Årets bedste film 2017

Redaktionens top 20
Billede
(© Dunkirk/Warner Bros.)

2017 har kvalitetsmæssigt været et stærkt biografår. Og selvom kvalitet er en subjektiv størrelse, har vi i reaktionen atter kastet os ud i at kåre årets bedste værker. Denne gang hele 20 af slagsen.

Listen afslører et år med et bredt genreudvalg og for en gang skyld var hele 14 af de 20 titler originale værker som The SquareLa La Land og Dunkirk, mens fortsættelserne var glædelige overraskelser med film som Blade Runner 2049It og Star Wars: The Last Jedi, der alle levede op til tårnhøje forventninger.

Som sædvanlig indstillede hver redaktionelle medarbejder sin personlige Top 20, og kun film med dansk biografpremiere i 2017 kunne deltage.

I år var der ingen i redaktionen, der havde samme favoritfilm - du kan se, hvem der foretrak hvad, nederst i nyheden.

REDAKTIONENS TOP 10 - 2017:

1. The Square
Ruben "Force MajeureÖstlunds svenske Cannes-mesterværk 'The Square' var en regulær mavepuster, der bød på så mange tåkrummende (og ofte vildt morsomme!) tableuaer, at alle forlod salen med røde ører og et smørret smil på læben. Samtidig skal danske Claes Bang fremhæves for sin prisvindende præstation som museumskurator på glat is.
  

2. Dunkirk
Christopher Nolan er så populær, at der findes en religion, der tilbeder hans værker. Der var med andre ord en del hype omkring instruktørens første krigsfilm. Filmskaberens særlige DNA var dog nem at finde i evakuerings-skildringen, der tilsidesatte de traditionelle slag til fordel for en pulserende thriller til vands, til lands og i luften. 

3. Blade Runner 2049
En af de mest banebrydende science fiction-film nogensinde fik en sen fortsættelse, der heldigvis var al ventetiden værd. Denis Villeneuve beviste, at han var rette mand til opgaven og leverede et ny fremtidsvision, der turde videreføre de store filosofiske tanker og samtidig præsenterede nye innovative tanker. Oven i i hatten leverede Harrison Ford en af karrierens bedste præstationer.

Moonlight
4. Moonlight

"And the Oscar goes to!" Jep, Barry Jenkins' coming-of-age-drama blev legendarisk for en historisk kikser på Oscar-podiet. Men 'Moonlight' vil blive husket mange år frem i tiden for alt det andet: Præstationerne fra de unge drenge. Kemien mellem de voksne mænd. Og sidst men ikke mindst det sælsomme portræt af kærlighedens kår in da hood

5. La La Land
Musicalen er tilbage! Det er blevet sagt før, men ikke siden Moulin Rouge! har det værret mere sandt. Emma Stone og Ryan Gosling dansede og sang sig direkte ind i vores hjerter i en realistisk men stadig storslået romance. Man skal være lavet af sten eller være godt tunghør for ikke at lade sig rive med af denne moderne Hollywood-klassiker. 

6. Get Out
Et af årets største overraskelser var den kunstneriske og kommercielle succes, der tilfaldt denne gyser-komedie om en ung sort mand, der tager på et skæbnesvangert besøg hos sin hvide kærestes forældre. Filmens præmis er vanvittigt original, og det er uden tvivl den mest underholdende race-horrorfilm med et glimt i øjet, vi har set.

7. Star Wars: The Last Jedi
Ottende episode i filmhistoriens største rumsaga har delt vandene hos fans, men samlet anmelderne. Filmen samlede også redaktionen, der nu tilbeder Rian Johnson for sit modige og rebelske kapitel. Luke Skywalker og Co. har hermed endegyldigt smidt uskyldens jedikappe og taget sig et skridt i en ny, mørkere og mere ambitiøs retning. 


8. It
Ingen på redaktionen holder af klovne. Og ja, grunden skal findes hos Tim Currys midaldrende version af Pennywise i miniserien fra 1990. Det var derfor uhyggeligt svært at forestille sig en bedre udgave af Stephen Kings mareridt. Men filmudgaven viste sig at være langt, langt bedre. Mere uhyggelig? Måske ikke, men bestemt et mere helstøbt værk!

Logan
9. Logan

Superhelte er blevet lidt kedelige. Der er mange af dem, og de er usårlige. Men så kom 'Old Man Logan' til live via James Mangolds monokrome hyldest til filmhistoriens sejeste mutant. Wolverine takker af med manér, og Hugh Jackman sætter et rørende og blodigt punktum for sin Jærv og giver adamantium-stafetten videre. 

