2 fortsættelser får instruktør

Talende løver og hurtige zombier
Billede
(© Prince Caspian/Walt Disney Pictures)

Det har længe været frem og tilbage med begge film, men nu skulle instruktørerne til både 'Narnia 4' og World War Z II være fundet.

Variety kan fortælle, at Joe Johnston skal instruere den fjerde Narnia-film, også kendt som 'The Silver Chair', der i kronologisk rækkefølge er den sjette fortælling i C.S. Lewis' romanserie om det fortryllede land.

Handlingen foregår 50 år efter begivenheder i den seneste Narnia-film fra 2010, og den fjerde film betragtes derfor som en slags reboot, hvilket vil betyde helt nye navne på rollelisten.

Joe Johnston har en række mere eller mindre eventyrlige film på sit cv, der spænder fra Jumanji og Jurassic Park III til Captain America: The First Avenger.

'World War Z II' får en noget mere dyster instruktør ved roret i form af David Fincher. Instruktøren er eftersigende blevet opfordret til jobbet af Brad Pitt, og det kan således blive fjerde gang, de to stjerner arbejder sammen. Det frugtbare samarbejde startede som bekendt i 1995 med Seven.

Optagelserne til zombiefilmen forventes at starte næste år. Det vides endnu ikke, hvornår 'The Chronicles of Narnia: The Silver Chair' går i produktion.