Top 11: Gary Oldman-roller
I dag fylder Gary Oldman 60 år, og derfor genudgiver vi toplisten over hans præstationer.
Den britiske skuespiller vandt tidligere denne måned en Oscar for sit portræt af selveste Winston Churchill i dramaet Darkest Hour.
Oldman har med denne rolle nået nye højder, hvilket ikke er en smal sag, når cv’et i forvejen bugner med bemærkelsesværdige karakterer. Vi har af samme årsag ikke kunne begrænse os til en top 10 og istedet valgt at fremhæve hans 11 bedste præstationer.
Las os endelig høre, om I er enige i vores udvalg og hvilke roller, vi mangler.
Darkest Hour er aktuel i de danske biografer.
Gary Oldmans 11 bedste præstationer:
11. Sirius Black (Harry Potter-filmene 2001-08)
Vi starter i bunden med en rolle, der beviser, at selv bundniveauet er tårnhøjt for Oldman. Ikke at rollen som Harry Potters gudfar er synderligt stor eller giver plads til de helt store armbevægelser (bl.a. fordi en del af karakteren udspilles i form af køteren Snuffles), men den skærmtid, Oldman får, beviser til gengæld, at han om nogen hører hjemme blandt magi-seriens ærkebritiske toppen af poppen.
10. Ludwig van Beethoven (Immortal Beloved, 1994)
Oldmans rolle som den tyske komponist er ikke til at komme uden om, også selvom filmen kun er en middelmådig en af slagsen. Mystikken omkring Beethovens store hemmelige kærlighed leverer rammefortællingen, men fokus er klogt nok på den unikke karakter, der giver Oldman mulighed for at være førsteelsker, misforstået geni, temperamentsfuld dirigent og levende legende i en og samme person.
9. Jean-Baptiste Emmanuel Zorg (The Fifth Element, 1997)
Antihelten er og bliver Gary Oldmans speciale, men han har også leveret en god del fuldbyrdede, maniske skurke. Karrierens kedeligste præstationer er at finde her, men i Luc Bessons kulørte sci-fi-vision leverer Oldman en skøn karikatur af en karakter, der leger med opfindsomme våben og bærer en af filmhistoriens mere alternative frisurer. 
8. Drexl Spivey (True Romance, 1993)
Først kom Bonnie og Clyde, så kom Badlands og derefter Tony Scotts moderne version af den voldsomme romance. Filmen er skrevet af Quentin Tarantino og byder derfor på flere personager med masser af attitude og mindeværdig dialog - ikke mindst Oldmans lille rolle som gangster med drevet dreven amerikansk accent, et ondt ar og et rastafari-look, der hører til i filmens årti.
7. Sid Vicious (Sid and Nancy, 1986)
Rollen som den afdøde Sex Pistols-bassist var Oldmans første hovedrolle og skulle oprindeligt være gået til Daniel Day-Lewis. Oldman havde på daværende tidspunkt gang i teaterkarrieren og afviste først rollen pga. sin manglende interesse for punk-bølgen. Filmen blev aldrig en kassesucces, men er siden blevet kult og leverede et gennembrud for briten, der efterfølgende rejste til Hollywood.
6. Jim Gordon (The Dark Knight-trilogien, 2005-2012)
Året efter hans entre i Harry Potter-sagaen blev Oldman også indlemmet i DC’s fineste selskab i Nolans Batman-trilogi som tegneserieuniversets måske mest ædle karakter. Pludseligt var Oldman synonym med ham den flinke fra de store franchises, og efter 20 år med fordærvede, forpinte og til tider perverse karakterer oplevede han et decideret imageskifte hen imod det heroiske. Så god var han i rollen som Batmans mere menneskelige sidestykke, Kommissær Jim Gordon.
5. Jackie Flannery (State of Grace, 1990)
En af de tidligere roller der indeholder alt, hvad der kendetegner Oldman som et ungt og fandenivoldsk bidrag til Hollywoods indiescene i 90erne. Sean Penn spiller hovedrollen som en strømer, der går undercover blandt hjembyens irske gangstere, og Oldman er den iltre barndomsven, der lader sig forføre til undergang. Det er en klassisk Oldman-præstation, da Jackie er farligt uforudsigelig og samtidig sympatisk, som kun de bedste antihelte er det. 
4. Dracula (Bram Stoker’s Dracula, 1992)
I 1992 sprang Oldman ud som førstelsker i form af vampyrfyrsten Dracula. Coppolas film er et gotisk udstyrsstykke uden lige, og med den udødelige romance mellem Oldmans Prins Vlad og Winona Ryders Mina som fokus er filmen meget mere end et nostalgisk gys. Bram Stokers lidende titelkarakter er suverænt fanget af Oldmans evne til at charmere sine ofre, så ikke bare Mina, men også publikum falder pladask.
3. Norman Stansfield (Leon, 1994)
Over the top og langt mere Mickey Mouse-bullshit-agtig end den sædvanlige skurk. Endnu en stærk Luc Besson-rolle til Oldman, der her giver den som korrupt, pilleslugende og scenestjælende strømer over for Jean Renos lejemorder med et hjerte af guld. Stansfield er konstant høj og under pres, så når han tager på drabeligt hjemmebesøg, bliver blodbadet til en musikalsk, fascinerende og særdeles skræmmende oplevelse.
2. George Smiley (Tinker Tailor Soldier Spy, 2011)
Første Oscar-nominering kom for blot seks år siden, og var ironisk nok en af britens mest britiske projekter nogensinde. John le Carrés eksspion, der trækkes tilbage i cirkusmanegen for at afsløre en af sine forhenværende chefer som en russisk dobbeltspion, er en klasserolle for Oldman, der får lov til at være gammel, vis og sårbar på samme tid. At filmen oven i hatten kæler for dialog, melankoli og lækker 70er-stemning, skader heller ikke George Smileys chancer for at blive en ikonisk Oldman-præstation.
1. Winston Churchill (Darkest Hour, 2017)
En endnu mere ærkebritisk rolle kom dog på banen, og Oldman fik som fortjent en Oscar med hjem for rollen som Storbritanniens ekstravagante Premierminister. Oftest kræver en film år på bagen, for at karakteren kan komme med i en stor skuespillers port folie over de bedste roller. Men Oldmans mageløse forvandling til den korporlige ældre herre med dertilhørende nasal stemmeføring og bombastisk temperament er intet mindre end en genistreg og indtil videre Oldmans bedste præstation i en karriere, der tæller tre årtier og et hav af fremragende personager.