10. The Killing of a Sacred Deer
Nicole Kidman og Colin Farrell rider pt. på en bølge af indieperler, og kulminationen kom med The Lobster-instruktørens nye, ubehagelige fabel. Græske Yorgos Lanthimos står for alt det, Hollywood ikke gør. Og i en tid med utallige fortsættelser er det forfriskende med en original fortælling om ondskab og sygdom i familiens skød.  

 

11. American Honey
Shia LaBeouf er mange ting - deriblandt en af sin generations bedste skuespillere. Et faktum der udnyttes til fulde i Andrea Arnolds poetiske fortælling om en flok outsideres road trip gennem USA. Arnold er fremragende til at balancere det beskidte og smukke samt det sørgelige og sexede - tilsat lidt LaBeouf er resultatet blændende. 

12. Manchester by the Sea
Casey Affleck er en intens skuespiller, der med sin Oscar-vindende rolle endelig fik lov til at bære en film. Dramaet om en mand, der tvinges tilbage til sin hjemby og dermed også sin smertefulde fortid, er hverken sprudlende eller bombastisk - til gengæld er tragedien tilstede i hvert et sekund i Kenneth Lonergans værk.

The Handmaiden
13. The Handmaiden
 

Oldboy-instruktøren Chan-wook Park er en visuel begavelse, der oftest blander ultavold med et kryptisk plot. Den sydkoreanske instruktør tilføjede i år endnu et mesterlig værk til cv'et med det dette erotiske periodedrama om Sookee, der bliver tjenestepige hos en rigmandsdatter.

14. Abernes planet: Opgøret   
Andy Serkis fortjener en Oscar for sit portræt af chimpansen Ceasar, der leder primaternes oprør mod menneskeheden. Trilogien, der i bedste Shakespeare-stil fortæller forhistorien til Abernes planet-serien, lever dog ikke kun på de overbevisende motion capture-præstationer, men er i sig selv en storslået krigssaga, og finalen er det bedste kapitel.

15. Nocturnal Animals  
Efter den knusende A Single Man var der stor opmærksomhed om Tom Fords kun anden spillefilm. Castet med Amy Adams og Jake Gyllenhaal i front gjorde heller ikke forventningerne mindre. Det var derfor en sand lettelse, at thrilleren om tabte drømme, selvbedrag og tilværelsens ligegyldighed var så smuk, intens og effektiv.


16. The Big Sick
Romantiske komedier har det svært på denne slags lister, men så kom 'The Big Sick' - en velskrevet, sjov og oprigtigt rørende fortælling om kærlighed på tværs af kulturer. Standup-komikeren Kumail Nanjiani har baseret filmen på egne oplevelser og spiller selv hovedrollen i denne smagsfulde hipster-version af My Big Fat Greek Wedding

 

Underverden
17. Underverden  

Dar Salim er det danske svar på Batman, og Fenar Ahmad er præcis den genreinstruktør, Danmark har ventet på. Tænk at vi i 2017 skulle få så hårdtpumpet og velspillet en action-thriller, der udover at være anmelderrost OGSÅ faldt i publikums smag! Med det her niveau er dansk films fremtid mere lovende end nogensinde.  


18. Baby Driver  
Hovedrollen er ung, charmerende, siger knapt nok et ord og kører vanvittigt godt flugtbil. Nej, det er ikke Ryan Gosling i Drive, men Ansel Elgorts titelkarakter i Edgar Wrights veloplagte heist-musical, der udover at have årets bedste soundtrack var klippet med tempofyldt finesse. Vi fandt straks iPod'en frem fra gemmerne. 


19. Wonder Woman  
DC har lige nu én sejr over Marvels gigantiske cinematic-univers - og hun hedder Wonder Woman! Scenen, hvor Amazonekrigerne ridder i kamp mod soldaterne på stranden, gjorde hele filmoplevelsen værd. Kun enkelte steder kom den genkendelige (og lidt slidte) superhelte-formular på banen i en film, der en gang for alle beviste, at kvindelige helte bør gå solo. 

20. Sælgeren  
Iranske Asghar Farhadi har vundet to Oscar-statuetter. Først for Nader og Simin - en separation, dernæst for dette års 'Sælgeren'. Farhadis flair for at skildre ægteskabelige kontroverser med kløgtige thriller-elementer er bestemt tilstede i denne fortælling om en mands reaktion, da hans hustru overfaldes i deres hjem. Stærke sager!

Redaktionens personlige favoritfilm fra 2017: