Ny Coen-film med Clooney på vej

'Hail Caesar' går i flæsket på Hollywoods skjulte skandaler
Billede
(© 20th Century Fox / UIP)

George Clooney hopper for fjerde gang i kanen med brødrene Joel og Ethan Coen på den kommende film 'Hail Caesar'. Så meget afslører deadline.com i hvert fald i en artikel.

Hovedpersonen hedder Eddie Mannix og filmen skal handle om en "fixer" i 50'ernes Hollywood, hvis opgave det var at skjule filmstjernernes skandaler så godt som muligt. 

Måske er der tale om den samme Eddie Mannix, som dengang var vicepræsident for filmselskabet MGM og hvis kone havde en affære med Superman-skuespilleren George Reeves, der senere blev skudt og dræbt. Det er i hvert fald en saftig historie.

Grundlæggende er det dog sparsomt med sikker information om projektet, udover at det skal være "komisk". Om det betyder direkte sjov som Big Lebowski-sjov eller mere alvorlig-sjov som A Serious Man må tiden vise. 

Clooney har arbejdet sammen med brødrene tre gange før i filmene O Brother, Where Art Thou, Intolerable Cruelty og Burn After Reading.