Spielberg instruerer Ready Player One

Filmatisering af kultroman ankommer i 2017
Billede
(© Bogomslag til romanen/© Random House)

Rygtet startede for fem måneder siden, og nu er Steven Spielberg endeligt bekræftet som instruktør på Ready Player One. Det skriver The Wrap.

Filmatiseringen af Ernest Clines roman fra 2011, handler om jagten på en enorm formue, der er skjult i et nærmest uendeligt virtuelt univers kaldet OASIS.

Den nørdede Wade Watts er blandt de mest dedikerede skattejægere (en såkaldt "gunter"), men han er ikke alene. Flere millioner deltager i skattejagten, og nogle benytter sig af mere ufine metoder end andre.

Ca. 90 % af handlingen foregår i talrige virtuelle verdener baseret på film, musik og ikke mindst computerspil fra 1980erne. Spielbergs store udfordring bliver at veksle ubesværet mellem de vidt forskellige universer, som konstant besøges og forlades gennem hele historien.

En anden udfording bliver rettigheder til romanens popkulturelle referencer, der er absolut nødvendige for at kunne filmatisere fortællingen. Spielberg ligner manden med de rette forbindelser, men det ville være en spoiler at afsløre, hvilke film der har stor betydning for bogens indbyggede gåder.

'Ready Player One' får premiere i december 2017. I mellemtiden vil Steven Spielberg være aktuel med Bridge of Spies og eventyret The BFG.