

Høstsonaten (1978)
Mor-datter-forholdet var det centrale element i fortællingen om datteren til en succesrig pianist, der desperat forsøger at opnå sin mors kærlighed. Dysfunktion og psykisk terror er på menuen i filmen, der især skal ses for det blændende skuespil af Liv Ullmann og filmverdenens anden kendte Bergman, med fornavnet Ingrid.

Virkelig gode. Men mest for filmentusiaster.

Sommeren med Monika

Sommeren med Monika (1953)
Et folkeligt gennembrud for Bergman, der brugte smukke, unge og ikke mindst nøgne kroppe til at lokke folk i biografen længe før pornoens frigivelse. Der er tale om et (for instruktøren) let tilgængeligt romantisk drama om en ungdomsromance i det svenske sommerland. En behagelig introduktion til instruktøren, men uden den dybde, der karakteriserer hans øvrige oeuvre.

Gøglernes aften

Gøglernes aften (1953)
Mindre kendt men ikke desto mindre et stærkt drama om en aldrende cirkusdirektør, der besøger sin fremmedgjorte kone for at møde sine sønner, mens hans jaloux elskerinde har en affære med en skuespiller. 'Gøglernes aften' blev kåret til en af de 25 bedste svenske film gennem tiderne af 50 akademikere og journalister, og den er til stadighed et flot studie i menneskelige forhold og tilhørende komplikationer.

Sommernattens smil

Sommernattens smil (1955)
En af instruktørens mest vellykkede komedier og et eksempel på hans store spændevide. En overklasse-historie fra århundredeskiftet i stil med Jean Renoirs borgerskabskritiske 'Spillets regler', men som har flere romantiske forviklinger end en Woody Allen-film - en anden auteur, der i øvrigt flere gange selv har hyldet den svenske mester gennem sine film. Easy going, men fyldt med gode skuespilpræstationer af en række Bergman-gengangere og et manuskript, der sidder lige i skabet.

Skammen

Skammen (1968)
Bergman-favoritterne Max von Sydow og Liv Ullmann spiller et ægtepar, som flygter fra en borgerkrig, der dog viser sig at præge dem i højere grad end forventet. Et relativt enkelt drama, der trods sit eviggyldige tema virker en smule mindre som en dramatisk mavepuster end andre film nævnt i artiklen.

Undgå. Kun for ægte Bergman-fans.

Fængsel

Fængsel (1949)
Et tidligt værk, der ret tydeligt indikerer, at instruktøren endnu ikke havde fundet sit filmsprog. Men øvelse gør i dén grad mester for Bergman, der modsat fx Orson Welles ikke startede på den kunstneriske top. 'Fængsel' er faktisk ikke nogen dårlig film, men bare niveauer under det, som senere skulle gøre svenskeren verdensberømt.

Sådan noget sker ikke her

Sådan noget sker ikke her (1950)
Endnu en tidlig film, der i høj grad virker som bestilt arbejde. Uengageret spiondrama med et sløset manuskript af Herbert Grevenius. Bergman instruerede en del tilsvarende middelmådige værker i perioden, som på ingen måder kan måle sig med hans senere genistreger.

Bergman - Et år, et liv er aktuel i biografen.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Peteruser/713390
Peteruser/713390

Øv øv øv, at den ikke er med.
Klart en af mine all time favoritter.

3 timer siden
Lars Holmuser/923326
Lars Holmuser/923326

Jeg stemmer på: The Matrix. Action og spænding fra start til slut.

3 timer siden
satisfythecrave

Af jeres udvalgte må det blive American Beauty. Den er bare helt speciel. Og har en guddommelig lydside.

13 timer siden
Nikolaj

Notting Hill fordi den har en helt særlig charme over sig. Den er den perfekte romantiske komedie, og så lidt mere til.

18 timer siden

Aktive debatter