Gary Oldman langer ud efter Oliver Stone

Den britiske skuespiller og den amerikanske instruktør er oppe og toppes.
Billede
Den 61-årige instruktør Oliver Stone og den 50-årige Gary Oldman arbejdede sammen på storfilmen ’JFK’ i 1991.

’JFK’, der handler om attentatet på præsident John F. Kennedy, var en succes og blev nomineret til otte Oscars, hvoraf den vandt for bedste fotografering og klipning. Alligevel ser de to mænd ikke ud til at skulle genoptage deres samarbejde foreløbig.

Oldman, der som syndebukken Lee Harvey Oswald spillede en af de bærende roller i ’JFK’, har nemlig for nylig erklæret, at han ikke ønsker at spille med i flere af Stones film.

De skarpe ord kom frem i et interview, hvor Oldman følte, han måtte forsvare nogle udtalelser, Stone var kommet med. Oldman sagde således: "Oliver Stone thinks I've lost my edge. Yeah. But then I've looked at the last couple of things he's done and I could perhaps say the same thing to him".

Oldman har været en fast karakter i de to konceptbårne filmserier om Batman og Harry Potter, hvilket muligvis er grunden til, at Stone anklager ham for at have mistet sin kant. På den anden side har Oldman haft succes, hvilket man bestemt ikke kan sige om Stones sidste to film ’Alexander’ (2004) og ’World Trade Center’ (2006).

(Kilde: imdb.com)

Af: Stine Teglgaard