Nader og Simin - en separation

Hovedkonflikten starter ud med et tidligere iransk par - Nader og Simin - der besøger et hospital for at hjælpe en kvinde ved navn Razieh med et dødfødt barn. Nader har muligvis noget at gøre med ulykken. Han er kommet med sin ekskone Simin på grund af anstændighed og sympati. På en eller anden måde udvikler dette sig dog ikke til et ønske om en fælles aftale om hvad der er sket og hvad der skal gøres ved det. I stedet bliver det en kamp mellem alle parter - hvem har skylden for hele affæren?

Hvordan gik det så galt? Hvordan kan et sympatisk udgangspunkt ende med egoistiske mål? Hvordan kan de alle sammen ende med at bevæge sig længere væk fra hinanden? Jeg ved det faktisk ikke, og med det mener jeg, at jeg ikke ved hvem jeg skal give skylden. Alle har deres grunde til at gøre det de gør. Hvis ikke fra et logisk standpunkt så i det mindste fra et følelsesmæssigt. Det vil sige, at hver eneste gang en af parterne i affæren logisk set har ret, så har vi det stadigvæk dårligt på den anden parts vegne.

Konflikten udvikler sig senere på flere niveauer for at gøre det endnu mere indviklet, og for at give dem alle sammen endnu mere ret enkeltvis. Det fører til en nervepirrende optrapning. I den realistiske verden er der ingen absolutte onde mennesker. I den virkelige verden er det svært at dømme et andet menneske uden samvittighedskvaler. Filmen starter ud med en retssag, en skilsmissesag mellem Nader og Simin, hvor kameraet ser på alle i rummet undtagen dommeren. Tilskueren ser gennem dommerens øjne, ser direkte i øjnene på et ægtepar, der ikke separeres på grund af manglende kærlighed, men fordi de vil behandle et fælles problem på forskellige måder. Simin vil forlade Iran med deres datter for at finde et bedre opdragelsesmiljø. Nader vil blive i Iran for at hjælpe sin Alzheimers-ramte far. Hvem er en trussel for familien? Kan vi i dommerens stol overhovedet dømme nogen af parterne?

Kinematografien matcher historien perfekt. Den holder sig i tætte billedbeskæringer, så man er helt inde på livet af karaktererne. Samtidig sørger man for bevægelse i baggrunden, så man bliver mindet om den levende verden omkring karaktererne. Vi bliver mindet om, at hele verden består af et netværk af folk, der alle har deres mening om sagen og dermed separeres fra hinanden, selvom de i sidste ende elsker hinanden - vi elsker dem alle. Det føles bare levende og menneskeligt, når vi både kommer tæt på karaktererne og deres verden på samme tid. Det er ægte mennesker i en ægte verden. Der er næsten ingen musik, der sætter nogen i godt eller dårligt lys. Skuespillet er heldigvis perfekt, så følelsesprægede melodier er unødvendige - bortset fra under rulleteksterne, der prøver at opsummere hele filmen i et klaverspil. Alle tangenterne spilles klart og flyder ikke harmonisk sammen, så man kan forveksle de enkelte sørgelige toner med enkelte ulykkelige mennesker.

En veninde hev mig ind for at se denne film; en film, der normalt ikke ville fange min interesse, men den er sgu god!

Men det er back-to-basics, filmen bæres af en god historie, fremragende skuespil præstationer og fiurlige drejninger undervejs. Der er ikke på nogen måde fokuseret på effekter, store action scener, bumbum og bangbang, det er historien der er selve filmen.

Jeg er normalt ikke til disse "kunst film", men den er go og holder alle 123 minutter. Jeg savner et enkelt lyssværd duel måske haha.

Den ser god ud!,,