"Flere svenskere klynger sig til en idiotisk selvopfattelse"

Interview med Roy Andersson
Billede
(© Camera Film)

Det svenske komedie-drama En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er lige nu aktuel i biografen.

Filmen, der modtog Guldløven i Venedig, er instrueret af den svenske ener Roy Andersson og fuldender hans trilogi om at være menneske efter Sange fra anden sal og Du levende. Vi mødte 71-årige Andersson, da han tidligere på ugen besøgte København.

Din stil med få klip og tableauer er markant anderledes end andre film. Hvordan ser du dem selv?

Mine film er fragmentariske og ikke klassisk storytelling. Jeg er glad for denne fragmentariske stil, for man får ofte meget mere med. I mine tableauer kan du tappe så meget godt fra scenerne i stedet for, at du skal koncentrere dig om historien.

Medierne skriver ofte om dine film som blandinger af Ingmar Bergman og Monty Python. Ser du dem selv således?

Nej, jeg synes ikke, at jeg har så meget tilfælles med Ingmar Bergman. Og Monty Python… Det er en anden type humor. Min humor er mere tilbageholdende, mens Monty Python er udadvendt. Men ligesom Monty Python er mine film også crazy indimellem.

Måske minder dine film mere om Jacques Tati?

Ja, Tati er et af mine idoler. Særligt hans film Playtime, som flere scener i min film er påmindelser om. Bl.a. indledningen, hvor en træt mand kigger på duen, uden at der bliver sagt noget. Det kunne meget vel være Tati, for han lavede også mange scener, som er helt stumme, og hvor kropsproget taler for sig selv.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen

I filmens indledning skriver du, at den handler om det at være menneske. Et ret stort emne må man sige...

At være et levende væsen er et stort emne i sig selv. Det er fascinerende. Vi kommer jo fra samme sted, men efter lang, lang tids udvikling sker der små ændringer. Med disse tre film ville jeg illustrere dele af, hvad livet kan være. Hvad kan livet være? Det kan være, som det er i de tre film, og meget mere til naturligvis. Jeg håber, at jeg respektfuld har fanget essensen. Og, endnu vigtigere, med en slags respektløshed over for nogle af de forestillinger, som mennesker kan have om fx, hvordan man skal være, om retfærdighedsfølelse og frem for alt religiøsitet, som både er skræmmende og rørende. Skræmmende, når det bliver til religiøs fanatisme, som fx Islamisk Stat. Jeg hader religiøs fanatisme.

Kunne du finde på at lave en film om religiøs fanatisme?

Nej, min næste film skal være lysere og sjovere. Den skal også handle om eksistens, men skal være en film om kærlighed. Ikke en klassisk kærlighedshistorie mellem mænd og kvinder, men en kærlighed til livet.

Så du skal ikke lige pludselig til at instruere noget helt andet, fx en superheltefilm?

Det har taget mig lang tid at finde mit filmsprog. Jeg synes, at det er forkert, når folk siger, at jeg gentager mig selv. I kunsthistorien har alle de store personer forfinet deres stil. Der findes også et klassisk eksempel i filmhistorien, nemlig Chaplin, der også brugte de her tableauer. Han blev også kritiseret for ikke at forny sig, men da han prøvede nye ting med panoreringer og mange klip, var det ikke det samme, så han gik tilbage til sin egen stil. Jeg har ligeledes forsøgt mig med flere kamerabevægelser og klip, men det bliver ikke bedre af det. Når man har et fast billede, bestemmer publikum selv, hvad der er vigtigt at følge med i. Min næste film bliver også med tableauer, men jeg kommer også til at forsøge noget andet.

Spøg og skæmt-sælgerne Jonathan og Sam er en slags hovedpersoner. Hvordan fandt du på dem?

De er en type makkerpar, der kommer fra litteraturhistorien, fx Don Quixote og Sancho Panza, hvor den ene er stærk og visionær, og den anden græder let. Der findes også et dansk forbillede, Fy og Bi, og selvfølgelig Gøg og Gokke. Det er en klassisk kombination.

I filmen har du malet dine karakterer hvide i ansigtet. Hvorfor det?

Det er inspireret af klovnene i cirkus. Jeg mener, at personerne bliver mere universelle, når de bærer hvid maling. De er et individ, men repræsenterer samtidig alle. Og så gør jeg opmærksom på, at det er fiktion og ikke dokumentarfilm.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen

Hvorfor starter 'En due...' med tre dødsfald?

(Pause) Jeg fik en idé om, at det her episke tretal skal indgå. Og at det skal være tre morsomme møder med døden, altså en vis respektløshed over for det alvorlige spørgsmål. Grunden til, at de ligger tidligt i filmen, er for at sætte tonen og for, at publikum ikke skal føle sig sikre på noget som helst.

Du blander fortid og nutid sammen i scenerne med Kong Karl XII (f. 1682, red.), der kommer ridende ind på en moderne bar. Hvad er historien bag dette?

Disse scener handler om svensk selvopfattelse som stormagt, som flere i befolkningen klynger sig idiotisk til. Det er jo en umulighed i dag. Denne her Kong Karl XII er ikke rigtig rask, men under enevældens tid var han nærmest som en gud, der kunne gøre, hvad han ville, hvilket er skræmmende. Historien er fyldt med sådanne eneherskere. Karl XII er en afklapsning af den svenske selvforståelse.

Dine film har meget humor, men en ret sort humor...

Man skal tænke på, at det er en form for humor, der kræver stor timing. Det er enormt svært og kræver tålmodighed, tid og penge. Humoren fungerer ikke uden præcision, og derfor tager jeg scenerne om 13-14 gange. Den scene med Karl XII, der varer 11 minutter, tog vi kun om fire gange, fordi hesten blev mere og mere vild for hvert take, så der var vi heldige, at alt lykkedes ret hurtigt.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen

Var det planen, at det skulle være en trilogi fra starten af?

Nej, men da jeg lavede den tredje film, føltes det helt naturligt at kalde det en trilogi. Der er noget fint ved trilogier. I litteraturhistorien findes der vældig mange trilogier.

Endelig er jeg nysgerrig efter at vide, hvilke danske instruktører du synes bedst om?

Jeg har i lang tid været fascineret af Carl Th. Dreyer. Og i senere tid Thomas Vinterberg og Lars von Trier. Men også en række andre, som jeg ikke lige kan huske navnene på.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er aktuel i biografen.

Roy Andersson © The Guardian