Manden bag Min mor

Interview med Nanni Moretti
Billede
(© Camera Film)

Nanni Moretti har flair for sorg. Ikke den melodramatiske men den mere nære af slagsen, hvis dødsfald i familien kan omtales således.

Hans nyeste film, Min mor, er en delvis biografisk fortælling om dengang, den italienske instruktør mistede sin mor, og hans børn mistede deres farmor. Hermed ligger filmen i forlængelse af hans Guldpalme-vinder, Sønnens værelse, hvor en familie forsøger at leve med tabet af deres søn.

Da vi mødte den nu 62-årige instruktør på en tagterrasse i Cannes, taler han eftertænksomt og velovervejet. Ofte med hovedet begravet i hænderne, men også med den lune, som præger hans film. Ikke mindst 'Min mor' der i passager er mere komedie end drama.

"Mine film er aldrig rene dramaer eller rene komedier", slår Nanni Moretti fast, og begynder at uddybe sit forhold til den seneste film, hvor Margherita er en kvindelig filminstruktør med en døende mor på hjemmefronten og en krukket amerikansk filmstjerne foran kameraet. Selv spiller han Margheritas bror, Giovanni.

- Fra begyndelsen havde jeg besluttet, at hovedrollen skulle være kvinde. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg havde på fornemmelsen, at historien ville være mere interessant, hvis den blev fortalt fra et kvindeligt synspunkt, lyder det fra Nanni Moretti, der med Margherita bevæger sig i retning af et alter-ego.

- Jeg har været meget hård ved Margherita-karakteren, fordi jeg er meget hård ved mig selv. Margherita hviler aldrig i sig selv. Jeg er på samme måde. Jeg hviler heller ikke i mig selv. Der er meget mere af mig i hendes karakter, end der er i Giovanni. Han er den person, Margherita gerne vil være, og selvfølgelig også den person jeg ville ønske, at jeg var.

Min mor/Camera Film

Om det gør det lettere eller sværere at lave en film, der tager udgangspunkt i egne oplevelser, er vanskeligere at svare på.

- Når jeg laver film, laver jeg film. Når jeg skriver manuskriptet, så skriver jeg manuskriptet. Jeg gør mit arbejde. Jeg lader mig ikke blive overvældet af emnet. Men jeg er ikke sikker på, at det jeg lige har sagt er rigtigt. Jeg blev ærligt talt meget bevæget en dag under optagelserne, og jeg ved også godt hvorfor.

Har man set filmen, er man ikke i tvivl om, hvilken scene han omtaler. Det meste af publikum vil kunne genkende en lignende situation fra deres eget liv, og det er en scene, der på sublim vis demonstrerer instruktørens flair for temaet.

Evnen er dog ikke noget, der gør livet nemmere.

- Jeg laver ofte film om mine egne neuroser og tvangstanker, men det hjælper mig ikke til at løse mine problemer. Nogen gange kan film måske være en hjælp for beskueren, men ikke for personen der laver dem. Film fører ikke til katharsis.

Min mor har biografpremiere den 25. december.