Superfredag #38

Gode anmeldelser af Wonder Woman og meget mere
Billede
(© Wonder Woman/Warner Bros.)

- En håndfuld anmeldere har set Wonder Woman, og deres reaktioner er overvejende positive. Indtil videre er det kun citater på Twitter og ikke fulde anmeldelser, der må publiceres, men sætninger som ”den bedste DCEU-film indtil videre”, ”Wonder Woman er den helt, vi har brug for nu”, og ”Hun minder mig om Christopher Reeves' Superman - en sand superhelt uden frygt eller kynisme” tegner godt for filmen.

- Samtidig er der kommet en plakat og nogle nye billeder fra 'Wonder Woman' via Entertainment Weekly.

Wonder Woman/Warner Bros.

Wonder Woman/Warner Bros.

Wonder Woman/Warner Bros.

Wonder Woman/Warner Bros.

- Filmen om The Flash har måske fundet sin instruktør i 65-årige Robert Zemeckis. Ifølge The Wrap er han Warner Bros.' topkandidat, efter både Matthew Vaughn og Sam Raimi har afvist at stå bag Lynet.

- Tom Fillion skulle oprindeligt have haft en lille gæsterolle i Guardians of the Galaxy Vol. 2. Men instruktøren James Gunn har på Facebook forklaret, at han hellere vil gemme Fillion til en større rolle i senere Marvel-film.

- Tom Hardy skal spille Venom i en kommende film, som har Spider-Man-skurken som fokus. Sony Pictures har selv offentliggjort nyheden via Twitter, og filmen får premiere oktober 2018.

- Warner Bros. har udsendt det første billede af Amber Heard i rollen som Mera, der er Aquamans hustru og dronning af undervandsriget Atlantis. Karakteren optræder både i Aquaman og i Justice League, og der er kommet et billede fra hver af filmene, der indikerer meget forskellige farvepaletter.

Justice League/Warner Bros.

Aquaman/Warner Bros.

- Ludi Lin, der spiller en af de fem Power Rangers i filmen fra tidligere på året, har fået en rolle i 'Aquaman'. Ifølge Deadline skal Lin spille hærføreren Murk.

- Hugh Jackman, der spiller Wolverine i Logan, udtaler i ekstramaterialet til Blu-ray-udgivelsen, at han til at begynde med var skeptisk over for at skulle spille klonen X-24. Efter at have set resultatet måtte Jackman dog erkende, at han tog fejl, og at dobbeltrollen fungerede efter hensigten.

- Michael Fassbender mener, at det er meget sandsynligt, at han gentager sin rolle som Magneto i kommende X-Men-film. Det fortæller skuespilleren i podcasten Happy Sad Confused.

- Der kommer en ny Hellboy-film i 2018 uden den oprindelige instruktør Guillermo del Toro, og under filmfestivalen i Cannes er den første teaser-plakat blevet offentliggjort. Plakaten afslører undertitlen 'Rise of the Blood Queen', men ellers er der blot en tegning af den djævelske superhelt fra Mark Mignolas forlæg. Neil Marshall instruerer, og David Harbour (Stranger Things) skal overtage hovedrollen fra Ron Pearlman.

Hellboy: Rise of the Blood Queen