A Quiet Place 2 er på vej

Om lidt bliver her stille ... igen
Billede
(© UIP)

Den biografaktuelle gyser A Quiet Place får en efterfølger. Det kommer måske ikke som den store overraskelse, hvis man tager filmens gedigne succes i betragtning - på et spinkelt 17 millioner dollars budget har gyseren på nuværende tidspunkt indspillet hele 213 millioner dollars på verdensplan.

Den anmelderroste film følger en familie, der lever i komplet stilhed i frygt for nogle mystiske og blodtørstige monstre, som reagerer på selv de mindste lyde. Bag filmen står John Krasinski, der også selv spiller hovedrollen sammen med hustruen Emily Blunt. Hvorvidt de to vil være involveret i en fortsættelse er endnu uvist.

Manuskriptet forventes at blive skrevet af Bryan Woods og Scott Beck, der også stog bag den første, og som tidligere har udtalt, at de har masser af materiale til en to'er.

- Vi arbejder med de her gutter om en efterfølger. Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at den nærmest helt stille film med den sjove fyr Jim fra 'The Office' ville være blevet et hit hos Paramount, ville jeg have sagt, "jeg må hellere få et job hos Paramount", udtaler bestyrelsesdirektør Jim Gianopulos.

John Krasinski er udset til at instruere sci-fi thrilleren 'Life on Mars' for Paramount som sit næste projekt.

A Quiet Place (1) kan ses i biografen nu.