Anja & Viktor

Nu har den femte 'Anja og Viktor'-film premiere! Vi varmer op og ser tilbage på ni år med Viktor og hans elskede Anja.
Billede

Det hele startede i 1999 med filmatiseringen af Dennis Jürgensens roman ’Kærlighed ved første hik’. Her mødte vi to unge gymnasie-elever, der i dag kendes af alle danskere som blot Anja og Viktor.

Forholdet de to imellem har for længst vokset sig større end Jürgensens fortælling, og i denne uge kan vi se frem til premieren på en femte film om det umage par, med filmen ’Anja & Viktor – i medgang og modgang’.

Men hvad er det egentlig, der har skabt grundlaget for endnu en Anja & Viktor film, og hvordan kan man forklare, at over 1,7 millioner danske biografgængere – dvs. uden at medregne DVD- og tv-publikum - allerede har fulgt med og sikkert også vil følge med denne gang?

En god forklaring kunne være, at sagaen om Anja og Viktor rummer mere end blot fortællingen om to elskende i knibe – den rummer, på samme måde som ’Harry Potter’-filmene, en udvikling, som formår at tale til samt ledsage sit publikum.

Da filmen ’Kærlighed ved første hik’ kom ud, var Viktor og Anja begge unge og uskyldige, ligesom fortællingen om en dreng, der skulle vinde en pige, var simpel og sød. Her var målgruppen især teenagere.

To år senere, da ’Anja & viktor’ blev lanceret, havde både hovedkaraktererne og målgruppen rykket sig en tand. Her fulgte man Viktors kamp for at følge med Anja, som pludselig var blevet voksen og havde fået job. Filmens tema rykkede i biograflugerne, og hidtil er denne den bedst-sælgende i rækken.

De to efterfølgende film fra hendholdsvis 2003 og 2007 gik problemstillingen fra parforholdets kriser til det mest forsonelige overhovedet, da Anja og Viktor blev forældre. En udvikling der fulgte den oprindelige målgruppe fra den første film i 1999. Disse måtte her nemlig være vokset sig gamle nok, til at kunne forstå og visse interesse for et sådant tema.

Derfor er det ikke underligt, at ugens premiere-film ’Anja & Viktor – i medgang og modgang’ fortæller om ungdomsforholdets allersidste trin, nemlig ægteskabet.

På samme vis som fortællingen opdateres, er de to bærende roller også vokset op foran øjnene på hele Danmark. Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen er i dag henholdsvis 2900 Happiness-stjerne og ’Vild Med Dans’-vinder, men for langt de fleste, er de først og fremmest Anja og Viktor.

Se nedenstående mini-galleri med billeder, der viser udviklingen i de to karakterers liv – og se endnu flere i billedgalleriet på forsiden.

 

Fra filmen 'Kærlighed ved første hik' (1999)

Fra filmen 'Anja & Viktor' (2001)

Fra filmen 'Anja efter Viktor' (2003)

Fra filmen 'Anja & Viktor - brændende kærlighed' (2007)

Fra filmen 'Anja & Viktor - i medgang og modgang' (2008)