Michael Bay instruerer Transformers 5

Sidste omgang for instruktøren
Billede
(© Transformers: Age of Extinction/UIP)

Action-instruktøren Michael Bay har netop bekræftet overfor Rolling Stone, at han selv instruerer den næste Transformers-film.

Filmskaberen kommer dermed til at have instrueret hele fem film i en serie.

Bay fortæller samtidig, at dette bliver hans absolut sidste omgang i ringen med kæmperobotterne, Decepticons og Autobots.

- Jeg nyder det stadig. Det er sjovt at lave film, som 100 millioner mennesker vil se. Men det her er den sidste. Jeg må give faklen videre til en anden, og det er på tide at komme videre, fortæller Bay.

Om Mark Wahlberg og de to unge skuespillere, Jack Reynor og Nicola Peltz, vender tilbage til Transformers: Age of Extinction-fortsættelsen, vides endnu ikke.

Plottet skal skrives af Akiva Goldsman (A Beautiful Mind), mens Peter Cullen atter lægger stemme til Optimus Prime.

Michael Bay er næste gang aktuel med 13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi, og Transformers 5 forventes at få premiere i 2017.