Fra 'En flænge i himlen' til 'Vampyren Lestat'

Josh Boone skal måske instruere den kommende Anne Rice-filmatisering
Billede
(© 20th Century Fox / Warner Bros.)

Universal har opkøbt rettighederne til Anne Rices bogserie 'The Vampire Chronicles', der følger den excentriske vampyr Lestat gennem flere århundreder.

Ifølge The Wrap er manden, der skal instruere den nye vampyrfilm, nu fundet. Intet er blevet bekræftet, men sitet påstår hårdnakket, at Josh Boone har sagt ja til opgaven.

Boone har netop haft stor succes med filmatiseringen af John Greens En flænge i himlen, og skal snart i gang med at instruere Stephen Kings 'The Stand', der planlægges til at udkomme i 2016.

Får Universal sin vilje, bliver Rices 13 bøger til en ny mørk franchise, der formentlig starter ud med bog to og tre, 'The Vampire Lestat' og 'Queen of the Damned'. Således slipper man for at genindspille Neil Jordans vellykkede og populære Interview with the Vampire (1994), hvor Tom Cruise spillede den legendariske vampyr.

Premieredatoen for den kommende Anne Rice-film er stadig ukendt.

Hvem kunne efter din mening være en god Lestat?